Karetkørsel ved tronskiftet 2024

Kongehuset oplyser 8. januar 2024, at to karetkørsler og gardehusareskorte vil indgå i programmet for tronskiftet, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe søndag den 14. januar 2024 overlader tronen til Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Det vil være Guldbryllupskareten, der bliver anvendt.

Artikel er opdateret 13. januar 2024

Et ekstraordinært tronskifte

H.M. Dronning Margrethe. Foto: Per Morten Abrahamsen ©
H.M. Dronning Margrethe. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Når H.M. Dronning Margrethe den 14. januar 2024 træder tilbage som Danmarks dronning og overlader tronen til H.K.H. Kronprins Frederik, vil tronskiftet være ganske anderledes end sædvanen.

Det er nemlig første gang i knap 900 år, at en regent abdicerer i Danmark, for ikke siden Kong Erik 3. Lam i 1146 gav afkald på tronen, er det sket.

I Danmark har traditionen hidtil været, at tronskifte skete ved regentens død, sådan som det senest var tilfældet, da Dronning Margrethe overtog tronen efter sin far, Kong Frederik 9.s død den 14. januar 1972.  I disse tilfælde sker tronskiftet i det øjeblik, regenten dør.

Tronskiftet denne gang vil indtræffe under et møde i Statsrådet på Christiansborg Slot den 14. januar 2024 kl. 14.00 i det øjeblik, hvor H.M. Dronning Margrethe har underskrevet en erklæring om sin abdikation.

Karetkørsel med gardehusareskorte

Inden Statsrådsmødet vil Den kgl. Stald-Etat ifølge det offentliggjorte program kl. 13.37 køre H.M. Dronning Margrethe fra residensen i Christian 9.s Palæ på Amalienborg til Dronningeporten på Christiansborg. Majestæten vil blive eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Efter statsministerens proklamation af H.M. Kong Frederik 10. fra balkonen på Christiansborg Slot kl. 15.00 vil det nye kongepar efter programmet kl. 15.30 blive kørt i karet med gardehusareskorte gennem København fra Christiansborg til deres residens i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg.

Se det detaljerede program og ruterne på Kongehusets hjemmeside via linket her.

Karetkørslerne vil foregå med Guldbryllupskareten, der blev bygget af vognfabrikant F.C. Schulz og foræret af Københavns håndværksmestre til regentparret kong Christian 9. og dronning Louise i anledning af deres guldbryllup den 26. maj 1892.

Vognfabrikant F.C. Schulz leverede i 1892 Guldbryllupskareten, som vil blive anvendt ved tronskiftet 14. januar 2024. Foto: Ole Jespersen
Vognfabrikant F.C. Schulz leverede i 1892 Guldbryllupskareten, som vil blive anvendt ved tronskiftet 14. januar 2024. Foto: Ole Jespersen

Guldbryllupskareten

Blandt gallakareterne i Den kgl. Stald-Etat er Guldbryllupskareten den nyeste. I samarbejde med andre københavnske håndværksmestre tog det Schulz ni måneder i løbet af 1891-92 at bygge den smukke karet. Arbejdet blev fortrinsvis udført ved hjælp af dansk arbejde og danske materialer i absolut bedste kvalitet. Læs hele historien om Guldbryllupskareten via linket her.

Historien om hofvognfabrikant F. C. Schulz kan læses via linket her.

Nyt lys i kareten

Da Guldbryllupskareten blev bygget i 1891-1892, blev den som noget ret nyt dengang og som den første karet i Den kgl. Stald udstyret med elektrisk lys – både i de to store vognlygter og i kabinen. Den oplyste kabine gjorde, at de kongelige kunne ses, når man kørte i den mørke tid eller om aftenen.

I anledning af tronskiftet har elektrikere gennemgået og opdateret karetens originale elektriske installation. De gamle stofledninger er skiftet ud til tidssvarende, en ny akkumulator og afbryder er installeret under kuskesædet, og i de oprindelige interiørlamper er de gamle glødelyspærer erstattet af LED-pærer med en smuk varm farvetone.

De oprindelige interiørlamper har en skærm, så lyset kan justeres.

Under karetkørslerne i forbindelse med tronskiftet vil kabinen være oplyst elektrisk, mens vognlygterne på begge sider af kareten vil være oplyst med stearinlys.

Interiørlys i Guldbryllupskareten. Foto: Ole Jespersen.
Interiørlys i Guldbryllupskareten. Foto: Ole Jespersen.

At holde varmen i kareten

I sagen natur kan det være koldt at køre i karet om vinteren, især på længere ture, for kabinen er uisoleret og uopvarmet. Tilbage i tiden holdt man varmen med tykt pelsværk og ofte et specielt varmeapparat, der lå i bunden af vognen. Så kunne man sidde med fødderne på varmeapparatet, der gerne havde en skuffe med glødende kul eller varme sten. Nogle anvendte en form for briketter, der kunne gløde i op til otte timer.

Den kgl. Stald anvender ikke længere den gamle type af varmeapparater i de lukkede kareter. Men nu kører man også kun forholdsvis korte ture i forbindelse med større begivenheder, så de kongelige passagerer holder varmen ved hjælp af tykke, forede plaider.

Restaurering af karetens bukdækken i 2022

Over kuskens sæde, eller kuskebukken, som den hedder på en karet, hænger et fornemt gallabukdækken. Det er det originale fra 1892, som stadig er i rigtig fin bevaringstilstand. Tidens tand og slidtage havde dog sat sine spor. Inden Dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum i 2022 blev bukdækkenet derfor lettere restaureret, så det igen fremstår smukt og intakt. Arbejdet blev udført af håndværkere fra tapetserer Mette Palsteens værksted i København.

I 2022 restaurerede håndværkere fra tapetserer Mette Palsteens værksted i København bukdækkenet på Guldbryllupskareten. Foto: Mette Palsteen.
Vognlygte og bukdækken på Guldbryllupskareten
Vognlygte og et hjørne af bukdækkenet på Guldbryllupskareten. Foto: Ole Jespersen.

Heste og seletøj

I forbindelse med tronskiftet vil guldbryllupskareten være forspændt seks skimlede kladruberheste fra Den kgl. Stald-Etat. Hestene stammer fra det tjekkiske nationale kladruberstutteri i Kladruby nad Labem. Stutteriet skriver om hestene i linket her.

De fire heste nærmest kareten vil blive kørt fra kuskebukken af livkusken. De to forløbere i seksspandet vil blive kørt à la d’Aumont af en biløber. Forspændingen er tilsvarende den, der blev anvendt ved nytårskuren 2024.

De seks køreheste bærer kumteseler, som den anerkendte belgiske sadelmager Van der Wiel leverede i 2019.

Foran kareten rider to biløbere som forridere, ligeledes på kladruberheste. Bag kareten vil to officerer fra Gardehusarregimentet ride som kavalerer.

Opstilling ved karetturen med H.M. Dronning Margrethe fra Amalienborg til Christiansborg

Opstilling af heste og medarbejdere i forbindelse med karetkørsel ved tronskiftet 14. januar 2024
Illustration: Ole Jespersen

Når Hendes Majestæt Dronning Margrethe bliver kørt i Guldbryllupskareten fra Christian 9.s Palæ på Amalienborg til Christiansborg, vil det ske med følgende opstilling af mandskab og heste:

Staldmester Niels Randløv leder Den kgl. Stald-Etats deltagelse.

  1. Forrider, biløber Christian Hansen på hesten Compostella
  2. Forrider, biløber Mathilde Hald Frederiksen på hesten Reina
  3. Biløber Ole Mortensen rider d’Aumont på nærmer (venstre) forløber Resina og har fjermer (højre) forløber Rava (4) som håndhest
  4. Fjermer forløber: Rava
  5. Nærmer mellemløber: Amazona
  6. Fjermer mellemløber: Cordoba
  7. Nærmer stanghest: Avanti. Denne hest fik H.M. Dronning Margrethe i gave fra Den Kongelige Stalds Venner i forbindelse med Majestætens 50-års Regeringsjubilæum i 2022. Fra kladruberstutteriet i Tjekkiet havde hesten stambogsnavnet Rudolfo Raggiera V-54, men ved en ceremoni ved overdragelsen døbte Majestæten hesten Avanti. Læs om hesten her.
  8. Fjermer stanghest: Raggiera
  9. Livkusk Henrik Steinmann kører fra bukken de fire heste nærmest kareten
  10. Biløber Karoline Brink Petersen er lakaj bag på kareten
  11. Jæger Thomas Møller Jensen står bag på kareten
  12. Som kavaler rider chefen for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland og officer ved Gardehusarregimentet, Christina Skou Pojezny, bag kareten
  13. Som kavaler rider chefen for Gardehusarregimentet, oberst Jørn Christensen, bag kareten.

Biløber Jannich Sloth, forhenværende biløber Kristiane Zøllner og medhjælper i Den kgl. Stald Jesper Clausen har forskellige opgaver på jorden.

Ekvipagen bliver eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Opstilling ved karetturen med D.M. Kongeparret fra Christiansborg til Amalienborg

Opstilling af heste og medarbejdere i forbindelse med karetkørsel ved tronskiftet 14. januar 2024
Illustration: Ole Jespersen

Når Deres Majestæter Kong Frederik 10. og Dronning Mary senere bliver kørt fra Christiansborg til Frederik 8.s Palæ på Amalienborg, vil det ske med denne opstilling, hvor der er få ændringer i forhold til den første:

Staldmester Niels Randløv leder Den kgl. Stald-Etats deltagelse.

  1. Forrider, biløber Karoline Brink Petersen på hesten Compostella
  2. Forrider, biløber Jannich Sloth på hesten Reina
  3. Biløber Ole Mortensen rider d’Aumont på nærmer (venstre) forløber Resina og har fjermer (højre) forløber Rava (4) som håndhest
  4. Fjermer forløber: Rava
  5. Nærmer mellemløber: Amazona
  6. Fjermer mellemløber: Cordoba
  7. Nærmer stanghest: Avanti. Denne hest fik H.M. Dronning Margrethe i gave fra Den Kongelige Stalds Venner i forbindelse med Majestætens 50-års Regeringsjubilæum i 2022. Fra kladruberstutteriet i Tjekkiet havde hesten stambogsnavnet Rudolfo Raggiera V-54, men ved en ceremoni ved overdragelsen døbte Majestæten hesten Avanti. Læs om hesten her.
  8. Fjermer stanghest: Raggiera
  9. Livkusk Henrik Steinmann kører fra bukken de fire heste nærmest kareten
  10. Biløber Christian Hansen er lakaj bag på kareten.
  11. Jæger Thomas Møller Jensen står bag på kareten
  12. Som kavaler rider chefen for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland og officer ved Gardehusarregimentet, Christina Skou Pojezny bag kareten
  13. Som kavaler rider chefen for Gardehusarregimentet, oberst Jørn Christensen bag kareten.

Biløber Mathilde Hald Frederiksen, forhenværende biløber Kristiane Zøllner og medhjælper i Den kgl. Stald Jesper Clausen har forskellige opgaver på jorden.

Ekvipagen bliver eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.