Karetmager – fremstilling af hestekøretøjer

Fremstilling af hestekøretøjer foregik i et samarbejde mellem flere håndværk: karetmager, smed, vognmaler og sadelmager for blot at nævne nogle af de væsentligste.

Det var karetmageren, der udførte træarbejdet, mens smeden lavede jerndele som aksler, fjedre, hjulringe og beslag. Vognmaleren malede og stafferede køretøjet, og sadelmageren polstrede sæder og eventuelt andet interiør.

Fagbetegnelsen karetmager opstod omkring 1750, men hjulmagerfaget er langt ældre. De ældst kendte hjul er mere end 5000 år gamle, og betegnelsen hjulmager kendes tilbage til 1400-tallet.

Før karetmagerfaget opstod, var det hjulmagere, der som træhåndværkere fremstillede træhjul til især landbrugets stive arbejdsvogne.

Hjulmageren var en vigtig håndværker i landsbyen, for hjul til vogne og redskaber var uundværlige, men for komplicerede til, at folk i almindelighed kunne lave dem som huggehusarbejde. Anderledes var det med vogntilbehør som hamler, svingler, vognstænger mv. som mange landboer selv fremstillede og reparerede.

I samarbejde med smeden fremstillede hjulmageren også komplette vogne, men kun sjældent luksusvogne til persontransport. Mange hjulmagere opnåede aldrig at fremstille nye vogne, men ernærede sig alene ved hjul- og reparationsarbejde.

En hjulmager var oftest landhåndværker, hvorfor de fleste arbejdede på landet, og kun få hjulmagere var beskæftiget i byerne. Kongehuset og godser havde egne hjulmagere ansat. Omkring 1750 opstod som nævnt fagbetegnelsen karetmager.

Hjulmagernes arbejdsmetoder på landet adskilte sig fra karetmagernes i byerne, for hjulmagerne var tro over for deres håndarbejde uden maskiner og holdt fast ved farbejdet med landbrugets stive arbejdsvogne. Hjulmagernes virksomhed var derfor ret upåvirket af bilernes udbredelse efter 1. Verdenskrig.

Karetmagerne fulgte mere med tiden, investerede i maskiner og udviklede faget. Vognfabrikker opstod, og man producerede vogne til omgående salg fra lager.

Ved landbrugets mekanisering kort efter 2. Verdenskrig blev den stive arbejdsvogn erstattet af gummivognen. Det medførte, at de fleste hjulmagerne opgav håndværket og omstillede sig til reparations- og bygningshåndværk som snedkere og tømrere. Mange karetmagere fulgte med bilerne og fremstillede nu trækarosserier.

Der findes ikke længere faglærte hjulmagere i Danmark. Desuden er der i Danmark nu ganske kun få ældre håndværkere, der er udlært som karetmagere i det gamle hestevognsfag.

De karetmagere / karosseribyggere, der blev uddannet fra midten af 1940’erne til 70’erne, blev uddannet i karosserifaget. De arbejdede med karosserier til især biler, lastvogne og busser og lærte ikke at lave træhjul eller hestekøretøjer.

Svendestykket kunne eksempelvis være en dør til en bil eller lastvogn. 

Der findes endnu få aktive faglærte karosseribyggere, der kan lave trækarosserier ti biler.