I Det kongelige Biblioteks billedsamling findes en del flotte fotografier af herskabsekvipager. Mange af disse fotos giver indblik i den originale ekvipagekultur.
Blandt andre findes der en serie af hoffotograf Elfelts fotos fra 1903, der viser den københavnske grosserer Lassens ekvipager enten kørt af en ansat herskabskusk eller af ejeren selv. Nedenstående fotos viser eksempler på ekvipagernes forskelle, afhængig af, om de er kuske- eller ejerkørte.
Grosserer Lassen
Hans Julius Lassen var født den 28. juni 1844 på Ordrupvang i Krogstrup Sogn, Horns Herred. Han var søn af gårdmand og sognefoged Lars Hansen og hustru Else Magrethe Mogensdatter. H. J. Lassen var døbt Hans Larsen, men ændrede på et tidspunkt navnet til Hans Julius Lassen. [1]
Den 12. november 1872 blev han i Vor Frue kirke i København gift med Adolphine Mathia Sandagger, der var født den 17. september 1848 i Odense. [2]
Hans Julius Lassen var egentlig fotograf, men sammen med barndomsvennen og krigsveteran fra 1864 Mansfeld-Büllner stiftede Lassen et grossererfirma, som handlede med blandt andet parfumer og kemikalier.
Især fik virksomheden Mansfeld-Büllner og Lassen succes som fabrikanter af mirakelmidlet “Bramas Livs Eliksir”, der var en populær, men stærkt opreklameret universalmikstur, der efter sigende kunne helbrede alt, “fra sørgelige Tilstande til Nervesvækkelse og Gallesten.
I en reklamebrochure fra 1892 lød det om eliksiren:
“Publikum maa vel mærke sig, at Brama Livs-Elixiren falbydes ikke som et Lægemiddel. Den er ei heller noget hemmeligt Medicinalmiddel eller saakaldt Arcanum”. Den slags miksturer var det nemlig forbudt for andre end apotekere at sælge. [3]
Hans Julius Lassen døde den 22. juli 1905 og blev gravsat i et familiegravsted på Frederiksberg gamle Kirkegård. [4]
Hans og Adolphine Mathia Lassen efterlod sig ingen livsarvinger.

Grosserer Lassens ekvipager


Grosserer Lassen kørte også selv




Grosserer Lassen var en af landets første bilejere
En Motorvogn
Isefjordsposten, 19. maj 1897, s. 2
passerede i Gaar Frederikssund og vakte almindelig Opsigt. Vognen, der kjørtes af Ejeren, Grosserer Lassen af Firmaet Mansfeld Büllner & Lassen, løb med jævn Fart. Den foraarsagede ikke saa lidt Støj.
Den første Bil, der kørte over Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund, passerede i 1897. Den blev kørt af Hans Julius Lassen, Han var født Larsen, men havde taget Navneforandring til Lassen og var kendt som Fabrikant af Brahma Livs Eliksir, en Slags Universalmikstur, der var stærkt opreklameret og blev solgt meget.
Brofoged Oluf Jensen fortæller, at han kunde høre Bilen langt oppe. Han havde aldrig set et saadant Køretøj før. Bilen var gaaet i Staa flere Gange fra København til Frederikssund, og Lassen var blevet meget snavset af at bakse med den. Lassen skulde til sin Mors Begravelse, der fandt Sted fra Krogstrup Kirke, men Egnens Folk var meget forargede over, at han kom i et saadant Køretøj. De havde ligesom Brofogeden aldrig set en saadan Indretning før. Det var den tredie første Motorvogn, der kom her til Landet.
Fra Stavnsbånd til vore Dage. Skildringer af Nordsjællands Kulturhistorie, andet bind.
Frederiksborg Amts Historiske Samfund, Aarbog for 1939.
Kilder
- Kontraministerialbog, Krogstrup sogn, fødte mænd 1831-1859, opslag 44, nr. 7. Link.
- Kontraministerialbog, Vor Frue sogn, København, viede 1860-1874, opslag 185 nr. 214. Link.
- Ugeskrift for Læger, 23. august 2019.
- Kontraministerialbog, Frederiksberg sogn, døde mænd 1903-1911, opslag 63, nr. 77. Link.
- Den diætetiske Sundheds-Taffelbitter Brama-Livs-Elixir fra Firmaet Mansfeld-Bullner & Lassen. Kjøbenhavn. 1892. Link.