Arthur Mathias Nicolai Abrahams (1836-1905) var en dansk sproglærer, søn af professor i fransk og tysk sprog og litteratur ved Københavns Universitet samt Notarius Publicus, N.C.L. Abrahams.
Arthur Abrahams blev lærer i fransk ved Det Kongelige Teaters elevskole og Efterslægtselskabets Skole, hvor han virkede i over 25 år.
I 1876 udgav Abrahams sin faders Meddelelser af mit Liv, og som ældre mand nedskrev han sine egne erindringer fra hjemmet og Studenterforeningen. I 1895 udgav han på Det Schubotheske Forlag i København Minder fra min Barndom og tidlige Ungdom.
Udsigt fra vinduerne i Bredgade
I sin barndom i slutningen af 1830’erne og 40’erne boede Arthur Abrahams og familien i gården Bredgade 174B, som faderen ejede. Herfra havde den unge Arthur og brødrene god udsigt til gennem vinduerne at betragte gadelivet, som indbefattede Kongehusets forskellige kørsler. Om dem beretter Arthur Abrahams levende:
Arthur Abrahams beretter
Uddrag fra “Minder fra min Barndom og Ungdom”, side 32-35:
“Hoffet, som boede paa Amalienborg, i Forbindelse med dem, der færdedes til og fra de forskjellige her nævnte Bygninger, gav Færdselen i Gaden en Charakter, der er vidt forskjellig fra, hvad man nu kan se i en kjøbenhavnsk Gade.
Naar vi nu laa i Vinduet og kiggede ud paa Gaden, saae vi stadig de kongelige Vogne med deres røde Kudske med de trekantede Hatte, og de landgrevelig-hessiske med de blaa Kudske, der altid kjørte denne Vej fra Amalienborg. Særlig beundrede vi Prinds Frederiks Equipager, fordi hans Kudske havde pudrede Bukkelparykker; men allermest beundrede vi dog et lille Kjøretøj, forspændt med to Heste og med en tredje løbende løst bunden ved Siden af, som Prinds Frederik havde faaet som Foræring af Kejseren af Rusland, og som kjørtes af en statelig Kudsk med langt Skjæg, der naaede ham helt ned til Bæltestedet; han kaldtes i Almindelighed “den russiske Kudsk” og kjørte undertiden ogsaa ellers for Prindsen.
Naar Hoffet kjørte fra Amalienborg, blev der altid kjørt gjennem Frederiksgade og Bredgade til Kongens Nytorv; ved “Geburtsdag”s- og Festforestillinger i det kongelige Theater kjørte Kongen i Guldkareth med fire hvide Heste for. Det var det saakaldte “hvidfødte Stod”, fuldstændig hvide med røde Muler, hvoraf der fandtes otte, som brugtes ved særlig højtidelige Ledigheder som, for Exempel, Kongebegravelser. Seletøjet var rødt med Guldbesætning; foran Vognen gik to Løbere med Blomsterkurve paa Hovedet. Naar de om Aftenen vendte tilbage fra en saadan Festforestilling, bare Løberne Fakler, og saa var i Almindelighed hele Gaden illumineret.
Saa var der Kaneturene om Vinteren, smaa Enspænderkaner med en Dame indeni og en af de fyrstelige Personer eller en Hofkavaler bagpaa som Kudsk. Hestene var prydede med pragtfulde Kanetæpper, klingende Bjælder, Topper og kulørt Hestehaarssveif. Foran hver Kane red en Forrider, som uafladelig knaldede med en lang Pidsk; foran selve Herskabernes Kaner, to Forridere. Nogle enkelte af de ældre Damer ved Hoffet kjørte i Tospænderkaner, som saa kjørtes af en rød Kudsk, der stod bagpaa med en stor Pelshue paa Hovedet. Det hele Optog kjørte altid op til Kongens Nytorv, her kjørtes en Gang rundt om Hesten, hvorefter der kjørtes ud til et af de nærliggende Slotte, hvor der souperedes. Naar Selskabet saa kom hjem om Aftenen, havde Forriderne Fakler eller Lygter, hvilket gav det hele en vis Højtidelighed, og det var for os Børn et Spørgsmaal af den allerstørste Vigtighed at faa Lov til at “blive oppe” og se dem komme tilbage med Fakler.
Et af de vigtigste af Hoffets Optog foregik en Gang hvert Aar, nemlig, naar Kongen i Marts Maaned kjørte til Højesteret for at aabne den. Frederik den Sjette havde ved denne Leilighed baaret Admiralsuniform; men Christian den Ottende lod sig gjøre en særegen Kongedragt, Fløjels Kjole med Knapper med Diamanter i. Omtrent fjorten Dage før denne Højtidelighed foregik der imidlertid noget, som endnu mere end de kongelige Optog vakte Beundring, nemlig, naar Herolderne, som det hed, “red Herredag ind”, det vil sige, oplæste det kongelige Rescript, hvori det kundgjordes, at Kongen den og den Dag vilde aabne Højesteret. Herolderne vare iførte røde Fløjels Kofter med det danske Vaaben broderet i Guld paa Brystet og paa Ryggen. De var til Hest og ledsagedes af en Afdeling af Livgarden til Hest med deres forgyldte Kyradser og af hele Gardens Musikkorps, ridende paa Skimler. I Musikkorpset vakte altid de to Paukeslagere Opmærksomhed. De havde en Pauke hængende paa hver Side af Sadlen, som var smykket med et langt, guldbroderet Silkedraperi, der med sine Fryndser naaede næsten ned til Jorden.
Dette Optog kom nu ridende hen ad Gaden; Garden dannede en Halvkreds udenfor Prinds Ferdinands Palais, som kun laa et Hus fra, hvor vi boede, hvorved vi altsaa havde god Leilighed til at iagttage det hele Optrin fra vore Vinduer; Musikkorpset spillede et Stykke, Herolderne red frem i Midten og oplæste Rescriptet; der blev atter spillet et Stykke, og derpaa red de videre for at gjentage Oplæsningen andre Steder.
Arthur Abrahams fortæller om kongebegravelser
På side 50-51 fortæller Arthur Abrahams om Frederik 6.s og Christian 8. begravelser:
“To Gange i dette Tidsrum havde vi fra vore Vinduer det storartede Skuespil af en Kongebegravelse, nemlig Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes. Det foregik sent om Aftenen, og altsaa var Gaderne, hvorigjennem Toget drog, fuldt illuminerede, dog saaledes, at Lysene ved denne Leilighed stod i de øverste Vinduer.
Garnisonen, Marinen, Studentercorpset, Livjægercorpset og Borgervæbningen stod opstillede en haie fra Amalienborg til Vesterport. Toget aabnedes af en Afdeling af Garden til Hest; alle Vognene vare betrukne med Sort, Kudske og Tjenere havde ombyttet deres forskjelligfarvede Livréer med sorte Livréer med forskjelligfarvede Skulderbaand; Hestenes Seletøjer og Vognenes Lygter vare omvundne med Sort; men det mest imponerende var dog den kongelige Ligvogn, et Uhyre af en Vogn, der rystede og skumplede fra den ene Side til den anden, naturligvis behængt med Fløjelsgardiner med Guldbroderi, og som øverst oppe endte med en stor Krone. Den blev trukken af de otte hvide Heste, der blev førte af Kammerherrer; Ligklædet bares af Generaler, og foran Vognen redes af to Beridere de to mærkelige Heste, “Springeren”, der altid gik i Spring, og “Dandseren”, der dandsede som en Kunstberiderhest. Alt dette oplystes nu af Tjenere med Fakler, hvorved det hele sorte Tog, blandet med de mange glimrende Uniformer, fik et højtideligt og mystisk Udseende.
Saa fulgte efter Kongens Død den almindelige Landesorg, man saae ikke mere røde eller blaa Livréer, alle Folk vare klædte i Sort, og, først da Landesorgen var forbi, fik Gaden sit gamle Udseende igjen.”
Ønsker du at læse hele bogen, så er den digitaliseret og kan downloades fra Det kgl. Bibliotek via dette link.
