Turistkørsel med break i København 1903

I sommeren 1899 lancerede de to tyske ledere af Hotel d’Angleterre i København, Arthur Schulz og Albert Heene, en ny form for turistkørsel. Hotellets gæster kunne komme med på en hestevognstur fra hotellet og ud til det fashionable Skodsborg Badehotel ved Øresundskysten, hvor de blev trakteret med en lækker frokost. Turene blev kørt med en nyindkøbt engelsk coach med firspand.

Hotel d'Angleterres mail-coachen undervejs til Skodsborg
Hotel d’Angleterres mail-coach undervejs til Skodsborg. Illustreret Tidende 1899.

De første ture med coachen tiltrak mange mennesker, der ville se det imponerende køretøj, så københavnerne stimlede sammen på Kongens Nytorv, eller hvor d’Angleterres ekvipage nu viste sig. Imidlertid blev det nye tiltag snart opgivet, og allerede i 1901 blev coach’en sat til salg. Den 16. maj 1903 gav avisen Dannebrog et bud på den manglende succes:

Hr. Albert Heene, der den Gang samtidig var Direktør i Angleterre og paa Skodsborg Søbad, havde anskaffet “det udenlandske Uhyre”, som skulde befordre Turisterne paa Lysttur mellem Hotel d’Angleterre og det fashionable Badested. Mail-Coach’en vakte opsigt, men slog aldrig an, og Turene maatte opgives af Mangel paa Tilslutning. Der var flere Grunde, hvorfor denne Befordring ikke lykkedes. For det første var Vognen af en ældre og alt for tung Konstruktion, og Køreturen gik kun ad Strandvejen, medens man ikke fik Skoven at se. Endelig var Befordringen kun beregnet paa Tilslutning af Angleterres rejsende.

Dannebrog (København), 16. maj 1903, s. 2.

Dansk Rejsebureau præsenterer ny turistkørsel i 1903

Carl Christian Smidt Fabricius (1855-1942)

I maj 1901 tog overassistent Carl Chr. Fabricius sammen med overretssagfører Chr. Hede og kgl. fuldmægtig Svanekjær initiativ til at stifte Dansk Rejsebureau i København. Fabricius var forstander for Statsbanernes Rundrejsebureau og havde stor erfaring som rejsearrangør.

Dansk Rejsebureau ville supplere Rundrejsebureauets aktiviteter og påtage sig opgaver, hvor Statsbaneadministrationen måtte melde pas. Blandt andet ville man uddanne guider og arrangere rejser og udflugter for turister i Danmark.

I sommeren 1903 præsenterede Dansk Rejsebureau et nyt initiativ. I stil med Hotel d’Angleterres turistkørsel med coach ville man arrangere hestevognsture for turister, men kørslen skulle være for alle og ikke blot tilknyttet et enkelt hotel.

Erfaringer fra byer som Paris, London, Hamborg og Berlin havde vist, at godt arrangerede køreture kunne tiltrække mange turister. Det ville Dansk Rejsebureau forsøge sig med i København.

Man ville dog ikke anskaffe coaches til formålet, da det fra andre steder havde vist sig, at pladserne indvendigt i en en sådan vogn ikke var eftertragtede i godt vejr. Dansk Rejsebureau ville i stedet køre turene med en break, som var populær til turistbefordring, landture osv. i udlandet.

Ligesom på holstenske vogne, kaffemøller og andre kapervogne havde breaken flere tværstillede sæder, hvor alle passagerer sad med ansigtet i kørselsretningen.

Kapervogn eller kaffemølle på Standvejen 1861.
Kapervogn kaldet kaffemølle på Strandvejen. Alle sidder på tværstillede sæder med ansigtet i kørselsretningen. Bag kaffemøllen ses en firhjulet dogcart. Illustreret Tidende 26. maj 1861, side 277.

Dansk Rejsebureaus break

Dansk Rejsebureaus nye break var fremstillet hos kgl. hofvognfabrikant Schulz og kunne rumme 18 passagerer. Det særlige ved den nye vogn var, at sæderne var placerede amfiteatralsk, som i en biograf, hvilket vil sige, at sæderne fra kuskebukken og bagud blev stadig højere. På den måde tog ingen passagerer udsigten fra hinanden.

I tilfælde af regn kunne breaken hurtigt overdækkes med et sejltag, der blev rejst på løse stativer. Legeledes kunne der sættes sejl på den side af vognen, hvor det eventuelt blæste eller støvede. Når de ikke var i brug kunne sejl og stativer ligge gemt i et rum under vognens bund.

Vognen blev kørt med firspand, der kom fra den velrenommerede vognmand Bohn i Købmagergade. Bohn stod også for de to kuske, der i flot livré skulle køre breaken, mens Dansk Rejsebureau sendte en guide med på turen.

Turistkørsel med hestevogn København-Klampenborg
Udflugtsvogn København-Klampenborg med trespand på Østerbrogade. Foto: Københavns Museum.

Generalprøve på turistkørsel

Den 7. juli 1903 holdt Dansk Rejsebureau prøvekørsel på sin nye turistkørsel . Den nye break fra vognfabrikant Schulz var ikke færdig, så generalprøven med inviteret presse blev kørt med en char-à-banc og tre landauere. Et par dage senere berettede Nationaltidende om turen:

Dansk Rejsebureaus Virksomhed
…På den første af disse Udflugter afholdtes i Søndags Generalprøve med et indbudt Selskab, bestaaende af Repræsentanter for den københavnske og den skaanske Presse. Generalprøven skulde være – og var ogsaa i alt væsentligt – ganske overensstemmende med det Program, der senere skal følges med Turisterne. Blot havde man ikke kunnet vise d’Hrr. den nye Vogn; den er endnu ikke helt færdig; men den Omstændighed, at den laves af den velrenommerede Schulz’ske Vognfabrik og at den skal køres med Heste og Kuske fra den ikke mindre velrenommerede Bohn’ske Vognmandsforretning paa Købmangergade, vil være tilstrækkelig Garanti for, at Turisterne vil blive flot og godt kørende.
Vognturen, der i Søndags foregik med 1 Char-à-Banc med 4 Heste for og i 3 Bohn’ske Landauere, et Optog, som, hvor det kom frem, vakte ikke ringe Opsigt – udgik ved 10-Tiden fra Dansk Rejsebureau, passerede ad Østergade, Bredgade, Amalienborg Plads, Frederiksgade, Bredgade, Langelinie, forbi Frihavnen, Strandpromenaden, Strandvejen, gennem Charlottenlund Skov forbi Kronprinsens Sommerresidens, Jægersborg Allee, forbi Bernstorff, gennem Ermelunden, forbi Fortunen til Klampenborg, hvor der paa Badehotellet indtoges en Forfriskning. Herefter over Eremitagesletten og Raadvad til Skodsborg, hvor der bødes en frokost ved 2-Tiden, og saa direkte tilbage as Strandvejen til København, hvor der langs Søerne kørtes til Statsbanernes Rundrejsebureau og saa videre til Dansk Rundrejsebureau, hvor Turen ogsaa endte.
Hjemkomsten vil normalt finde Sted Kl. 5 a 5½, saa Turisterne, der har deltaget i Udflugten, vil kunne indtage Middagen paa deres Hoteller, om de ønsker det.
Hele Udflugten, der med Vogne, Fortæring o.s.v. komme til at koste 15 Kr. pr. Deltager, vil sikkert i Sommerens Løb vinde stærk Tilslutning blandt Turisterne – praktisk som den er i sit Anlæg og i sin Gennemførelse.

Nationaltidende, 10. juni 1903, 2. udgave, s. 2

Turistkørsel må opgives

Selv om Carl Chr. Fabricius og Dansk Rejsebureau havde stor erfaring med turisterhvervet, lykkes det desværre ikke for dem at får succes med deres buristkørsel med break i København. Allerede midt i august 1903 meddelte avisen Dannebrog, at den planlagte turistkørsel var opgivet på grund af manglende tilslutning.

Imidlertid var der andre, der senere tilbød kørsel med store turistvogne. Billedet nedenfor er fra 1912.

Notits i avisen Dannebrog (København), 13. august 1903, s. 2
To hestevogne holder klar til turistkørsel i København 1912.
To vogne holder klar til turistkørsel foran Hotel Bristol i København, 1912. På den bageste vogn aner man de amfiteatralsk placerede sæder. Den forreste vogn er af en anden type. Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Kilder

  • Dagens Nyheder, 26. april 1901, s. 2
  • Samfundet (København), 8. juni 1903, s. 2
  • Social-Demokraten, 8. juni 1903, s. 2
  • Varde Folkeblad, 10. juni 1901, s. 2
  • Dannebrog (København), 19. juli 1901, s. 1
  • Dannebrog (København), 16. maj 1903, s. 2
  • Dannebrog (København), 13. august 1903, s. 2