Vognhistorie år 3000 f.Kr. – 1300

Oksekærren

I oldtidens ældste perioder færdedes man stort set overalt i det danske landskab. Trædestierne slyngede sig uden om de våde områder, og man undgik tætte skove og onde naboer. Efter indførelsen af ploven i begyndelsen i bondestenalderen, der blev trukket af et par tæmmede okser via et åg bundet til dyrenes horn, kom den tohjulede oksekærre og trak de første hjulspor på dansk område omkring 3.000 før Kristi fødsel.

Vogntypen (Klosterlund) kendes fra arkæologiske fund og Skandinaviske helleristninger. Den har massive skivehjul af egetræ og en flettet vognkurv. der bæres af en lang tveget vognstang. Vognen kunne transportere ca. 300 kg med en hastighed på ca. 4 km/t. Det største problem var, at skivehjulene flækkede ved udtørring – hvorfor de blev opbevaret under vand, når de ikke var i brug. Det er grunden til, at glemte hjulpar er bevaret til vore dage.

Klosterlundvogn
Rekonstruktionsforslag af en tohjulet kærre af Klosterlundtypen fra sen sten­alder, der 1982-83 blev rekonstrueret på Forhistorisk Museum Moesgård. Tegning af Orla Svendsen, gengivet efter Schovsbo: Oldtidens vogne i Norden.

Vognmodellerne

Hjul fra Slovenien
I en mose nær hovedstaden Lju­bljana fandt Slovenske arkæologer i 2002 et skivehjul og en tilhørende vognaksel, der er dateret til omkring år 3350-3100 f.Kr. Foto: Museum and Galleries of Ljubljana, Matevz Paternoster.

I ældre bronzealder fik man kontakt med græske kulturer, hvor fyrsterne brugte tohjulede stridsvogne trukket af et par heste – ligesom farao gjorde i Ægypten, fyrsterne i Mesopotamien, siden grækerne, kelterne og romerne.

Tanken har været så eksotisk, at de gamle danskere fremstillede et billede af solen på vej over himmelbuen i en stridsvogn trukket af heste (Solvognen fra Trundholm). Men der er ikke fundet rester af virkelige stridsvogne i Skandinavien, så de har nok aldrig eksisteret hos os.

Pragtvognen – og dens europæiske efterkommere

I yngre bronzealder er der til gengæld fundet rester af lave firehjulede pragtvogne med beslag af bronze (Skerne-Egemosen). De har været trukket af okser, og var knyttet til den rige overklasse – ligesom i Europa. Sådanne vogntyper overtages senere af de hesteglade keltiske folkefærd, der inspireret mange steder fra (Kina, Asien, Balkan), udviklede et fornemt karetmageri i det centrale Europa (Hallstatt og La Tène), der påvirkede romerne så meget, at de omkring Kristi fødsel – og i flere hundrede år herefter – byggede militære og civile vogne og veje af så høj kvalitet, at det næppe er overgået siden.

Solvognen
Solvognen fra bronzealderen er et dansk nationalklenodie, der i 1902 blev fundet i Trundholm Mose i Nordvestsjælland. Tegning: Mads Stage.

Bondens firehjulede oksevogn

Rappendamvogn
Rappendamvogn. Tegning af Oudey Mea. Gengivet efter Schovsbo: Oldtidens vogne i Norden.

Tilbage til Danmarks oldtid. Den tohjulede bondekærre trukket af okser blev brugt i Danmark langt frem i tiden, men omkring 300 før Kristi fødsel satte man to kærrer sammen til de firehjulede, lave vogne med tredelte skivehjul, der kendes fra danske fund.

Vogntypen (Rappendam) er knyttet til de små inddigede marker, der lå i nærheden af landsbyerne. Man har kørt staldgødning ud på markerne, afgrøderne hjem til landsbyen og hentet brændsel og tørv i skove og moser.

Vognen kunne transportere 300-400 kg med en hastighed på ca. 4 km/t.

De keltiske pragtvogne i Danmark

I de samme århundrede ødelagde romerne de keltiske bystater, og kort før Kristi fødsel ankommer meget dygtige keltiske karetmagere til dansk område. Frivilligt eller under tvang bygger de mindst seks firehjulede pragtvogne med bronze- og jernbeslag til hesteforspand via et åg (Dejbjerg-typen). Disse vogne spredes til de små høvdingedømmer i Jylland og på Fyn.

Historien kendes fra den romerske historieskiver Tacitus, og vognene fra fund i grave, moser og på bopladser.

Vogn af Dejbjerg-type
Dejbjergvognen fra førromersk jernalder er et helt pragtarbejde i træ og bronze. Tegning af Magnus Petersen. Gengivet efter Henry Petersen: Vognfundene i Dejbjerg Præstegaardsmose 1881 og 1883.

Den stive hestetrukne arbejdsvogn

Rekonstruktionstegning af Tranbærvogn
Rekonstruktionstegning af vogn af Tranbærtypen fra romersk jernalder, forspændt et par heste med åg. Tegning af Oudey Mea. Gengivet efter Schovsbo: Oldtidens vogne i Norden.

Først ca. 300 efter Kristi fødsel ser vi bondevogne i Danmark trukket af heste via et åg (Tranbær-typen). Det var hjemvendte lejetropper fra de romerske hære i Germanien, der medbragte kunsten at bygge hestevogne til Danmark.

De første vogne var ret primitive, men efterhånden udvikles et særligt dansk bondevognsbyggeri på landet, der har fungeret upåklageligt indtil efter 2. verdenskrig, hvor den lokale vogn blev udkonkurreret af fabriksfremstillede gummivognene. Vogntypen er een af verdens længst levende og dens lokale historie er ved at blive kortlagt.

Vikingetidens vogne

I løbet af 700-tallet grundlagdes de første handelspladser langs de danske kysterne på steder, hvor småskibene kunne lægge ind. Råvarer fragtedes til handelspladserne fra landsbyerne på vogne, hvor de blev forarbejdedes til handelsvarer, der udveksledes med skibenes handelsfolk.

Den samme vogntype blev således brugt både i landbruget, til varetransport og til personkørsel, som det ses på tidens billeder og den prægtige vogn, der blev fundet ved Oseberg i Norge.

Danske fund viser, at vogne har været vidt udbredt over hele landet.

En smuk kopi af Osebergvognen er fremstillet af  billedskærer Bjarte Aarseth ved Vikingskipshuset i Oslo. Foto: Ole Jespersen.