Trædæk til biler under besættelsen

Under 2. verdenskrig opstod der hurtigt mangel brændstof, men snart kunne man heller ikke få gummi til bildæk. Som alternativ opfandt snedkermester Anker Sørensen i Aalborg et trædæk, der kunne monteres på bilens eksisterende fælge.


Allerede kort tid efter 2. verdenskrigs begyndelse i 1939 blev der mangel på brændstof til motorkøretøjer. Der blev skåret drastisk ned på benzinrationerne, og privatbilisme blev straks forbudt. Med virkning fra 1. maj 1940 indførte Handelsministeriet en skrappere benzinrationering, der bevirkede at både private bilister og handelsrejsende, tilsynsførende arkitekter og ingeniører, sagfører m.fl. ikke længere kunne købe benzin.

Mindre benzinrationer kunne gives til mælkekørsel og til læger og jordemødres akutte kørsel. Vare- og lastvognskørsel kunne i begrænset omfang tillades, hvis det havde særlig samfundsmæssig betydning, fx kørsel med tørv, andet brændsel og levnedsmidler. [1]

Fra 1. maj blev også rutebiltrafikken stærk beskåret. I Aalborg måtte man reducere den daglige forbindelse med oplandet til 2-3 ture om ugen. [2]

For Aalborg Omnibil-Selskab blev aktiviteterne reduceret til kørselsniveauet i 1925, og virksomheden måtte afskedige 15 mand af det samlede personale på 50. [3]

Taxa med generator i København.
Under besættelsen blev privat bilkørsel forbudt, men man kunne stadig tage en taxa. Her en københavnsk taxa med gasgenerator og en sæk generatorbrænde på taget. De hvide kantstriber skulle gøre det lettere at se bilen i de mørklagte gader. Frihedsmuseets fotoarkiv.

Den kraftige nedskæring af benzinrationerne medførte også betydelige indskrænkninger på ruten Aalborg-Svenstrup. Vognmand Lars Christensen, Aalborg, der havde koncessionen for Svenstrupruten, fik den ene af sine busser ombygget til hesteforspand for i videst mulige omfang at kunne tilfredsstille kunderne. Da den ombyggede bus i juli 1940 var klar til at blive indsat på ruten, fik vognmanden i stedet tilladelse til at installere en gasgenerator i en 25 personers bus. Så tanken om at drive ruten med hesteforspand blev opgivet. Med generatordrift kunne Lars Christensen opretholde 10-12 daglige ture, mod normalt 15-16. [4]

Mangel på gummi til dæk

Hos Aalborg Omnibil-Selskab gik man også i efteråret 1940 over til generatordrift, så størstedelen af den rationerede benzin kunne erstattes af gas fra bøgeklodser og tørv. Men krigen greb også ind i forsyningen af bildæk. Hvis ikke Aalborg Omnibil-Selskab inden besættelsen havde oparbejdet et lager på 100 nye dæk, ville det have været nødvendigt at indstille busdriften allerede i 1941-42. Dækmanglen betød dog, at man måtte køre på nedslidte dæk. Det medførte flere punkteringer og driftsforstyrrelser. [3]

Rundt om i landet begyndte man at interessere sig for de gode lastvognsdæk, der hang som fendere på fiskerbåde eller sad på hestetrukne arbejdsvogne, ølvogne, flyttevogne m.v. – de såkaldte gummivogne. I København mente direktør Leo Schwanenflügel, at gummidæk på hestevogne var en “Uskik i disse gummifattige Tider og en Luksus, som vi ikke har Raad til”. Schwanenflügel var af den overbevisning, at man igen skulle sætte træhjul med jernringe på hestevognene og lade gummiringene gå til de hurtigtkørende lastvogne. [5]

Men det var ikke helt enkelt at sætte hestevognshjul på gummivognene, for vognene var jo netop bygget eller bygget om til aksler med kuglelejer og bilhjul. Det skånede hestene, der havde en vigtig mission i en tid med mangel på brændstof.

Carlsberg ølvogn med gummihjul
Carlsberg ølvogn med SKF-kuglelejer og gummihjul hos H. Nielsen & Søn, Sejrøgade 7, København, 1936.
Foto: Ernst Hannuss, SKF Danmark, Ole Jespersens arkiv.

På det tidspunkt havde forretningsfører Villy Glerup og direktør Jens Lassen Studstrup fra Aalborg Omnibil-Selskab allerede i al fortrolighed henvendt sig til snedkermester Anker Sørensen, Nytorv 12 i Aalborg. De bad ham forsøge at lave dæk af træ, for gummimanglen var kritisk for busselskabet. [6]

Trædæk konstrueres af snedkermester

Snedkermester Anker Sørensen havde tidligere arbejdet med trædæk til cykler, og efter et par måneders eksperimenter nåede han frem til en slidstærk kontruktion, der kunne bruges til biler. Anker Sørensen regnede med, at et trædæk kunne holde dobbelt så lang tid som et gummidæk. Virksomheden Aalborg Ringen blev grundlagt, og Anker Sørensen søgte patent på sin opfindelse.

Aalborg Ringens logo med det karakteristiske trædæk
Aalborg Ringens logo. Udsnit af brochure i Danmarks Tekniske Museums bibliotek.

Trædækket var lavet af bøgetræ og bestod af et antal bæreklodser, der skiftevis med et tilsvarende antal kiler blev anbragt på hjulfælgen og monteret med en jernring, der gik gennem alle klodserne. Træklodserne var skåret i profil mod fælgen og slidbanen, så trædækket havde samme form som et almindeligt gummidæk. Ved monteringen kunne man spænde stålbåndet, så hele konstruktionen sad fast omkring fælgen. Kilerne havde en særlig indvendig udskæring, der bevirkede, at hele trækonstruktionen kunne arbejde, som træ nu gør afhængig af fugtigheden. [5]

Trædækket blev imprægneret med Cuprinol træbeskyttelse, så det ikke trak vand eller rådnede i fugtigt føre. De enkelte dele kunne udskiftes, og med hvert trædæk fulgte et strammejern, så man om nødvendigt kunne stramme hjulet op. [7]

Et Aalborg Ringen trædæk bestod af bæreklodser og kiler, der var samlet med en jernring.
Trædækket var lavet af bøgetræ og bestod af et antal bæreklodser, der skiftevis med et tilsvarende antal kiler blev anbragt på hjulfælgen og monteret med en jernring, der gik gennem alle klodserne. Foto: H. Dalby, 1942. Aalborg Stadsarkiv.
Samling af et Aalborg Ringen trædæk
Et Aalborg Ringen trædæk bliver samlet. Med et særligt strammejern kunne man stramme dækket op. Foto: H. Dalby, 1942. Aalborg Stadsarkiv.
Færdigt hjul med trædæk fra Aalborg Ringen.
Et færdigsamlet trædæk fra Aalborg Ringen. Foto: H. Dalby, 1942. Aalborg Stadsarkiv.

Aalborg Ringens trædæk prøvekøres

I slutningen af marts 1942 var snedkermester Anker Sørensen nået så vidt med sin opfindelse, at trædækkene kunne afprøves på en lastbil. Til det formål efterlyste han i Aalborg Stiftstidende den 1. april 1942 en Triangel lastbil til leje nogle timer i to dage.

Prøvekørslerne med den 3-tons Triangel forløb med tilfredsstillende resultat, så 6. maj 1942 annoncerede Aalborg Ringen, at det patentanmeldte trædæk var sat i produktion.

Triangel Lastbil søges til prøvekørsel med de nye trædæk fra Aalborg Ringen.
Aalborg Ringen søger Triangel lastbil til prøvekørsel med de nye trædæk. Aalborg Stiftstidende, 1. april 1942.
Trædækkene fra Aalborg Ringen blev prøvekørt på en 3- tons Triangel lastvogn, angiveligt som denne 1938-model. Fabriksfoto i Uffe Mortensens samling.
Fabrikation af Aalborg Ringen er begyndt.
Meddelelse fra Aalborg Ringen, at fabrikationen af trædæk nu er begyndt. Aalborg Amtstidende, 6. maj 1942.

Bilringe af Træ fra Aalborg
“Det er lykkedes en Snedkermester Anker Sørensen at fremstille en Bilring af Træ. Den er konstrueret af Klodser, der er formet og anbragt, saa Ringen er fjedrende som Gummi. Ved Afprøvningen gav Træringen en fuldkommen blød og elastisk Kørsel, og dens Udseende er ogsaa som et Gummidæks.”

Fredericia Social-Demokrat, 1. april 1942, s. 2.

Biltræringe efter Aalborg Patent
Vellykkede Forsøg foretaget ved Frederiksværk.
De første danske Biler, der kører med Træringe, er nu i Drift. Sorø Karosserifabrik fremstiller efter et Aalborg-Patent de nye Ringe, som laves af Bøgeklodser, der kiles sammen og omspændes med en jernring. Vognmand Alfred Petersen, Frederiksværk, har i de sidste Dage haft sådanne Træhjul paa sin 5 Tons Lastvogn, der kører Tømmer mellem Frederiksværk og Tisvilde, og Resultatet er tilfredsstillende. Fabrikken regner med, at man kan køre 16.000 Kilometer paa Ringene, derkoster 275 Kr. pr. Stk.

Nordjyllands Social-Demokrat, 22. juli 1942, s. 5
Udtalelse fra vognmand Frede Hust om Aalborg Ringens trædæk.
Udtalelse fra vognmand Frede Hust i Aalborg om brugen af Aalborg Ringen på hans 4 tons lastvogn. Brochure for Aalborg Ringen i Danmarks Tekniske Museums bibliotek.
Brochure for Aalborg Ringen. Stemplet Sorø Karosserifabrik & Automobilforretning.
Brochure for Aalborg Ringen. Stemplet Sorø Karosserifabrik & Automobilforretning, hvis leder Aksel Andreasen havde købt fremstillingsretten til Aalborg Ringen for Fyn, Sjælland og omliggende øer. Danmarks Tekniske Museums bibliotek.
Side 2 af brochure for Aalborg Ringen. Danmarks Tekniske Museums bibliotek.

Trædæk ikke velegnet til rutebiler

Selv om trædækkene var opfundet på foranledning af Aalborg Omnibil-Selskab, viste det sig efter flere forsøg, at erstatningsdækkene ikke var egnede til rutebiler. Fragtnævnet mente ikke, at dækkene var velegnede til rutebilernes mange standsninger for at afsætte og optage passagerer. Derimod kunne trædækkene bedre anvendes til fragtbiler, der havde forholdsvis få standsninger.

Det var snedkermester Sørensens egen erfaring, at trædækkene heller ikke kunne tåle rutebilernes høje hastigheder, men at dækkene snildt kunne bruges i moser og lignende steder, hvor der ikke blev kørt så stærkt. Sørensen havde fx leveret trædæk til traktorer i Rørdal. [8]

Forhandling af trædæk fra Aalborg Ringen

På Fyn og Sjælland begyndte man også at montere trædækkene på lastvogne. Direktør Aksel Andreasen fra Sorø Karosserifabrik købte fremstillingsretten til Aalborg Ringen for Fyn, Sjælland og omkringliggende øer. I juli 1942 fremstillede man i Sorø 5-15 hjul om dagen, og på det tidspunkt havde man foretaget ca. 300 monteringer af trædæk. Alt efter størrelse kostede et trædæk 275-300 kr. [9]

I slutningen af september 1942 skrev Lolland-Falster Social-Demokrat, at karetmager Poul Nielsen fra Nakskov Karosserifabrik havde overtaget eneforhandlingen og fabrikationsretten af Aalborg Ringen for Lolland-Falster. Avisen skrev, at træringene især kunne anbefales til hestevogne, der før havde kørt på bilhjul – altså de såkaldte gummivogne. Karetmager Nielsen fremhævede den store fordel, at dækkene ikke kunne punktere. Ved at overtage fabrikationsretten håbede karetmageren at kunne holde både egne og vognmændenes hjul i gang. [10]

Bilkørsel paa Træklodser
“Dæk til 275 Kr. Stykket.
Flere sjællandske Lastbiler har faaet paamonteret Dæk bestående af sammenkittede Bøgeklodser.
Trædækkene fremstilles af Sorø Karosserifabrik. Hver Ring koster ca. 275 Kr. For Tiden fremstilles 5-15 Hjul om Dagen, og foreløbig er foretaget 300 Monteringer.
Enkelte Dæk har været i Brug i 3-4 Maaneder, og man venter, at Trædækkene skal kunne køre 16.000 Km. Kørslen er ikke helt lydløs, og Dækkene er mest anvendelige til Skovkørsel og Kørsel ad plan Vej.”

Omtale i Løgstør Avis, 22. juli 1942, s. 1.
Eneforhandling af Aalborg Ringen for Lolland-Falster hos Nakskov Karosserifabrik.
Nakskov Karosserifabrik havde eneforhandling og fabrikationsret af Aalborg Ringen for Lolland-Falster. Annonce i Lolland-Falster Social Demokrat, Nakskov, 6. juni 1942.

500 bilhjul monteret med trædæk

I slutningen af juli 1942 skrev Aalborg Amtstidende om trædækkene fra Aalborg Ringen. På det tidspunkt var der foretaget ca. 200 monteringer af trædæk hos snedkermester Anker Sørensen i Aalborg. På Sorø Karosserifabrik havde man monteret ca. 300 trædæk. I alt var altså ca. 500 Aalborg Ringe blevet monteret med udgangen af juli 1942.

Erfaringerne med trædækkene var gode, men man oplyste nu, at dækkene ikke blot tilnærmelsesvis kunne yder erstatning for gummidæk. Trædækkene var gode til markkørsel, kørsel i skove og tørvemoser samt anden blød vej. Men det havde vist sig, at trædækkene alt for hurtigt blev slidte ved almindelig lastvognskørsel med tungt læs og god fart på hårde landeveje. [9]

Aalborg Ringen fremstiller trædæk
Annonce for Aalborg Ringen i Aalborg Amtstidende 8. juni 1942.

Forbud mod trædæk

Det tegnede lovende med trædækkene, men i september 1942 begyndte aviserne at omtale, at Københavns Politi havde noteret flere lastbiler, der kørte med hjulringe af træ. Det måtte de ikke, for ifølge Motorloven skulle motorkøretøjer være forsynet med luftgummiringe eller halvmassive gummiringe. På en af de lastbiler, der var blevet standset, var der gået ild i hjulene.

Der var flere typer af trædæk på markedet, og de motorsagkyndige gik i gang med at undersøge dem for om muligt at give dispensationer fra forbuddet. [11]

Gennem ministeriernes pressesekretariat blev der udsendt advarsel mod træringe på motorkøretøjer, og i december 1942 skrev aviserne, at Justitsministeriet nu havde gjort politimestrene landet over opmærksomme på, at træringe på motorkøretøjer var forbudt efter Motorlovens paragraf 5. Anvendelsen af trædæk var farlig for færdselssikkerheden og skadelig for vejbanen, så politiet skulle gribe ind i alle tilfælde, hvor motorkøretøjer med træringe blev truffet på offentlig gade, vej og plads. [12]

Aalborg Stiftstidende kritisk overfor forbud

Der var fortsat et massivt problem med at skaffe gummidæk, så Aalborg Stiftstidende stillede kritiske spørgsmål til det rimelige i at forbyde trædæk, når der reelt ikke var alternativer:

“… Denne Advarsel er saa tydeligt affattet, at ingen kan misforstaa den, men den fremkalder det Spørgsmaal, om den er betimelig i Situationen. Forholdet er dog dette, at Transportmulighederne er vanskeliggjort meget stærkt af Mangel paa Benzin og Gummi. For Benzinens Vedkommende er der i mange Tilfælde skabt Erstatning ved Hjælp af Trægas og Tørvegas, men med Hensyn til Gummiringene er Udsigterne saa slette, at de kræver enhver Mulighed for Hjælp taget i Betragtning.

Det er godt nok at henvise til en Paragraf i Vejloven, men den er, selvom den ikke er nogen gammel Lov, vedtaget under andre Forudsætninger end de nuværende Forhold. En saadan Henvisning til en Lovparagraf føles derfor utilfredsstillende. Havde det ikke været rimeligere, om man underhaanden havde søgt at finde en Form, saa man under Hensyn til Forholdene gjorde Anvendelsen af dem lovlige i Stedet for at forbyde dem? Træringene betyder en Erstatning til dem, der ikke paa nogen anden Maade kan faa noget andet at køre paa. Disse Folk saavel som Samfundet har en vis moralsk Ret til, at ingen Mulighed lades uprøvet i saa vanskelige Forhold som dem vi gennemlever.

Naturligvis er det rigtigt, at man skal være meget forsigtig med disse Træringe, hvis de er farlige for Færdselssikkerheden, men er de Træringe, der bruges nu, mon af samme Typer, som dem, der har fremkaldt Opfattelsen af Farlighed? Er de ret beset farligere end mange af de slidte Gummiringe, som adskillige Biler for Tiden er nødsaget til at køre paa i Mangel af bedres Havelse? Situationen opfordrer til at tage Spørgsmålet Træringe op til ny Prøvelse.”

Aalborg Stiftstidende, 15. december 1942

Efter avisstudier ser det ikke ud til, at der kom dispensationer for trædækkene, og omtale af Aalborg Ringen døde ud i aviserne.

På forskellig vis forsøgte man stadig at holde de nedslidte gummidæk på lastvogne og busser brugbare. Eksempelvis eksperimenterede man med at sprøjte de svage steder på dækkene med en blanding af savsmuld og asfalt. Den løsning fungerede heller ikke.

Men endnu en opfindsom nordjyde fik en idé, idet ejeren af Baks Autoophug i Nørresundby, Lars Bak Larsen, fandt en løsning på at redde sprængte dæk. Han tog patent på sin opfindelse, der bestod af en stålskinne, som kunne fremstilles i tre størrelser, så den passede til et oppumpet lastvognsdæk. Skinnen kunne lægges på siden af dækket og klemmes fast mellem fælgen og gummiet. Skinnen havde samme form som dækket og kunne ifølge Aalborg Stiftstidende lægges på af enhver. Skinnerne blev presset i facon på skibsværftet og blev forhandlet over hele landet. Efterspørgslen var ifølge avisen så stor, at det kneb med at skaffe materiale nok til produktionen. “Det synes, som om Nørresundby-Opfindelsen har løst det sprængte Dæks Problem.”, skrev avisen. [13]

Hvordan det gik med at køre med stålskinner på lastvognshjulene, er ikke undersøgt til denne artikel. Men hos busserne blev dæksituationen kun værre.

I februar 1943 kunne forretningsfører Villy Glerup fra Aalborg Omnibil-Selskab oplyse, at man ikke havde flere reservedæk. Firmaet havde kun de nedslidte dæk, der sad på busserne. I juli 1944 besluttede man helt at indstille busdriften for en periode. Men tidligt på sommeren 1945 var dækmanglen så alvorlig, at selskabet indstillede kørslen på ubestemt tid. [14]

Snedkermester Anker Sørensens trædæk blev ikke redningen for busdriften hos Aalborg Omnibil-Selskab.

Kilder

  1. Hverdagen i Nordjylland under besættelsen. Bangsbomuseet og Amtscentralen for Undervisningsmidler i Nordjylland, 1985
  2. Aalborg Amtstidende, 27. april 1940, s. 4
  3. Studstrup, Frank: Ta’ bussen til byen… Historien om omnibusserne i Aalborg. Aalborg-bogen 1995, s. 53-55
  4. Nordjyllands Social-Demokrat, 11. juli 1940, s. 4
  5. Nationaltidende, 14. juni 1942, s. 6 og Fredericia Social-Demokrat, 15. juni 1942, s. 7
  6. Aalborg Stiftstidende, 30. marts 1942, s. 2
  7. Brochure for Aalborg Ringen. Danmarks Tekniske Museums bibliotek
  8. Aalborg Stiftstidende – 22. juli 1942, s. 1
  9. Aalborg Amtstidende, 22. juli 1942 og
    Birch, Jens: Busserne fra Sorø – billeder af Sorø Karosserifabriks produktion, s. 48-51.
  10. Lolland-Falster Social-Demokrat, Nakskov, 29. september 1942, s. 5
  11. Vendsyssel Tidende, Hjørring, 9. september, 1942, s. 3
  12. Frederikshavns Avis, 5. december 1942
  13. Aalborg Stiftstidende, 13. november 1942
  14. Studstrup 1995, s. 63-64

Tak til Uffe Mortensen og Jens Birch.