Vognhistorie år 1300-1800

Middelalderens herregårde, klostre og købstæder med havne til havgående skibe krævede svære og hyppige transporter af fødevarer, råprodukter, handelsvarer og byggematerialer. Vejene befæstedes flere steder med småsten og grus, mens vognene fik brede hjul, lave fælge og kraftigere undervogne (Boringholm-typen). Lastevnen nærmede sig et ton, som måske svarer til skibenes vægtenhed en læst (: vognlæs).

Vognene fik skagler, hestene bringeseler – ligesom hestene skoedes med jern. Samtidigt indførtes en ny lukket rejsevognstype for kongelige og adelen fra Europa (og England), der i Danmark kaldes Bespændte karm, Fruervogn eller Hængende karm (på grund af den skånende omhæng – ikke affjedring – da man fortsat bevæger sig i skridtgang). Den store og brede vogn må have skråtstillede hjul af paraplyform (styrthjul) for at kunne køre på de vejspor mellem købstæderne, der var slidt af transportvognene – mens bøndervognene efterhånden var de eneste på de smalle sogneveje.

Brudevogn 1560
Brudevogn 1560, formentlig bygget i Kolding. Foto: Veste Coburg.

De stive kuskvogne

Dansk kuskvogn 1587
Dansk kuskvogn 1587. Efter Braunius: Theatrum urbium.

Frederik II havde residenser over hele landet og ville hurtigere og mageligere frem, end tidens vogne og veje tillod. Derfor lod han bygge sine egne veje – kongevejene – og indførte nye vogntyper med bredere sporvidde. Især kendes rejsevogne med faste sæder og kaleshe, der kaldes kuskevogne efter den ungarnske by Kochsi. Vognstyreren blev placeret på det forreste sæde – kuskesædet – før i tiden sad han på den bageste hest til venstre foran vognen – den nærmer.

Vogntypen inspirerede givetvis til uaffjedrede rejsevogne på landet – kaldet Koldingske vogne eller Holstenske vogne. De yngste udgaver af denne vogntyper ses både i form af de svungne og ofte dekorerede prydfjælle til bondevognene – og de såkaldte Kaffemøller, der kørte udflugtsgæster fra København til Dyrehavsbakken indtil midten af 1800-tallet.

Rejsevognene – luksusvognene

Rejsevognene af fransk type (carosser) bredte sig blandt landets overklasse efter enevældens indførelse i 1660, hvor København var blevet regeringens og kongens residens. For at de kunne føre herskaberne standsmæssigt rundt på de ujævne og støvede veje, var rejsevognene udstyres med mere eller mindre lukkede kabiner, der lignede bærestole, ophængt i kraftige fjedre af S eller C-fom. De meget store baghjul kompenserede for vejenes ujævnheder.

I midten af 1700-tallet importeredes finere herskabsvogne fra England og som modvægt herimod uvikledes der kort før 1800 en fornem fabrikation af herskabsvogne i København, der leverede til hoffet og overklassen.

Læs mere om vognhistorie 1800-1860 via linket her.

Skjoldenæsholms karosse
Den ældste bevarede karosse i Danmark er Skjoldenæsholms fra 1764. Tegning af Mads Stage.