Bryllupslandaueren fra Kolding på kongelig vognauktion 2007

Om landaueren, der var Koldings gave til brudeparret prins Christian (X) og prinsesse Alexandrine i 1898.

Artikel opdateret 26. august 2023.

Bryllupslandaueren fra Kolding, 1898
Bryllupslandaueren fra Kolding, 1898. Foto: Auktionshuset.

Gennem tiden har heste og hestekøretøjer været yndede emner, når der fx i anledning af fødselsdage, jubilæer og bryllupper skulle findes på officielle gaver til kongehusets medlemmer.

En af de mest kendte af gaverne er vel nok Guldbryllupskareten, som Københavns håndværksmestres skænkede i guldbryllupsgave til kong Christian 9. og dronning Louise i 1892. Et andet eksempel er en russisk landauer, som kejser Nikolaj 2. af Rusland forærede til dronning Louise som 80-års fødselsdagsgave i 1897.

Island er blandt andet kendt for de islandske heste, og landet genoplivede en gammel tradition ved at forære tronfølgerparret to heste som bryllupsgave i 1967.

Bryllupslandaueren fra Kolding

Ved prins Christian (X) og prinsesse Alexandrines bryllup den 26. april 1898 var den officielle gave fra Kolding by også en vogn – en smuk landauer.

Rundt om i landet blev der samlet ind til den folkegave til brudeparret, der resulterede i opførelsen af Marselisborg Slot ved Aarhus. Men på et møde den 6. januar 1898 besluttede Kolding byråd, at byens officielle gave skulle være en landauer fremstillet af lokale håndværkere og opfordrede derfor byens borgere til i stedet at yde bidrag til denne gave.

Den konkrete vogn havde været udstillet på industriudstillingen i Kolding i 1897, hvor den fik sølvmedalje.

Uddrag af beslutningsprotokollen fra Kolding Byråds møde den 6. januar 1898, hvor byrådet beslutter af Koldings gave skal være en landauer og man vil opfordre byens borgere til at yde bidrag til denne gave. Foto: Søren Rasmussen.
Uddrag af beslutningsprotokollen fra Kolding Byråds møde den 6. januar 1898, hvor byrådet beslutter, at Koldings gave skal være en landauer, og at man vil opfordre byens borgere til at yde bidrag til denne gave. Foto: Kolding Stadsarkiv. Tak til Søren Rasmussen.
Kolding byråd beslutter af give en landauer som gave til Prins Christian i 1898. Kolding Folkeblad, 7. januar 1898, s. 2.
Kolding byråd beslutter af give en landauer som gave til Prins Christian i 1898. Kolding Folkeblad, 7. januar 1898, s. 2.
Omtale af landaueren fra Kolding i Roskilde Avis, den 14. januar 1898, s. 2
Omtale af landaueren fra Kolding i Roskilde Avis, den 14. januar 1898, s. 2
Landaueren fra Kolding var udstillet i kommunens gymnastikhus 12.-14. juni 1898. Kolding Folkeblad, 11. juni 1898, s. 3.
Landaueren fra Kolding var udstillet i kommunens gymnastikhus 12.-14. juni 1898. Kolding Folkeblad, 11. juni 1898, s. 3.
Dannebrog (København), 18. juni 1898, s. 2
Dannebrog (København), 18. juni 1898, s. 2.

Beskrivelse af landaueren

Landaueren er en fornemt udstyret vogn af typen bateau, som betyder, at fadingen (vognkassen) er bådformet.

Affjedringen er i form af horisontale trykfjedre. Vognen er sortlakeret og har sort læderkaleche. De forsølvede og rigt dekorerede dørhåndtag er forsynet med krone. Rigsvåben med skjoldholdere med dobbelt krone er påmalet dørene. Indtræk er af blåt klæde. Vognen er forsynet med firkantede lygter.

Som det fremgår af navkapslerne, blev bryllupslandaueren leveret af smedemester Georg Møller i Kolding. Men ifølge avisartikler fra Roskilde Avis i januar 1898 og Kolding Folkeblad i april 1969 blev vognen bygget hos karetmager Johan Gottlob Tusche, der havde værksted i Gråbrødregade i Kolding.

Det var ganske normalt, at en vogn blev fremstillet i et tæt samarbejde mellem forskellige håndværk. Som her tog smeden sig af jernarbejdet og karetmageren lavede hjul, vognkasse mv. I dette tilfælde havde smedemester Møller hovedentreprisen og satte derfor sit navn på vognen.

Johan Gottlob Tusche (1833-1916) indvandrede fra Preussen-Schlesien, Tyskland i 1861 og fik dansk indfødsret 8. januar 1887. Han døde i 1916 83 år gammel. I vejviseren for Kolding 1877 var han anført som G. Tusche.

Smedemester Georg Møller, Kolding
Smedemester Georg Møller, Kolding. Foto: Museet på Koldinghus.
Karetmager Johan Gottlob Tusche, Kolding
Karetmager Johan Gottlob Tusche, Kolding. Foto: Kolding Stadsarkiv.

Aflevering af bryllupslandaueren

Bryllupsgaven fra Kolding, Karethen, blev overbragt i Gaar Eftermiddag Kl. 2. Til den nævnte Tid kom Deputationen til Sorgenfri og blev i Havesalen modtagen af Prins Christian og Prinsesse Alexandrine. Borgmester Schjørring holdt en lille Tale og fremhævede, at blandt de mange Lykønskninger og Gaver, der var modtagne i Anledning af Brylluppet, havde Kolding ønsket at deltage med et Arbejde udført af Haandværkere i Kolding. Prinsen takkede med en Udtalelse om, at han al Tid havde følt Interesse for Kolding, og særlig efter at han forrige Aar havde havt Lejlighed til at aflægge et kort Besøg i Byen. Han bad overbragt Kolding By og enhver af dens Borgere sin og Hustrus forbindtligste Tak for den smukke Hilsen og Gave.

Snart efter foreslog Prinsen, at man alle gik ned for at se paa Vognen. Ved denne stod Smedemester Georg Møller, som nu gjennemgik Vognen helt igjennem og fremdrog dens gode Egenskaber. Jærnarbejdet blev underkastet et nøje Eftersyn, Fjedrene prøvede, Prinsessen var særlig glad ved Lygterne, og Prinseparret var lutter Smil ved Møllers gemytlige Bemærkninger. Til sidst maatte Prinsen paa Anmodning ind og sætte sig i Karethen, for at det kunde ses, om den var høj nok, og hvordan Sædet var, og ogsaa denne Prøve faldt godt ud.

Man gik saa tilbage til Slottet, hvor der i Billardsalen var anrettet en lille Frokost, til hvilken foruden Deputationen ogsaa Georg Møller var indbudt.

Bagefter fik man Lejlighed til at se de øvrige Vogne, og det er uomtvisteligt, at “Koldingvognen” som det blev henstillet, at den fremtidig skulde hedde – i alle Retninger staar langt over disse. Det er den første Vogn, der nogensinde er leveret fra en Provindsby til Hofholdningerne, men den stikker langt de kjøbenhavnske.

Kolding Folkeblad, 21. juni 1898, s. 2.

Bryllupslandaueren eller Koldingvognen blev en vogn, som parret satte pris på og ofte benyttede under deres sommerophold på Marselisborg Slot.

Frem til 1912 var vognen kronprinsens private ejendom. I forbindelse med tronbestigelsen overgik landaueren til Den kgl. Stald-Etat.

Bryllupslandaueren passerer Aarhus Domkirke
I bryllupslandaueren passerer kongeparret Aarhus Domkirke efter modtagelse ved havnen den 3. juli 1924. Foto: Gert Foto, Århus. Aarhus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling.

Vognauktion 2007

Auktionarius i Den kgl. Stald 2007
Auktionsleder Ole Steen Christensen fra Auktionshuset i Hørsholm under auktionen i 2007. Foto: Ole Jespersen.

Det har gennem mange år været tradition i Den kgl. Stald-Etat at sælge overskydende køretøjer og tilbehør på offentlig auktion. Den 24. november 2007 afholdt man således endnu en auktion over et antal hestekøretøjer og forskelligt tilbehør, og på denne auktion blev bryllupslandaueren udbud til salg.

Der var begrundet frygt for, at vognen ville blive solgt til udlandet, for udenlandske vognsamlere havde på forhånd vist interesse for landaueren med den unikke historie.

Vognen er da også ganske interessant historisk set, blandt andet fordi det var den eneste herskabsvogn, der var bygget i provinsen til Kongehuset, men også fordi der er ikke bevaret mange herskabsvogne i samme kvalitet fra provinsens vognbyggere.

Auktionshuset havde vurderet vognen til 100.00-125.000 kr., men buddene stoppede først ved 170.000 kr. ekskl. salær og moms. Lykkeligvis forblev vognen på danske hænder og blev solgt til Rosendal Gods.

Kongeparret i bryllupslandaueren 1924
Kongemodtagelse ved Århus Havn 3. juli 1924. Kong Christian X og dronning Alexandrine kører i bryllupslandaueren. Foto: Århus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling.
Interiør i bryllupslandaueren
Interiør i bryllupslandaueren. Foto: Jørgen Konge.
Interiør i bryllupslandaueren
Interiør i bryllupslandaueren. Foto: Auktionshuset.
Dårhåndtag på bryllupslandaueren fra Kolding
Smukt dørhåndtag på bryllupslandaueren fra Kolding. Foto: Auktionshuset.
Tråd på bryllupslandaueren
Tråd med beskytter på bryllupslandaueren. Foto: Jørgen Konge.

Kilder

Heste og Inventar ved Hans Majestæt Kong Christian X’des Stald-Etat 1947: Landauer nr. 6. Indtræk Blaat klæde. Vaaben med Skjoldholdere. Gummiringe. Bryllupsgave 1898. H.M. Kongens private Ejendom. Tilgaaet 1912.

Hjalmar Friis: Den Kgl. Stald-Etat. Udgivet København 1947: En Landauer er Bryllupsgave fra Kolding 1898 til Kong Christian X og Dronning Alexandrine.

Stadsarkivet i Kolding: Korrespondance med stadsarkivar Birgitte Dedenroth-Schou og arkivar Torben Larsen, oktober-november 2007

Museet på Koldinghus: Korrespondance og telefonsamtaler med museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou, oktober-november 2007.

Opslag i DDD Indvandredatabasen.

Bryllupslandaueren i inventarieregnskab 1947
Optegnelse om bryllupslandaueren i Den kgl. Stald-Etats Inventarieregnskab 1947. Foto Ole Jespersen.

Landauerens vognnumre i Stald-Etaten:
2007 Stald-Etatens vognnummer 14
1947 Stald-Etatens vognnummer 6.