Kong Christian 9.s bisættelse 1906

Ved kong Christian 9.s bisættelse den 16. februar 1906 var det sidste gang, kongehusets pompøse ligvogn fra 1794 var i brug. Denne artikel beskriver ligvognen, ceremoniellet og Den kgl. Stald-Etats opgaver i forbindelse med kongens død og bisættelse.

Christian 9. blev konge i 1863 efter den barnløse Frederik 7. og var den første regent i den glücksborgske linje af kongefamilien.

I 1842 giftede han sig med prinsesse Louise af Hessen-Kassel, og parret fik seks børn. Heraf kom de fire senere til at sidde på europæiske troner. På denne baggrund fik det danske kongepar tilnavnet “Europas svigerforældre”.

Dronning Louise døde i 1898, og som 87-årig døde Christian 9. den 29. januar 1906 på Amalienborg. Kongens død satte omgående gang i mange opgaver for Den kgl. Stald-Etat.

I en tid, hvor Stald-Etaten stod for al transport i kongehuset, var det en meget stor logistisk opgave, der skulle løses på relativ kort tid. I et tæt samarbejde med hofchef Rothe var det staldmester Frijs, der skulle stå for at løse de mange transportopgaver i forbindelse med kongens død og bisættelse.

En af de første opgave var at få Stald-Etatens medarbejdere iklædt sørgeuniformer. På det tidspunkt var der omkring 50 ansatte alene i Den kgl. Stald, så det var en ikke uvæsentlig opgave.

Christian 9. til hest
Christian 9. på sin yndlingshest Dandy. Maleri af Otto Bache, 1896. Det Nationalhistoriske Museum.

Anlæggelse af sorg

Fra hoffet kom der besked om, at der torsdag den 1. februar 1906 skulle anlægges sorg i anledning af “Hans Majestæt Kong Christian IX’s dødelige Afgang” (se illustration). [1]

Sorgen skulle bæres i 24 uger på forskellig måde. De første 12 uger var i dybeste sorg, og graden af sorg afspejlede sig på både civil påklædning og uniformering.

For Stald-Etaten betød det, at følgende medarbejdere skulle iklædes sørge-livréer:

2 vognmestre
2 ride- og foderknægt
4 kuske
12 biløbere
6 forridere
1 livsadelknægt
8 stafetter
2 materialkuske
3 opsynsbetjente (som materialkuske)
6 ekstramænd. [2]

Samtidig skulle kongehusets køretøjer klargøres til sorgen. Alt blankt eller farvestrålende på vognene blev dækket med stof, overmalet eller fjernet. En sadelmager indrettede et interimistisk værksted i vognremissen og udførte arbejdet på stedet.

Først seks måneder efter anlæggelse af sorgen blev sørgeflor mv. fjernet og køretøjerne ført tilbage til det normale udseende.

Anlæggelse af sorg ved Christian 9.s død
Kareterne blev iklædt sørgedragt ved Christian 9.s død i januar 1906. Alt blankt eller farvestrålende blev dækket med stof, overmalet eller fjernet. Først efter seks måneders sorg blev kareterne ført tilbage til det normale udseende. Her er sadelmageren i gang med at sy et sort overtræk. Avisudklip uden kilde i forfatterens arkiv.
Topersoners karet i vognkortegen ved Christian 9.s bisættelse. Bemærk, at den normalt spejlblanke karet er mat, vognlygter er overtrukket med sørgeflor, og personale er i sørgeuniformer. Foto: Peter Elfelt, Det kgl. Biblioteks billedsamling.

Stort behov for køretøjer

Medlemmer af det danske og udenlandske kongehuse, fremmede fyrsters repræsentanter og andre indbudte strømmede til København i forbindelse med Christian 9.s bisættelse. Det skabte naturligvis et meget stort kørselsbehov, som Den kgl. Stald-Etat måtte dække. Gæster skulle køres til og fra de kongelige palæer, slotte og ikke mindst hoteller i byen. Samtidig var der behov for et stort antal køretøjer i Roskilde i forbindelse med gravsætningen af kongen.

For at kunne løse opgaven blev vogne hyret ind fra betroede vognmænd og andre, for kongehuset havde hverken heste eller vogne nok til opgaven. De kongelige personer kørte først og fremmest i kongehusets egne kareter og øvrige vogne. Inklusive kong Frederik 8.s kareter rådede staldmesteren over otte høje 4-sædede kareter og seks høje 2-sædede. Hertil kom en række landauere og coupéer.

Udenlandske fyrsters repræsentanter og øvrige gæster blev fortrinsvis befordret i landauere fra vognmænd.

Alene i Roskilde var der behov for 25 ekstra vogne, der blev skaffet således:

  • Vognmand Jørgensen, 10 vogne
  • Vognmand H. Hansen, 10 vogne
  • St. Hans Hospital, 2 vogne
  • Roskilde Kloster, 1 vogn
  • Etatsråd Hjort-Lorentzen, 2 vogne

Desuden skulle der bruges 9 vogne i Holbæk, 6 vogne i Ringsted og 3 vogne i Køge. [2]

Ligvognen fra 1794

Efter at have ligget tre dage på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke skulle den afdøde konge gravsættes i Roskilde Domkirke den 16. februar. Den pompøse ligvogn, der blev anvendt til at køre kongens båre i processionen fra slotskirken til banegården, var ifølge Stald-Etatens inventarieregnskab 1899-1904 bygget i 1794. Og faktisk, var det sidste gang, at denne vogn blev anvendt. Efterfølgende har man anvendt en enklere vogn uden den fornemme baldakin.

Den imponerende ligvogn var bygget op over en almindelig firhjulet fladvogn, men vognkassen var dækket af sorte gevandttæpper med guldgaloner, franger, indsyede guldkroner og 20 guldkvaster.

To forgyldte og kannelerede søjler bar en stor sort himmel eller baldakin, der langs den udvendige kant var dekoreret med en forgyldt à la grecque bort. Øverst på himlen hvilede en messingforgyldt krone på en rød fløjlspude med guldkvaster.

Fra himlen hang tunge fløjlsdraperier med hvidt silkefor samt frynsekant, fire guldkvaster i lange snore og mindre kvaster i guld og sølv.

Ligvognen fra 1794
Ligvognen fra 1794 i brug ved Christian 9.s bisættelse 1906.
Christian 9.s bisættelse 1906
Ligvognen med baldakin over Christian 9.s båre. Hestene med sorte heldækkende skabarakker og personalet i sorte sørgeuniformer. Foto: Peter Elfelt, Det kgl. Biblioteks billedsamling.

Processionen i København ved Christian 9.s bisættelse

Forrest kørte kong Christian 9.s fire adjudanter i høj firesædet vogn kørt af biløber Valdemar Johansen

Herefter hofmarskallen og kabinetsekretæren i høj tosædet vogn kørt af biløber Andreas Jensen

Ligvognen forspændt seks heste ført af kongelige staldbetjente i sørgelivrée

Kong Christian 9.s livhest med fuldt generalsskaberak ført af to livsadelknægte

Staldmesteren til hest

H.M. kongen og kong Georg i høj tosædet vogn kørt af kongens kusk

H.M. kong Haakon og H.K.H. kronprinsen i høj tosædet vogn kørt af kusk Tipperup

H.K.H. storfyrst Michael, H.K.H. storhertugen af Micklenburg, H.K.H. prins Valdemar og H.H. prins Albert i høj firesædet kørt af biløber Jacob Jacobsen.

H.K.H. prins Carl af Sverige, H.K.H. prins Harald og H.K.H. prins Gustav i høj firesædet vogn kørt af kongens biløber.

H.K.H. landgreven af Hessen, H.K.H. prins Ernst August og hertug Peter af Oldenburg i høj firesædet vogn kørt af biløber Chr. Andersen.

H.K.H. hertugen af Guise, H.K.H. prins Aage og H.K.H. prins Axel i høj firesædet vogn kørt af biløber Peter Jensen.

Hofchef grev Moltke, oberst Løvenfeldt, kommandør Bardenfleth, kaptajn Castonier i firesædet vogn kørt af kongens biløber. [3]

Christian 9.s ligtog
Ligvognen med Christian 9.s båre. Seksspandet med heldækkende sorte skabarakker er trukket af seks staldbetjente i sørgelivrée. Længst til venstre ser man kongens livhest blive trukket af to livsadelknægte. Foto: C. Schaumburg, Det kgl. Biblioteks billedsamling.

Filmklip fra kong Christian 9.s bisættelse i 1906. Efter castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev kongens båre ført til Roskilde Domkirke. Se hele filmen (14 min) via dette link.

Øvrige sørgevogne ved Christian 9.s bisættelse

Sørgevogn ved Christian 9.s bisættelse
Jernbanevognen, som skulle bringe Christian 9.s båre fra København til Roskilde var en almindelig godsvogn fra Statsbanerne, der var blevet omdannet til en smuk sørgevogn. Udvendig var vognen beklædt med sort klæde og kantet med gyldfrynser. Øverst på vognen var bygget en baldakin med kroner i hvert hjørne og en stor krone på midten. På begge sider af vognen var kongens navnetræk udført i guld. Foto: Peter Elfelt. Det kgl. Biblioteks billedsamling.
Sørgevogn ved Christian 9.s bisættelse
Indvendig var sørgevognen fra Statsbanerne dekoreret med hvidt silke, der i loftet var samlet i stråleform. Over forhøjningen, hvor kirsten skulle stå, svævede en hvid due med udspredte vinger. Foto: Peter Elfelt. Det kgl. Biblioteks billedsamling.
Ligvogn ved Christian 9.s bisættelse i Roskilde 1906
I Roskilde blev kongens båre kørt fra banegården til domkirken i en ligvogn, som var blevet ombygget fra en tidligere fourgon (fragtvogn) i 1862. I 1898 havde sadelmager Dahlmann forsynet vognen med et nyt sort fløjlstæppe med hvidt silkefor og påsyede guldkroner, frynser og kors. Det kgl. Biblioteks billedsamling

Kongens heste slagtes

I sørgeceremoniellet var det bestemt, at to livsadelknægte skulle trække kongens livhest med fuldt generalskaberak gennem Københavns gader umiddelbart efter den kongelige ligvogn. Det blev dog ikke kongens yndlingshest, den 22-årige lysebrune Dandy, der fik denne ære. Dels var hesten halt på det ene ben, og dels mente Stald-Etaten, at Dandy ikke egnede sig til den lange skridtgang over byens “delvis skrækkelige Stenbro”.

Valget faldt i stedet på den omgængelige østpreussiske Yussuf, der ikke ville reagere negativt på den store menneskemængde. Den smukke røde hingst med lang hale var 23 år og 10 kvarter og 8 tommer høj (ca. 178 cm).

Kongen havde selv redet på Yussuf, men det var ikke den sidste hest, han red. En sommermorgen i 1905 red Christian 9. sin allersidste tur, og det var på Dandy, som majestæten også benyttede ved de sidste parader og revuer, han overværede.

Om Yussuf ifølge gammel tradition skulle skydes efter den sidste opgave for kongen, ville avisen “Vort Land” gerne vide. Spørgsmålet blev rettet til staldmesteren, grev Frijs, der svarede, at han ikke have modtaget ordre i den retning. Meningerne var delte, om hingsten skulle lade livet. Blandt Stald-Etatens personale mente nogle, at den gamle Yussuf skulle have en “velrettet Kugle”, når den blev afklædt det smukke skabarak. Andre spåede hingsten et langt liv som pensionist [5]

Ifølge Politiken ville Yussuf ikke blive skudt, idet Dronning Alexandra, der havde stor interesse for kærlighed til dyr, skulle have tilbudt at give hingsten “Naadens Brød”, så længe den levede. [6]

Yussuf blev skånet, men i alt otte heste blev slagtet efter kongen død. Det var livhestene Dandy, Vespa, Marcella og Harry samt tre af kongens ældste køreheste. Kongen havde elsket disse heste, og derfor besluttede familien, at de ikke skulle sælges i levende live til andre. De syv heste fik følgeskab af en lille ponyvallak, Sorte-Per, som dronningen af England mange år tidligere havde foræret sin mor, dronning Louise. Den havde været dronningens kørepony i Bernstorff Slotspark, men var nu mere end 30 år gammel og meget kraftig. Så længe Christian 9. levede havde han ikke nænnet at skille sig af med ponyen. [7]

Den 28. marts 1906, da de otte heste havde fået deres formiddagsfoder og den allersidste strigletur med tilhørende hovsværtning blev de tømmet op og fik lagt dækkener på. Så gik turen til Johan Bekkers Hesteslagteri på Frederiksborgvej, hvor slagtermesteren selv forestod aflivningen overværet af dyrlæge D. Gautier.

Slagterens betaling for dyrene gik til fordeling mellem staldbetjentene, dels som dusører og dels som bidrag til deres enkekasse. Og kødet, ja det blev solgt på almindeligvis i byens kødudsalg. [8]

Christian 9.s ligtog passerer Holmens Kirke
Christian 9.s ligtog passerer Holmens Kirke. Livhesten Yussuf trækkes efter ligvognen. Foto: Peter Elfelt, Det kgl. Biblioteks billedsamling.
Christian 9.s hest Yussuf præsenteret på Christiansborg Ridebane. Foto: Illustreret Tidende, 11. februar 1906, s. 280

Kilder

  1. Original i Den kgl. Stalds arkiv
  2. Håndskrevet note fra staldmester Frijs i Den kgl. Stalds arkiv vedr. Christian 9.s bisættelse
  3. Håndskrevet note fra staldmester Frijs i Den kgl. Stalds arkiv vedr. Christian 9.s bisættelse samt kilde 4
  4. Allernådigst approberet Ceremoniel ved Hans Majestæt Kong Christian den Niende’s castrum doloris samt Sørgetoget fra Kjøbenhavn og Bisættelsen i Roskilde Domkirke
  5. Vejle Amts Folkeblad, 15. februar 1906
  6. Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende , 19. februar 1906
  7. Nationaltidende, 29. marts 1906
  8. Hejmdal, 31. marts 1906 og 2. april 1906 samt Ribe Stifts-Tidende, 31. marts 1906.