Det er ikke ualmindeligt at finde interessante oplysninger i forbindelse med restaurering af hestevogne. Måske har en af håndværkerne skrevet sit navn og en dato et sted i vognen. Til eksempel skrev jeg tidligere om sadelmager Bessers hilsen, der blev fundet under restaurering af en tidligere kongelig landauer. Det afstedkom, at jeg blev gjort opmærksom på et ganske sjældent og afslørende brev, der for nogle år siden blev fundet under restaurering af en char-à-banc fra vognfabrikant N. Jepsen i Odense. Lad os folde historien ud.
Vognfabrikant N. Jepsen
N. Jepsen blev født den 14. juni 1859 i Gestelev sogn på Fyn som søn af husmand og væver Jeppe Rasmussen og hustru Ane Kirstine født Rasmusdatter. Den 17. juli blev han døbt Niels Jeppesen. Senere blev han dog især kendt under efternavnet Jepsen. (1)
Få måneder senere ramte tragedien den lille familie. Faderen Jeppe Rasmussen døde den 26. september 1850 som kun 44-årig. (2) På den tid var det nærmest utænkeligt, at en enlig mor kunne drive et husmandssted og forsørge sine mindreårige børn. Derfor var det naturligt, at hun allerede den 21. juli 1860 blev gift med den 33-årige ungkarl Hans Nielsen fra Vantinge nær Gestelev. Med en ny husfader var det muligt at få dagligdagen til at hænge sammen. (3)
Ved folketællingen 1870 var Niels Jeppesen nu 10 år og boede i “Hedelykke Huset, Havrevenget” i Gestelev sogn sammen med sin mor og stedfar samt sin 12-årige bror Peder Jeppesen og en ny halvbro, den 7-årige Jeppe Nielsen. (4)
Niels Jeppesen kom i lære som hjulmager, men lærestedet er uklart. Imidlertid optræder han i folketællingen 1880 for Svanninge sogn i Svendborg amt. Da var han 20 år og ugift hjulmagersvend hos hjulmand Lars Peter Sørensen Hjul på Svanninge Mark. Det kan godt have været lærestedet, og det har været et forholdsvist stort værksted, for ved folketællingen 1880 var der i husstanden i alt tre hjulmagersvende og en hjulmagerlærling – foruden mesteren selv. (5)
Som 25-årig ungkarl og “karethmager” blev Niels Jeppesen tirsdag den 13. januar 1885 gift med den 19-årige jomfru Kirsten Madsen. (6) Hun var født den 24. juni 1865 i Brylle sogn som datter af husmand og tømmermand Mads Madsen og hustru Anne Marie Nielsen i Duemosehuset på Brylle Mark. (7)
N. Jepsen etablerer sig som selvstændig karetmager
I løbet af 1885 etablerede Niels Jepsen sig som karetmager på adressen Olaf Ryesgade 6 i Odense, men først den 13. januar 1886 registrerede han selvstændig virksomhed. Storebroderen Hans Jepsen ejede ejendommen, hvor han drev sadelmagervirksomhed. 19. maj 1885 annoncerede Niels Jepsen en brugt char-à-banc og en jagtbræddevogn til salg fra adressen.

Værkstedet har i begyndelsen ikke været stort. Nedenstående tegning viser forholdene i 1887.

Den 25. juni 1890 fik Niels Jeppesen borgerskab som Karethmager og Vognfabrikant i Odense med virksomhed i Olaf Ryesgade 6. Han titulerede sig nu som karetmagermester. (8)
Ved folketællingen 1890 for Odense købstad var Niels Jepsen husfader og karetmagermester i Olaf Ryesgade 6. Han boede i stueetagen i forhuset sammen med sin hustru Kirsten og deres to sønner, Viggo Jepsen på 3 år og Holger Jepsen på 1 år. På første sal boede Niels Jepsens storebror, sadelmagermester Hans Jepsen, ejendommens ejer, med sin familie.

Char-à-banc i 1898
Ud fra talrige avisannoncer at dømme producerede man en del char-à-banc’er hos N. Jepsen. Annoncen nedenfor er et eksempel fra Fyens Stiftstidende den 8. september 1898. Her tilbød Jepsen en ny elegant char-à-banc med runde, lukkede sæder og betrukket med blåt klæde. Samtidig søgte han igen en forbundter.

I november 1898 fremstillede man hos N. Jepsen en 6-personers opsvejfet char-à-banc med afrundede sæder. Hjulene er med jernringe og fedtaksler.
Vi ved ikke, hvem der fra starten købte vognen, men for en del år siden stod den til salg i Sødinge øst for Ringe på Fyn, hvor Allan Strøm Petersen fra Læsø købte den.
I foråret 2000 blev char-à-banc’en solgt videre til den nuværende ejer, familien Graumann i Rødding i Sønderjylland. I efteråret 2000 blev vognen malet hos Anders Borg i Spjald, men den er ikke senere blevet færdigrestaureret.
I forbindelse med arbejdet med vognen blev der fundet et interessant blev, som karetmagersvend J. Jensen hos N. Jepsen havde skrevet og skjult i vognen.

J. Jensens brev fra 1898
Det er ikke for nuværende via folketællinger, kirkebøger og aviser lykkedes præcist at identificere karetmagersvend J. Jensen. Men brevet fra ham vidner om en karetmagersvend, der tilsyneladende ikke havde meget til overs for karetmagermesterens hustru, madam Jepsen. Hun gjorde angiveligt heller ikke livet lettere for folkene i værkstedet. Nedenfor er brevet gengivet i afskrift og original.
Afskrift af brevet, der blev fundet i char-à-banc’en.
“Denne Vogn er fabrikeret i Odense ved Karetmager N. Jepsen 8. November 1898 af Karetmagersvend J. Jensen fra Aarup. Og Madam Jepsen er en af de værste Kvindfolk der kan gaa i Odense. Hun kan ikke taale at se sine Folk, men hun er en af de værste. Men hun gaar og raker sine folk ned for det allerværste men hun er en rigtig beskjidt Satan. Hun har næsten ikke været vasket i det Aar jeg har været her og heller ikke haft andet end sin Nattrøje paa. Ærbødigst Svend J. Jensen fra Aarup.”


Folketælling 1901
Ved folketælling 1. februar 1901 var karetmager N. Jepsen blevet ejer af ejendommen Olaf Ryesgade 6. Karetmagerfamilien var flyttet til 1. sal i forhuset, hvor Niels og Kirsten Jepsen boede med deres fem børn. Sønnen Viggo Jepsen (født 5. februar 1886) var nu karetmagerlærling hos sin far.


Sølvbryllup og 25-års forretningsjubilæum
Den 13. januar 1910 havde Kirsten og Niels Jepsen sølvbryllup (10). Året efter den 13. januar 1911 markerede N. Jepsen 25-års forretningsjubilæum. (11) Det vil sige, at han formelt stiftede virksomheden den 13. januar 1886. Men allerede i 1885 solgte han vogne fra adressen i Olaf Ryesgade 6.
N. Jepsen & Sön
Ved folketællingen i 1916 var sønnen Viggo Jepsen karetmagersvend i faderens virksomhed, men ved folketællingen for 1921 var Viggo Jepsen vognfabrikant sammen med faderen. Så i løbet af perioden 1. februar 1916 – 1. februar 1921 bliver virksomheden N. Jepsen ændret til N. Jepsen & Sön.


Fabriksskilte


Andre vogne fra N. Jepsen




Ejendomssalg
I en annonce i Fyens Stiftstidende den 27. november 1925 og under navnet “Olaf Ryesgades Vognmagasin” solgte Jepsen nye jumber og brugte vogne m.m. til langt under pris på grund af ejendomssalg.
Ifølge weblager.dk var ejendommen Olaf Ryesgade 6 fra 1926 ejet af købmand Busch. Så N. Jepsen & Sön må være nedlagt i 1925.
Imidlertid har det ikke været muligt at finde virksomheden oprettet eller nedlagt i den digitale udgave af “Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene”.

Folketælling 1930
Ved folketællingen 1930 for Dalum sogn, Odense var vognfabrikant N. Jepsen død. Enken, Kirsten Jepsen, boede på Skov Allé 15 i Fruens Bøge sammen med sine fire voksne og ugifte børn:
- Viggo Jepsen, der nu var kunsthandler. Vognfabrikationen havde han lagt bag sig.
- Lydia Jepsen, der var bogholder ved Albani Bryggeri
- Christiane Jepsen, der var bogholder ved Laura Hansen & Reinau
- Esther Jepsen, der var assistent ved Odense Amts Vejvæsen. (12)
Dødsfald
Niels Jeppesen (Jepsen) døde som 70-årig den 22. august 1929 og boede da på Skov Allé 15, Fruens Bøge i Dalum sogn. Han blev begravet i Dalum den 28. august 1929. (13) Ifølge dødsattesten døde han af Apoplexia cerebri, apoplexi. (14)
Sønnen Viggo Jepsen døde den 5. januar 1937, 50 år gammel. Da var han ugift, kunsthandler og boede sammen med familien på Skov Allé 15, Fruens Bøge i Dalum sogn. (15) Ifølge dødsregister.dk døde han af hjertelammelse, paralysis cordis.
Niels Jeppesens enke Kirsten Jeppesen, født Madsen, døde den 5. juli 1937 og boede da også på Skov Allé 15 i Fruens Bøge. (16) Ifølge dødsregister.dk døde hun også af hjertelammelse, paresis cordis.
Noter og kilder
- Kontraministerialbog, Gestelev sogn, fødte mænd 1839-1889. opslag 28
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=22062123#456643,81697692 - Kontraministerialbog, Gestelev sogn, døde mænd 1848-1883, opslag 5
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=22062123#456638,81697414 - Kontraministerialbog, Gestelev sogn, viede 1848-1882, opslag 7
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=22062123#456637,81697399 - ddd.da.dk Svendborg, Sallinge, Gestelev, Havrevenget, Gjestelev Sogn, Hedelykke Huset, 120, FT-1870, C2268
- ddd.dda.dk Svendborg, Sallinge, Svanninge, Svanninge Mark, huus, 72, FT-1880, b0237
- Kontraministerialbog, Sankt Hans sogn, Odense, viede 1869-1891, opslag 92
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=22062249#457649,81734975 - Kontraministerialbog, Brylle sogn, fødte kvinder 1850-1873, opslag 32
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=22045330#454712,81435804 - Fyens Stiftstidende, 7. juli 1890, s. 2
- Ordbog over det danske Sprog: Forbundter kalder man den lærling, som efter at have været i lære hos en mester i kortere eller længere tid, afbryder læren og derefter får arbejde hos anden mester.
- Fyens Stiftstidende, 11. januar 1910, s. 2.
- Fyens Stiftstidende, 2. januar 1911, s. 2.
- Salldata.dk. Folketællinger, Odense amt, Odense, Dalum, 1930, opslag 324
http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=101762&side=324&height=731 - Kontraministerialbog, Dalum sogn, døde 1926-1946, opslag 26
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=17137415#178916,30347343 - https://www.dodsregister.dk/InfoPage.aspx?t=eb6f0aa9d8b9443dbf276fcb7f288032
- Kontraministerialbog, Dalum sogn, døde 1926-1946, opslag 75
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=17137415#178916,30347392 - Kontraministerialbog, Dalum sogn, Odense herred, døde 1926-1946, opslag 231
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=17137415#178916,30347548