Den 10. juli 2020 var det planlagt at markere 100-året for genforeningen og Christian 10.s berømte grænseridt på den hvide hest. Men på grund af Coronakrisen og forsamlingsforbud blev arrangementer udskudt til 2021. Dog satte medierne i dagene omkring den 10. juli stort fokus på genforeningen og ikke mindst kongens ridt.
Krigen 1864
Forhistorien er, at den 2. Slesvigske Krig var blevet udkæmpet i perioden 1. februar til 20. juli 1864 mellem på den ene side Danmark og på den anden side Preussen og Østrig. Krigen endte med et totalt nederlag til Danmark, der måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Hertugdømmerne kom til at indgå i Det Tyske Kejserrige, der blev dannet i 1871.
Genforening 1920
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var der i Danmark et stort ønske om genforening med Sønderjylland. Men først med det tyske nederlag i 1. verdenskrig blev det en realistisk politisk mulighed.
Den første officielle danske stillingtagen til spørgsmålet kom med vedtagelsen af en resolution ved et møde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918, hvor 1. verdenskrig endnu ikke officielt var afsluttet, men hvor det tyske nederlag var åbenlyst. Resolutionen tilkendegav, at den danske Rigsdag ønskede spørgsmålet løst i overensstemmelse med folkets selvbestemmelsesret, altså gennem en demokratisk løsning. [1]
Efter folkeafstemninger i 1920 blev Nordslesvig den 15. juni 1920 officielt genforenet med Danmark som De Sønderjyske Landsdele. Det blev fejret den 10. juli 1920, hvor kongen på den hvide hest Malgré tout red over den gamle Kongeågrænse ved Frederikshøj og dermed markerede, at Sønderjylland atter var dansk.
Myter frem for fakta
Gennem årene har der været skrevet mangt og meget om genforeningen og om Christian 10.s berømte grænseridt. Også historien om den hvide hest har været vendt og drejet i utallige artikler. Desværre har artikler om hesten ofte været baserede på myter frem for fakta.
Denne artikel vil sætte fokus på valget af hesten, de forskellige tilbud om heste og det arbejde, der gik forud for blandt andre den kongelige staldmester Frijs med at finde en egnet hvid hest til kongens historiske ridt.
Sagnet om den hvide hest
Årsagen til, at kongen ved Genforeningen red på en hvid hest, tillægges oftest den synske syerske, Jomfru Fanny, fra Aabenraa, der kort før sin død i 1881 forudså:
“..Det bliver ikke Christian 9., som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt…” [2]
Kronprins Christian fortæller om gammelt sagn
En anden version af historien blev ifølge journalist Eskild Bram fortalt af oberst Ivan Carstensen (1871-1949):
“En dag, mens Kongen (Christian 10.) endnu var kronprins, red vi oppe ved Furesøen, og vi kom da til at tale om nogle artikler, vi havde læst om Sønderjylland. Kronprinsen spurgte, om jeg kendte et sagn, der fortalte, at vi skulle have Sønderjylland tilbage på fredelig vis, og at Danmarks konge skulle ride over grænsen på en hvid hest. Jeg kendte ikke sagnet. Kronprinsen troede på sagnet. Han sagde: ‘Min bedstefar (Christian 9.), tænkte hver dag på Sønderjylland og troede fuldt og fast på, at det atter skulle blive dansk. Og min far (Frederik 8.) tror det samme. Jeg deler deres tro, og jeg kan ikke forlade den tanke, at det skal blive mig, der en dag rider ind i det tabte land.'” [3]
Kongen nævnte ikke Jomfru Fannys spådom, der iøvrigt først blev nedskrevet længe efter genforeningen, men omtalte blot et gammelt sagn. Om der er en sammenhæng, er uklart. Men allerede før 1912 kendte Kongen således til sagnet.
Brev til landets godsejere
Allerede i sommeren 1919 lå det klart, at kongen ville ride over grænsen på en hvid hest. Tidligere havde man haft hvide heste i de kongelige stalde, men hestebestanden var igennem mange år blevet reduceret – senest med bilernes indtog i begyndelsen af 1900-tallet – og i 1919-20 havde kongehuset ingen hvid hest tilbage. Kongen måtte derfor låne eller købe en egnet hest. I 1919 sendte Den kongelige Stald-Etat brev til landets godsejere for at høre, om en af disse kunne levere en stor, hvid og rolig hest, der kunne bruges af kongen i optog med mange mennesker. [4]
Der kom mange tilbud, men ikke alle heste var lige velegnede. Da aviserne og Hippologisk Tidsskrift senere også skrev om efterlysningen, kom der endnu flere tilbud.
Eksempelvis skrev forpagter L. Tolstrup Laursen fra Strangegaard i Aarsballe på Bornholm den 7. februar 1920 til Den kgl. Stald-Etat for at tilbyde en hest. Det var en “køn og harmonisk bygget, meget godtgaaende, 6-Aars, 11 Kvt. 2 Tom stor [ca. 178 cm], hvidfødt Vallak.” Moderen var en snehvid knapstrupper og faderen en præmieret Frederiksborghest. [5]
Hingsten Robert Stambul
Få dage senere skrev gårdejer Poul Petersen fra Lou Stationsby ved Næstved den 13. februar 1920 til Stald-Etaten for at tilbyde en hvid hingst. Poul Petersen havde set omtale i Hippologisk Tidsskrift, der oplyste, at det endnu ikke var lykkedes at finde den rette hest.
Poul Petersen ejede den statspræmierede Frederiksborghingst Robert Stambul, som ifølge brevet var “ualmindelig from og omgængelig”. Den var af ædel Frederiksborgtype. Moderen var en hvid hoppe, som var tillagt og opdrættet af lensgreve Moltke på Bregentved, og var en af Moltkes kendte skimlede køreheste.
Også på fadersiden havde Robert Stambul papirerne i orden, for stamtavlen kunne følges tilbage til hingste som Pegasus, Gl. Frode og Kulsvieren på det gamle kongelige Frederiksborgstutteri ved Hillerød. [5]
Tilbud fra Sverige
Fra Sverige kom der også tilbud. Albert Hedström, der var blomsterhandler i Helsingborg og kongelig hofleverandør til både den svenske konge og kronprins, meddelte i brev af 15. februar 1920, at han kunne tilbyde en 180 cm høj halvblodshest. [5]
Fra Svansjö Gård i Skåne skrev P. E. Lorenzen den 20. marts 1920, at han havde en hvidgrå hoppe, som han gerne ville stille til rådighed for kongen. Hesten var 11 kvarter høj (ca. 173 cm) og af typisk Frederiksborgrace. Den skulle føre sig ualmindelig smukt, være fuldstændig pålidelig og rolig ved større festligheder, og så havde hoppen været redet af oberst Cederstrøm, chef for kronprinsens Husarer i Malmø. [5]
“Hvis De vidste”, udtalte staldmester Frijs i 1920, “hvor mange tilbud om hvide Heste, vi har modtaget, ville De blive forbavset. Men de var ikke lige hvide alle sammen. Nu har vi imidlertid to smukke, rent hvide Heste, og på en af dem vil Majestæten foretage det historiske ridt.”
Sorø Amts Dagblad – Slagelse, 21. februar 1920, s. 1
Baptista Schreiber og den hvide hest Menelik
Et særligt tilbud kom i februar 1920 fra cirkusartist, skuespillerinde og kabaretsangerinde Baptista Schreiber, der havde en kridhvid og skolet hingst. Dette tilbud fortjener ekstra omtale, selvom det høfligt blev afvist af Stald-Etaten, idet man allerede havde fundet to kvalificerede heste:
Baptista Schreiber var født i 1886 som datter af den belgiske kunstberider Johan Baptiste Schreiber og den svenske skuespillerinde Bertha Lindberg. Allerede som 4-årig optrådte den lille Baptista i 1892 som linedanerinde i Cirkus Steckel. [6]
International karriere med heste
Som sin far havde Baptista Schreiber talent for ridning og hestedressur, så fra 1909 indledte hun en international karriere med heste og fik engagement hos cirkusdirektør Albert Schumann i Berlin. Under en gæsteoptræden med jockeridning i Wien blev Baptista imidlertid skadet og specialiserede sig i stedet i skoleridning.
I sommeren 1912 optrådte Baptista Schreiber med Cirkus Ciniselli i København og giftede sig senere på året med den danske tenor og skuespiller Otto Dethlefsen. Parret forlod landet, og turnerede nu rundt om i Europas hovedstæder med et kombineret sang- og hestenummer. [7]
Forgiftede heste
Baptista Schreiber optrådte stadig også solo med skoleridning og frihedsdressur. Især med araberhingsten Siglavy Alda II fik hun stor succes, men succesen endte brat i 1914.
Med det Hagenbeckske Menageri fra Hamborg var Baptista Schreiber på gæsteoptræden i Olympia i London. Kort efter nytår 1914, da cirkus havde begyndt sine forestillinger, døde fire af cirkushestene under mystiske omstændigheder – deriblandt Baptistas uundværlige Siglavy Alda II og to kostbare Trakhenerhingste, som hun netop havde købt fra den kejserlige stald i Wien.
Alene Siglavy Alda II var vurderet til 1.000 Pund sterling – på den tid svarende til 18.000 danske kroner. Ifølge Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks ville det svare til ca. 1 million kroner i 2019. [8]
Man mente, at hestene var blevet forgiftede, da der blev fundet en hvid substans i foderet, men man havde ingen anelse om, hvem der stod bag forbrydelsen. Der havde dog været meget stor konkurrence om stillingen som skolerytterske ved det store cirkus, idet Baptista Schreiber var blevet udvalgt blandt 500 konkurrenter, så man antog, at der kunne være en misundelig rival på spil. [9]
Dronning Alexandra interesserer sig for sagen
Med tabet af hestene havde Baptista Schreiber vanskeligt ved at opfylde sin kontrakt, men fra indflydelsesrig side blev der vist stor sympati og interesse for at finde en ny hest til hende. Den kendte hestesportsmand Lord Lonsdale satte sig hurtigt i spidsen for en indsamling for at købe en ny hest til Baptista.
Lonsdale fik den engelske dronning Alexandra til at interessere sig for sagen, og man fandt snart en velegnet hest, nemlig den hvide fuldblodsaraber Menelik, der havde tilhørt cirkusrytteren Max Schumann og oprindeligt var kommet fra de kejserlige russiske stalde. [10] Baptista kunne nu genoptage sine forestillinger med den nye pragtfulde hest.
Nej tak til cirkushest
I 1920 da Christian 10. manglede en hvid hest, tilbød Baptista Schreiber, at kongen kunne låne den skolede Menelik, men selv med hestens fornemme baggrund takkede Stald-Etaten imidlertid nej til tilbuddet, for man havde som nævnt allerede fundet to hvide heste.
Fy Baptista!
Til stor fortrydelse for de danske aviser bragte den svenske Kalmar Läns Tidning dog alligevel som verdenssensation, at Baptista Schreibers hest Menelik skulle rides af kong Christian ved genforeningen.
“Kunne en tænkende hvid Hest læse denne Annonce, maatte den blive rød af Skam”, skrev Roskilde Avis den 29. marts 1920. Frederiksborg Amts Avis supplerede den 8. april 1920 med et “Fy Baptista!”.
Den hvide hest fra Visborggaard
Den kgl. Stald-Etat modtog mange tilbud om hvide heste, og staldmester Frijs rejste rundt for at besigtige flere af dem. Han var også på Visborggaard ved Hadsund, hvor ritmester, greve Knud Danneskjold-Samsøe havde en egnet hest. Da Frijs havde sagt god for hesten, kom kongen selv på besøg for at syne den hvide hest, men han prøvede ikke at ride på den. [31]
Torsdag den 21. august 1919 berettede Randers Amtsavis, at kongen og dronningen var passeret igennem Randers i en stor, flot og åben bil med chauffør ved rattet. Kongeparret var indbudt til besøg på Visborggaard, men avisen vidste ikke, hvor længe besøget ville vare eller hvad det drejede sig om. [11]
Allerede dagen efter kunne avisen så oplyse, at besøget kun varede ganske kort torsdag eftermiddag, og at kongen skulle se på en hvid hest, som greven ejede.
“Hvorvidt der kom en Handel i Stand mellem greven og den kongelige Gæst, har vi ikke kunnet faa oplyst, men udelukket er det ikke, at den hvide Hest, som skal bære Kongen, naar han paa Genforeningsdagen rider over Grænsen, bliver hentet paa Visborggaard.” [12]
Visborggaard
I december 1912 købte greve Knud Danneskjold-Samsøe Visborggaard af afdøde etatsraad Kjellerups arvinger. [13]
Den hestesportsinteresserede greve byggede en fornem, trefløjet køre- og ridestald tæt ved hovedbygningen. Kun de bedste materialer blev anvendt: bjælker af fine træsorter, gulvene lagt i fliser og væggene smukt beklædt med træ. Spiltovenes skillevægge var af ornamenteret jern med kugler af messing. [14]
Hvid hest fra Paris
Grevinden Alice Danneskjold-Samsøe ønskede sig en hvid hest, og under et besøg i Paris i 1912 så hun på flere. Hun lagde især mærke til én, men forlod hesten, en 5-årig irsk hunter. Grevinden kunne dog ikke slippe hesten i tankerne og vendte tilbage for at købe den- trods alt. Dermed fik grevinden også et navn til hesten, idet “trods alt” på fransk hedder “Malgré tout”, og det blev hestens navn. Alice Danneskjold-Samsøe fik Malgré tout hjem til Visborggaard. [14] [31]
Den hvide hest fik plads i den nye stald, og over spiltovet stod navnet Malgré tout. Når grevinden ønskede en ridetur, blev Malgré tout sadlet op og trukket ud til grevindens sadelsten. Her kunne hun gå op ad stenens trin og træde direkte ind i stigbøjlen. Ofte blev grevinden set ride på egnen omkring Visborggaard. [14]
Da kongen manglede en hvid hest til genforeningsridtet, tilbød greveparret, at han kunne låne Malgré tout.
Kongen vælger Malgré tout
Straks da det blev klart, at kongen havde takket ja til tilbuddet fra Danneskjold-Samsøe, gik forberedelserne i gang på Visborggaard. Hesten var slet ikke vant til uroen fra så stor en folkemængde, der ville blive tale om i Sønderjylland, så den skulle trænes til det. Beboere fra egnen omkring Visborggaard samledes i gårdens nærliggende skov og agerede genforeningspublikum. Mens folk støjede og viftede med flag, blev hesten redet frem og tilbage på skovvejen. [14]
Med tog fra Hadsund til Kolding
Den 8. juli om eftermiddagen blev Malgré tout og Visborggaards staldmester Henrik Nielsen sendt med jernbane til Kolding, hvor de ankom om morgenen den 9. juli. For at der ikke skulle ske noget utilsigtet med hesten under rejsen, medbragte man eget foder og vand, og jernbanevognen blev plomberet. [32]
Da den hvide hest blev læsset på vognen i Hadsund, var mange tilskuere stimlet sammen for at overvære det historiske øjeblik. “Naadens Sol vil snart skinne over Hadsund og Omegn”, skrev Nordjyllands Social-Demokrat. [15]
Natten inden genforeningsfesten blev Malgré tout opstaldet hos sognerådsformand Johannes Petersen Johansen på Dalhavegård i Åstorp nær Taps.
Alt er beredt!
Kongen ligger i Underhandlinger med Grev Danneskjold Samsøe om Køb af en hvid Hest. Det er Sønderjyllandsridtet!
Middelfart Venstreblad, Vestfyns Avis, 27. august 1919, s. 1
Kongen rider over grænsen
Om morgenen den 10. juli blev Malgré tout sadlet op med grevens sadel og hovedtøj, der blev stillet til rådighed for kongen, hvorefter Henrik Nielsen red hesten fra Dalhavegaard til en mark nord for Frederikshøj. Her holdt også de kongelige køretøjer klar, og det var her kongen sad op på den hvide hest. [16]
Selve genforeningsridtet bliver ikke omtalt her, men fornem folkemængden og stemningen ved at se denne korte stumfilm, hvor Christian 10. rider over grænsen på den hvide hest.
Hjem fra Sønderjylland
Efter genforeningsfesten i Sønderjylland vendte Henrik Nielsen og Malgré tout tilbage til Visborggaard. Et par dage senere bragte Vendsyssel Tidende et interview ved Henrik Nielsen:
Hjem fra Eventyret
Med den hvide Hest under Genforeningen
Staldmester Henrik Nielsen, Visborggaard, vendte i Søndags tilbage gennem Randers med den hvide Hest, der nu har baaret Kongen over Grænsen. Han fortæller til Randers Amts Avis:“Jeg red i Kongens Seletøj til Taps Mark, men det var det mest ejendommelige Ridt, jeg nogensinde har været ude for. Alle vilde standse mig og røre ved Hesten, og flere Gange blev der raabt Hurra. Jeg blev helt svimmel. Paa Taps Mark kom Kongens Staldmester og nogle røde Lakajer mig i Møde og meddelte, at Kongen ønskede at tale med mig. Jeg forklarede derpaa Kongen, at “Malgre tout” var et roligt Dyr, og Ridtet gik da ogsaa udemærket.”
Der fortælles, at Hesten var meget urolig!
– Passer ikke! Derimod har jeg hørt, at Kongens egen Hest var helt tosset og slog ham af to Gange. Kongen skal have faaet sit ene Knæ noget forslaaet. Ved Thyrstrup Kirke fik jeg atter Hesten, og Kongen udtalte til Mig, at han havde været meget tilfreds med dens Opførsel.
Var De med over den gamle Grænse?
– Ja! Ingen kan beskrive, hvad det her skete. Luften ligefrem sitrede af Hurraraab og Taarerne løb ned af Kinderne paa næsten alle.
Staldmesterens Øjne lyste ved Minderne.
Vendsyssel Tidende, 14. juli 1920, s. 3
Henrik Nielsen modtog belønningsmedalje
Den 19. juli 1920 modtog staldmester Henrik Nielsen af kongen den kongelige belønningsmedalje med krone for sin indsats. [31]
Var den hvide hest kalket?
Var den hvide hest vitterlig hvid, eller var det “blot” en skimmel, der var “kalket” til den store dag? Spørgsmålet har været vendt og drejet i mange år. Ofte har der ligget den undertone, at man havde snydt med ved at kalke en skimmel helt hvid.
Rygtet om, at Malgré tout skulle være kalket, spredte sig især fra 1950, hvor den daværende tronfølger, prins Knud, udtalte sig om sagen. I forbindelse med prinsens 50-års fødselsdag den 27. juli 1950 gav han interview til Nationaltidende. Prins Knud fortalte, at den hvide hest ikke var så hvid, som den så ud til og gerne skulle være. Hesten smittede nemlig af.
“Den må have fået en gang lak til dette historiske ridt”, for da min broder og jeg i trængselen blev presset ind mod dens sider, opdagede vi, at vi var blevet ‘hvidtet’ af den på vores benklæder”, fortalte prins Knud til Nationaltidende. [17]
I 1960, i forbindelse med 40-årsdagen for genforeningen [18] samt igen i et tv-interview den 15. december 1973 gentog arveprins Knud oplysningerne om, at der ikke var tale om en kridhvid hest, men en skimmel, der var blevet kalket hvid til lejligheden. [19]
Den første til at dementere påstanden i tv-interviewet var Danneskjold-Samsøes datter, grevinde Merete Brockenhuus-Schack på Barritskov ved Juelsminde. Hun fortalte, at Malgré tout var født hvid “som den hvideste sne”. Endvidere oplyste grevinden, at der fandtes billeder af den hvide hest fra dagligdagen på Visborggaard, og at det ville være utænkeligt, at man havde gået og kalket en ridehest hver eneste dag. Merete Brockenhuus-Schack understregede endvidere, at hendes far, der var hestesportsmand, aldrig ville have tilladt, at hesten blev kalket til kongens ridt. [20]
Malgré tout var hvid
Der er ingen tvivl om, at Malgré tout var hvid, men ikke hvidfødt. Billedet ovenfor af Knud Danneskjold-Samsøe på den hvide hest viser, at hesten i 1914 var lys skimmel. På billedet ser man, at hesten seks år før genforeningen havde mørke partier om øjnene og mulen samt let skimlede forpiber, lår og haser. Også den kuperede hale var grå. De fleste skimler bleges med alderen, og Malgré tout var angiveligt blevet kridhvid i 1920.
Måske striglet med pibeler?
Tidligere var det helt almindeligt, at man striglede hvide heste og skimler med pibeler eller wienerkalk, når de skulle være ekstra fine. Det kunne også være for at maskere og fjerne misfarvning fra urin og gødning, hvis hesten havde ligget i fugtig og snavset strøelse.
På samme måde blev pibeler brugt til at farve hvid lædertøj helt hvidt [21] og fx til at rengøre hvide striber på livgardens uniformsbukser. [22]
På Visborggaard brugte man også pibeler, og det kunne godt smitte lidt af på tøjet, oplyste den tidligere inspektør på Visborggaard, C. O. Jørgensen, flere gange til Viggo Vandkær Thomsen, som i en årrække samlede beretninger om den hvide hest. Det samme fortalte Karen Nielsen fra Skelund, der selv var ansat på Visborggaard, hvor hendes mand var forvalter i perioden 1917-33. Præcis samme oplysning gav Petra Schwarts, der 1918-22 var stuepige på Visborggaard, hvor hendes mand Karl Johan Ludwig Schwartz tillige var fodermester. [14]
Der er ingen tvivl om, at staldmester Henrik Nielsen gjorde alt hvad han kunne med at vaske og rengøre hesten til kongens ridt. Men om staldmesteren så til sidst gav hesten lidt pibeler for at gøre det ekstra godt, må stå hen i det uvisse. Men under alle omstændigheder kan det kun have været for at gøre den hvide hest ekstra smuk til den pågældende dag.
Måske skum fra varm hest?
En anden og måske mere plausibel årsag til det hvide på prinserne Knud og Frederiks bukser kunne være, at de havde fået hvidt skum eller fedt på sig fra den varme Malgré tout. I den store folkemængde red de tæt til faderens hest, og det er almindeligt kendt blandt hestekyndige, at især en varm og svedig hest kan afgive hvidt skum og et hvidt fedtet lag til ridestøvler og ridebukser.
I et brev dateret 19. december 1955 skrev grevinde Merete Brockenhuus-Schack: “… Fortællinger om, at den til lejligheden var hvidtet, er fri fantasi, tværtimod var den i sjælden grad ren hvid i sit hårlag. At en nervøs hest kan afsætte hvidt skum på støvler el.l. har intet med farven at gøre.” [31]
Den hvide hest døde i 1922
Også om den hvide hests død verserer der myter. En af kilderne til de usande historier var Prins Knud, der i forbindelse med hans tidligere omtalte 50-års fødselsdagsinterview i Nationaltidende udtalte, at Malgré tout blev slået ned staks efter hjemkomsten til Visborggaard. “Dens historiske mission var opfyldt. Den måtte ikke bruges mere, efter at den havde båret Kongen ind i Sønderjylland.” [23]
Andre kilder som den ofte citerede Heidi Pfeffer (1996) oplyser, at hesten døde i 1921.
Den hvide hest aflivet i 1922
Efter kongens ridt kom Malgré tout tilbage til Visborggaard, hvor både greven og grevinden ifølge inspektøren på Visborggaard, C. O. Jørgensen fortsat red på den. [14]
Desværre fik hesten dårlige ben, og i følge artikel i den lokale Randers Dagblad og Folketidende den 28. september 1922 var Malgré tout blevet skudt “for et par Dage siden”. Avisen Klokken 5 bragte den 30. september 1922 en satiretegning om hestens død.
Inspektør C. O. Jørgensen, holdt hesten [14] , mens det var fodermesteren, Karl Johan Schwarts, der skød. Det var ganske naturligt, for det var også fodermesteren, der til dagligt slagtede kalve og køer til gårdens husholdning. [24]
Udstopning af hesten blev overvejet
Grev Danneskjold-Samsøe var klar over, at Malgré tout havde en særlig plads i dansk historie, så greven havde mange overvejelser om hestens endeligt. Inspektør C. O. Jørgensen oplyste til Viggo Vandkær Thomsen, at greven tilbød den hvide hest til kongen, men kongen mente ikke, at han kunne tage imod tilbuddet. Greven undersøgte også, om måske Nationalmuseet ville overtage hesten med henblik på udstopning, men prisen på 12.000 kr. for udstopningen var for høj, mente museet. [14] [25]
Mindesten rejst i 1926
Malgré tout blev begravet i en høj ved Elmelunden tæt på Visborggaards hovedbygning, men først i maj 1926 blev der rejst et monument på graven i form af en stor natursten. Stenen var blevet fundet i den nærliggende Eendelen skov og var så stor, at der måtte 7-8 heste og en traktor til at slæbe stenen ud af skoven og hen til anlægget ved gården. [25] [26]
Knud Danneskjold-Samsøe forfattede følgende tekst, der blev hugget ind i stenen:
DEN HVIDE HEST
Jeg kongen bar over grænsen hen
da Sønderjylland blev dansk igen
10. juli 1920
Den hvide Hest
Rob. Ludvigsen: En Konges Ridt, 1920.
Det var en ung vallak, et usædvanlig smukt og fredeligt Dyr, der under Mængdens lyttende Taushed, med bevidst Rejsning, bar sin Rytter, Han Majestæt Kongen, over den Grænse, som nu ikke er mere, og om aldrig skal genopstaa.
Hestehov som sølvbryllupsgave til kongeparret
Før begravelsen af Malgré tout blev hovene savet af. Den ene blev udformet som et sølvindfattet askebæger, hvor grænseforløbet fra Vester Vedsted til Hejlsminde blev vist i relief. Det er almindeligt kendt, at grev Knud Danneskjold-Samsøe forærede denne hov til kongen.
Men ifølge Aarhus Amtstidendes liste over gaver til kongeparrets sølvbryllup i 1923 viser det sig, at det sølvindfattede askebæger var “De gamle Garderes” sølvbryllupsgave til kongeparret. [27]
Christian 10. havde askebægeret stående til pynt på sit skrivebord i arbejdsværelset, der er bevaret i Christian VIII’s palæ og står, som om kongen lige har forladt det.
En anden hov er bevaret i De Veterinære Samlinger på Frederiksberg. Denne hov er skoet med en jernsko, der bærer rester af en form for forgyldning på undersiden. Hvordan hoven i sin tid kom til Landbohøjskolens museum, fortaber sig i det uvisse. [28]
De fire hove
I anledning af Børnehjælpsdagen i 1947 blev der afholdt en udstilling på Flensteds Hotel i Nørresundby ved Aalborg, hvor sundbynitterne udstillede deres kæreste eje i bredeste forstand. Ifølge en artikel i Aalborg Stiftstidende udstillede realskolebestyrer Jensen et sølvblækhus, som skulle være dannet af en hov fra den hvide hest, “som bar Kongen over den gamle Grænse 1920”.
Ifølge avisen skulle alle fire hove være skåret af hesten. Den ene hov blev givet til kongen, den anden beholdt greve Danneskjold-Samsøe, den tredje skulle være på Visborggaard i 1947 og den fjerde købte realskolebestyreren af en himmerlandsk lærer, der havde købt blækhuset på auktion for 50 kr. Da læreren kom hjem, ville hans kone ikke have det i hjemmet, så realskolebestyrer Jensen købte blækhuset. I 1947 var han ifølge avisen budt 500 kr. for det. [29]
Fornylig lavede journalist Uffe Christensen fra Jyllands-Posten research til en artikel om den hvide hest og var i forbindelse med overdirektør på Gisselfeldt Gods, Helene Danneskiold-Samsøe. Hun talte med flere familiemedlemmer, men kunne fastslå, at ingen tilsyneladende ved mere om hovene fra den hvide hest. [30]
Askebægeret i Christian 10.s arbejdsværelse er bevaret. Det samme gælder hoven i De Veterinære Samlinger. Men hvad der blev af de to sidste hove må foreløbig stå hen i det uvisse.
Se mindestenen
Ganske tæt på Visborggaard ligger fortsat Elmelunden, hvor den lille gravhøj og mindestenen over Malgré tout kan ses. Der er offentlig adgang.
Mindestenen står overfor ejendommen Gl Visborgvej 178, Visborg, 9560 Hadsund.
Sadeltøjet på Sønderborg Slot
I 1930 forærede greve Danneskjold-Samsøe sadel og hovedtøj, som kongen havde brugt på Malgré tout i 1920 til datteren grevinde Merete Brockenhuus-Schack og hendes mand oberstløjtnant greve Kield Brockenhuus-Schack. Grevinden brugte jævnligt selv sadeltøjet.
I 1955 syntes grevinden, at det var rigtigst, at det historiske sadeltøj fik plads i genforeningssamlingen i det daværende Sønderborg Amts Museum på Sønderborg Slot. Derfor forærede hun sadel og hovedtøj til museet. [31] I brev af 21. december 1955 takkede museet for den fornemme gave og oplyste, at museet i forvejen havde Christian 10.s grå uniform fra ridtet over grænsen. [33]
Noter og kilder
Artiklen er i nogen grad baseret på tidligere skoleleder Viggo Vandkær Thomsens avisartikler om den hvide hest og genforeningen. Vandkær Thomsen interesserede sig i en årrække for emnet og indsamlede beretninger og oplysninger. Han interviewede tidligere ansatte på Visborggaard og folk fra lokalområdet, blandt andre C. O. Jørgensen, der 1920-31 var ansat som inspektør. Jørgensen havde ansvaret for arbejdet på gården, herunder også pasningen af Malgré tout. Viggo Vandkær Thomsen var ikke i tvivl om, at C. O. Jørgensen kunne fortælle den korrekte historie om hesten.
1. Fink, Jørgen (2019): Genforeningen 1920. danmarkshistorien.dk
2. https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/den-hvide-hest
3. Heimdal, 6. januar 1974, 2. sektion
4. Pfeffer,H (1996), s.27
5. Brev i Den kgl. Stald-Etats arkiv, Christiansborg
6. Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 16. juni 1892, s. 3
7. Fyens Stiftstidende, 25. juli 1913, s. 4
8. Frederikshavn Avis, 3. maj 1917
9. Viborg Stifts-Tidende, 5. januar 1914, s. 2
10. Aarhuus Stifts-Tidende, 12. februar 1914, s. 3
11. Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 21. august 1919, s. 2
12. Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 22. august 1919, s. 3
13. Nationaltidende, 10. december 1912, s. 3
14. Thomsen, Viggo Vandkær: Den hvide hest. Kronik i Aalborg Stiftstidende, 26. september 1982, 1. sektion, s. 12-13
15. Nordjyllands Social-Demokrat, 9. juli 1920, s. 6
16. Ludvigsen, Rob: En Konges Ridt, s. 26
17. Nationaltidende, 9. juli 1950, s. 7
18. Sønderjyden, 15. juni 1960, s. 4
19. Aalborg Stiftstidende, 15. december 1973
20. Hejmdal, 6. januar 1974
21. Berg, Rasmus: Minder fra Haandværk og Industri, Aarhus 1954, s. 37
22. Wilhelm Bruhns dagbog – beretning om landbrug 1850-1911. Hentet 18.7.2020 på http://www.angelfire.com/ok/efch4347/wilhelm_bruhn.htm
23. Nationaltidende, 9. juli 1950, s. 7
24. Østergård, Peter: Fodermester Karl Johan Schvartz skød den hvide Hest. Artikel i 100 historiske artikler fra Nørhald, s. 26-27. Nørhald Egns-Arkiv, arkivnummer A248
25. Thomsen, Viggo Vandkær: Den hvide hest. Kronik i Aalborg Stiftstidende, 21. september 1978, s. 6-7
26. Vendsyssel Tidende, Hjørring, 12. maj 1926, s. 4
27. Aarhus Amtstidende, 29. april 1923, s. 8
28. Opslag på Facebook, De Veterinære Samlinger, 3. august 2018
29. Aalborg Stiftstidende, 30. maj 1947, s. 4
30. Christensen, Uffe: Et lille skridt for en hest, men et kæmpespring for Danmark. Artikel på jyllands-posten.dk, 5. juli 2020
31. Brev dateret 19. december 1955 fra grevinde Merete Brockenhuus-Schack til Sønderborg Amts Museum, Sønderborg Slot. Kopi i Steffen Riis’ samling.
32. Beretning om Den Hvide Hest. Angiveligt skrevet af grevinde Merete Brockenhuus-Schack. Kopi i Steffen Riis’ samling.
33. Brev dateret 21. december 1955 fra Sønderborg Amts Museum til grevinde M. Brockenhuus-Schack, Barritskov. Kopi i Steffen Riis’ samling.
Ludvigsen, Rob: En Konges Ridt : Genforenings-Festlighederne 9.-15. Juli 1920 i Skrift og Tale. København 1920. Digitalisering 2012, Det kgl. Bibliotek
Pfeffer, Heidi (1996). Når historie fortælles. Folk Og Kultur, årbog for Dansk Etnologi Og Folkemindevidenskab, 25(1), 25-40. Hentet fra https://tidsskrift.dk/folkogkultur/article/view/65899
