Danmarks Radio har et enestående arkiv med historiske radio- og tv-udsendelser, og man arbejder på at digitalisere et udvalg af udsendelserne. På opfordring har DR nu gjort det muligt at gense den skønne portrætudsendelse Hagbart og Nelle fra 1983, hvor man følger den 88-årige karetmager Hagbart Træholt fra Hellum i Vendsyssel og den 72-årige rullekone Ellen Nielsen, kaldet Nelle, fra Gentofte.
Udsendelsen giver fine indblik i, hvordan Hagbart Træholt laver et hjul til en arbejdsvogn og hvordan “Nelle” med akkuratesse betjener koldrullen i sin rullekælder.
Hagbart Træholt
Hagbart Træholt (1894-1984) var søn af Jens Træholt, der var karetmager i Jerslev i perioden 1885-1950. Den 1. december 1918 etablerede Hagbart sig som selvstændig karetmager i Hellum.
De første år var der meget karetmagerarbejde at få, for tidens vogne blev alle lavet af karetmagere, og Træholt skabte sig et godt renommé. Da bilerne begyndte at rulle frem, gik mange karetmagere over til at lave trækarosserier. Til den første rutebil på ruten Dybvad-Brønderslev byggede Hagbart Træholt karosseriet.
Efterhånden skiftede karetmagerarbejdet karakter, og man begyndte mere og mere at bruge metaller til karosseriarbejde. Træholt satte pris på træarbejde og brød sig ikke om “bule og blikarbejde”, som han udtrykte det i en avisartikel. Han arbejdede en del som snedker, men lavede fortsat karetmagerarbejde, når muligheden bød sig.
I mange år var Hagbart Træholt hver sommer frivillig på Hjerl Hede, hvor han og broderen, karetmager Thorvald Træholt, fra Børglum sammen med karetmager Ludvig Mark fra Vokslev ved Nibe i 1971 var med til at etablere karetmagerværkstedet i frilandsmuseet.
Hagbart træholt døde i 1984 kort før sin 90-års fødselsdag.
Se tv-udsendelsen om karetmageren og rullekonen via linket her: Hagbart og Nelle