Guldkaretens bukdækken fra 1838

Fyrstelige og herskabelige gallakøretøjer blev ofte udstyret med et imponerende, rigt dekoreret og gerne kostbart dækken over kuskebukken (bukken). Guldkareten i Den kgl. Stald fik naturligvis også et smukt forarbejdet bukdækken, der dog ikke blev leveret med kareten i 1840. Til Guldkareten anvendte man et bukdækken, der var fremstillet to år tidligere i 1838.

Et bukdækken blev alt efter stand og stil fremstillet af de fineste tekstiler og dekoreret med possementarbejder, guld- og sølvtrækkeri, farvede glasperler, ægte perler, hel- eller halvædelstene samt broderede eller støbte våben og kroner.

Bukdækkenet passede i form, farve og udstyr til køretøjets stil, og ofte matchede grundmaterialet køretøjets interiør – eksempelvis indtæk i silke og bukdækken i silkefløjl.

Bukdækkenet var monteret over et træstel, så hele enheden kunne løftes af for at blive opbevaret og passet på et andet sted, når det ikke var i brug, og eventuelt erstattes af en almindelig kuskebuk ved mindre formel kørsel. I Den kgl. Stald opbevarede man bukdækkener i møbelmagasinet, når de ikke var i brug. Der var bedre klima til opbevaring af tekstiler.

Ved begravelser og i den efterfølgende sørgeperiode blev de ofte farvestrålende bukdækkener skjult med sort klæde, ligesom vognens blanke dele blev dækket med flor eller sortmalet. Inden påsætning af det sorte klæde blev fyldigt possement som kvaster afmonteret.

Guldkareten fik nyt bukdækken i 2012, der blev fremstillet med udgangspunkt i det oprindelige. Her gennemgås og beskrives Guldkaretens bukdækken fra 1838, der er bevaret i museet ved Den kgl. Stald.

Heraldiske detaljer på det oprindelige bukdækkens våbenbroderi. Ordenskæder under våbenskjoldet er smukt formede af små stykker forgyldt sølvkantille, der er syet fast enkeltvis som perler.

En kantille er et stykke metaltråd, der er tæt snoet som spiral, så den danner et langt tyndt rør. Kantillen kan klippes i mindre stykker, der kan sys fast enkeltvis, så man på den måde kan skabe et motiv.

Ved symbolerne på bukdækkenet er kantillerne syet ovenpå pailletter.

Et bukdækken til en gallakaret var en håndværksmæssig præstation, der blev udført i et tæt samarbejde mellem sadelmager, tapetserer, karetmager, possementmager og afhængigt af udstyr eventuelt også guldtrækker, brodøse, perlestikker, metalstøber, gørtler, ciselør m.fl. Kun ganske få kan i dag fremstille et bukdækken i en kvalitet, der er en gallakaret værdig.

Et bukdækken blev ofte bygget op omkring en todelt træramme, der blev konstrueret specielt til den enkelte vogn. På bundrammen blev der monteret fire afrundede hjørneklodser ligeledes af træ, der dannede grundlag for de store hjørnepiber.

Rammen skulle være solid og stabil, da dækkenet var tungt på grund af kraftigt stof og megen brug af possement, guldtrækkeri, støbte våben og kroner. Rammen kunne være opbygget med rette linier eller svejfet facon.

Det var karetmagerens opgave at fremstille trækonstruktionen til bukdækkenet efter anvisning fra sadelmageren. Til beskyttelse af bukdækkenets stof blev der ifølge FitzGerald limet kanvas på trærammen.

Hjørnepiberne blev fremstillet af kraftig karton. På begge sider blev der limet hørlærred, og i våd tilstand blev piberne bøjet i facon og fastgjort til en plade for at tørre.

Når hjørnepiberne var tørre, blev de strøget med to lag grundmaling, der var fortyndet mere end til maling af vognfadingen. Når malingen var tør, blev endnu et lag hørlærred limet på indersiden. Dette lag skulle være ekstra kraftigt. Kraftig sejldug, to lag buckram (slidstærkt lærred) eller spalt (læder) kunne anvendes i stedet for karton.

Når de forskellige dele var forberedt, blev rammen fastgjort på en høj buk, hvorefter hjørnepiber og andre dele blev tilpasset og mærket op, så der ikke kunne tages fejl ved endelig montering. Nu blev der limet og syet stof på løsdelene, hvorefter bukdækkenet blev syet sammen fra bagsiden.

Hjørnepiberne blev fastgjort med stropper, der blev syet ind i sømmene.

Næste proces var at forsyne bukdækkenet med den valgte dekoration i form af possement, guldtrækkeri og eventuelt emblemer som kroner, våben eller monogrammer.

Hvis tunge metalemblemer skulle monteres på bukdækkenets gavle, skulle underlaget være forberedt for den ekstra vægt. Denne form for dekoration blev normalt fastgjort med bolte og møtrikker, så de relativt enkelt kunne tages af eller ændres eksempelvis ved regentskifte.

Det sidste arbejde var at færdiggøre kus­kens sæde. Det kunne være et sæde snørret med fjedre og stoppet eller blot være en stoppet hynde. Sædehynden blev syet fast og sømmene dækket med possement eller finere guldtrækkerarbejde.

Når det udvendige arbejde var færdigt, blev bukdækkenet indvendigt smurt med et tykt lag maling.

Efter tørretid kunne bukdækkenet løftes op på vognen og fastgøres med bolte og vingemøtrikker. Hjørnerne blev ofte fastgjort for at forhindre bukdækkenet i at blafre under kørsel.