Siden 1760’erne havde staten udbygget vejene omkring København af franske ingeniører og fra 1793 til midten af 1800-tallet anlagdes de snorlige hovedlandeveje mellem landsdelene.
De nye statsveje åbnede for personkørsel i hidtil uset omfang – og man fik indført selvbærende vognkasser på elliptiske trykfjedre – i stedet for de gamle undervogne med S eller C-fjedre (coach – karet – berliner).
Nye vogne til postvæsenet
Postvæsnet fik nye vogntyper – den mærkeligste var kugleposten til brevforsendelser. Dagvognen eller postdiligencen havde i begyndelsen en stor kaleche – senere fik den fast tag.
Persontrafikken var ved at udvikle sig mellem landsdelene og man eksperimenterede med dampdrevne vejtog.
Erhvervs- og arbejdsvogne
Efter grundloven af 1849 bredte handel og håndværk sig udenfor købstæderne til landsbyerne og varetransporterne steg tilsvarende. De første erhvervsvogne blev bygget udenfor købstæderne, hvor de gamle hjulmagere fik konkurrence med udflyttede karetmagere.
Nye affjedrede personvogne – stolsvogne – phaetoner og ponyvogne, så dagens lys på gårdene og man så patentakslerne vinde frem. De stive arbejdsvogne fik efterhånden aksler af jern og fælgbeslag – fordi vejenes hårde belægninger med sand og grus sled træfælgene i stykker.
Læs om vognhistorie for perioden 1860-1920 via dette link.
