Ulvejagt var tidligere almindelig i Danmark, og den frygtede ulv blev helt udryddet. I 2018 har ulven tilsyneladende igen slået sig ned i Danmark. Mindst ét ulvepar har fået hvalpe, og miljøministeren undersøger muligheden for at indføre regulering af ulve. Fåreavlere ser deres levebrød truet efter flere eksempler på skambidte og døde dyr, mens Danmarks Naturfredningsforening mener, vi skal lære at leve med ulve i Danmark. I 1897 skrev G. Govertz Jensen en interessant artikel om ulvejagt som sport og som nødvendighed for bl.a. at beskytte rensdyrflokke.
Af. G. Govertz Jensen
Illustreret af Poul Steffensen
(Den oprindelige stavemåde er bevaret)
“I Danmark vare Ulvene udryddede i Slutningen af forrige eller i alt Fald i det første Tiaar af indeværende Aarhundrede, og Mindet om, at Jylland, saa langt ned i Tiden som mellem 1750 og 1770, endnu besad en rigelig Bestand af disse farlige Rovdyr, er paafaldende hurtigt blegnet. Den overfor al Berømmelse noget nedslaaende Lære: “Om hundrede Aar er al Ting glemt” synes herved at faa en ret drastisk Bekræftelse; thi saa længe Ulvenes Tuden lød rundt om Landsbyerne om Natten, og saa længe store, hungrige Flokke ved Vintertid gjorde Vejene gjennem Skov og Hede usikre, er der nogen Grund til at tro, at “Graaben” indtog en yderlig fremskudt Plads i Folkets Bevidthed.
Men denne næsten totale Forglemmelse skriver sig maaske nærmest fra, at Ulvejagten hos os ikke antog lignende romantiske Former, som i visse andre evropæiske Lande. Her skød man dem paa Drivjagter, fangede dem i Ulvegrave, Fælder og Sakse, forgiftede dem og opsøgte Ungerne i Hiet, og hele denne Udryddelseskrig foregik paa en jævn, praktisk Maade, der ikke levnede synderligt Spillerum for Fantasien.
Nu for Tiden ere, foruden Danmark, England og Holland helt befriede for Ulve, og i de fleste vestevropæiske Lande ere de trængte tilbage til afsides liggende Bjærgskove, men i Rusland og Polen findes der fremdeles en god, solid Stamme, saa stærk, at der her kan være Tale om at drive Ulvejagten som regelmæssig sport, og denne gunstige Anledning til at faa sin lidenskabelige Jagtlyst tilfredsstillet lader den russiske Adelsmand ikke gaa fra sig.

Den simpleste Maade til ved Vintertid at faa en lille Ulvejagt sat i scene er bekendt nok, og skal derfor kun kort omtales her.
Naar Kulden er stegen til en 20-30 Grader og Sneen overalt dækker Jorden, sulte Ulvene og begynde derfor at nærme sig menneskelige Boliger for at bortsnappe en omstrejfende Hund eller Kat eller endog for at vove et natligt Indbrud i Svinestier og Faarehuse; men før noget virkeligt Angreb finder Sted, foretage disse forsigtige Dyr flere Recognoseringer, og de efterlade sig nødvendigvis Spor i Sneen.
Saasnart nu disse betegnende Vidnesbyrd om, at Ulvene paatænke en Visit, opdages, faar Herremanden Melding, og ved første lyse Maaneskin sætter han sig i sin Slæde med en Gris i en Pose ved Fødderne og en paalidelig Kusk paa Bukken, og saa gaar Lystturen gennem Landsbyerne, ud over Sletterne. hen langs Skovbrynet og Mosernes Rand, hvor der blot er et tilkørt Spor, medens Grisen en Gang imellem faar et Puf eller Stød, der bringer den til at grynte og skrige.
Den Musik kunne Ulvene ikke modstaa. Først vise de sig ude i Horizon en som dunkle Skygger, der fare hen over Sneen, men snart komme de nærmere, i Reglen bag fra og fra Siderne – og saa er alt godt og vel, hvis Flokken kun tæller en 6-7 Individer. Dem opmuntrer Jægeren ved at bevæge Grisen til at istemme stedse mere fristende Klarinettoner, og naar de endelig ere saa vidt, at de lave sig til at springe løs paa Køretøjet, skyder han én eller to, og der paa flygte de andre.
Men det kan ogsaa hænde, at Flokken er uventet stor, paa en tyve, tredive eller halvhundrede Stykker, og i saa Fald bliver Jægeren selv Genstand for en Jagt paa Liv og Død; thi dels øges Ulvenes Dristighed ved Bevidstheden om deres Tal, dels samles de sjældent i saa store Flokke, med mindre de i Forvejen ere halvt rasende af Hunger. Da gælder det, at Hestene ere udmærkede Løbere og Kusken øvet og koldblodig, saa at han kun lader dem anspænde deres yderste Kraft for at undgaa umiddelbare Anfald, Som oftest mangler han imidlertid ingen af disse Egenskaber, og naar Jægeren forstaar at bruge sin Bøsse, sagtnes lidt efter lidt Angrebenes Voldsomhed, især fordi en hel Del af Ulvene faa travlt med at sønderrive og æde deres saarede og dræbte Kammerater.
Men hvis et eller andet forinden gaar i Stykker paa Slæde eller Seletøj, eller Ulvene dog faa fat paa Hestene, bliver Situationen rigtignok yderlig kritisk. Uden denne Chance vilde Maaneskinsturen vel imidlertid tabe i Charme. I alt Fald driver den russiske Herremand denne Sport con amore, og den har jo ogsaa den Fordel, at den ikke kræver andet Apparat end det, der altid haves til Raadighed paa enhver almindelig Avlsgaard.
Dette gælder derimod ikke om en anden Form for Ulvejagten, som ogsaa er ret gængs i Czarernes udstrakte Rige, nemlig Jagten med Mynder og Støvere, thi de Udgifter, der medgaa til at anskaffe. vedligeholde og føde en Meute af fortrinlige Hunde, overstige en almindelig Landmands Evne. Dermed er det dog ikke sagt, at denne er udelukket fra at deltage i Forceringen; thi den russiske Fyrste eller Bojar holder af at ride ud med et stort Følge; men den mindre bemidlede Landadelsmand kan ikke jage paa denne Vis, naar hans Hu eller Lune tilsiger ham det.

Parforcejagten paa Ulve er en Efteraarsglæde og gaar for sig næsten paa gammel, ridderlig Vis. Paa en klar Septemberdag samles en Skare af Damer og Herrer paa prægtige Jagtheste ved det aftalte Mødested, og derfra drager man i Ro og Mag henimod en eller anden Skovstrækning, hvor en gammel Hunulv med sine voksne Unger ifølge Jagtbetjeningens Melding har fast Standplads. Dog lader det sig ikke gøre at vælge hvilken som helst Skov til denne Sport. Dér hvor man skal jage, maa der foran Skoven være en Slette af nogen Udstrækning, hvor det afgørende Løb kan finde Sted. De andre Sider af Skoven afspærres, hvor en bred Flod ikke gør dette overflødigt, af Klappere eller ved en Linje af smaa Flag paa korte Stænger, de saa kaldte Lapper, en Forhindring som Ulven nødigt bryder, da dens medfødte Mistænksomhed i de vejende Klude skimter en snedig Fælde eller Snare.
Inde i Skoven er det Støvernes og Pikørernes Sag at bringe Ulvene til Opbrud. De stærke, glubske Hunde. der jage i samlet Flok, blive satte paa Sporet, og hvis alt gaar vel, genlyder Skoven snart af Hornsignaler og Meutens vedholdende Halsen.
Ulven springer og løber langt hurtigere end nogen Hund, ene med Undtagelse af Mynden, og den forlader nødigt den skærmende Skov for at begive sig ud paa den aabne, nøgne Slette. Derfor bugter den og søger ved alle mulige Kneb at trætte og vildlede sine Forfølgere, men snart møder den uventet en Pikør, snart skræmmer Hornsignalernes Ekko den paa skjulte Steder, hvor den mente at have fundet Fred. Tilsidst bliver den ked af at lade sig jage rundt og rundt og beslutter at bryde ud over Sletten for i fuld Fart at naa en eller anden velkendt Skovstrækning hinsides denne. Men tæt op til Skovbrynet holde Jægere og Jægerinder paa utaalmodige Heste, hver eller hveranden med et Kobbel ivrige Mynder saaledes i Line, at de med et eneste Ryk ere fri. Med lyttende Øre og anspændte Øjne vente de, og saa snart Ulvene ere gennem Linien, raabe de et klingende Hallo, koble Hundene af og sætte Sporerne i Hestenes Sider.
Dette er Jagtens sidste Fase. Overfor et saa pludseligt Angreb staar Ulvenes udprægede Sammenhold sig ikke. Nu sprede de sig, og enhver haler ud med en Fart saa respektabel, at det skulde synes umuligt for Hest eller Hund at vinde med. Men den russiske Mynde er en enestaaende Løber og hærdet ved stadig Øvelse; paa kort Distance maaler maaske intet firføddet Dyr sig med den. Den flyver gennem Luften i lange elastiske Spring, og nærmere og nærmere kommer den, og saa glimrende er den dresseret, at to Hunde altid følges ad i Opløbet og samtidigt hugge sig fast i Ulvens Hals. Denne søger tænderskærende og knurrende at befri sig, men dette lykkes sjældent, før Jægeren paa sin skummende Hest er over den, og da er dens Saga ude.
I Modsætning til denne Jagt staar en anden Parforcejagt, der foregaar i det nordlige Rusland, i Finland og det nordligste Sverrige; thi denne Jagt er ingen fornøjelig Sport men et Hævntog, der foretages af halvciviliserede Lapper mod de værste Ødelæggere af deres eneste Velstandskilde, de store halvtamme Rensdyrhjorder, som maa fødes paa øde Mosestrækninger og Fjældsletter.
Ulvenes Angreb paa Rensdyrhjorderne foregaa næsten altid ved Vintertid og i Lapmarkskulde, det vil sige, naar det fryser mindst en Snes Grader, og helst naar det tillige stormer og sner. Hjorderne ere nemlig bevogtede Nat og Dag af skilobende Lapper og sikre Hunde, og i Magsvejr lader det sig vanskeligt gøre at komme indenfor den Ring, som disse drage om de græssende Dyr.
I Mulm og Mørke og under fygende snestorm finder Anfaldet altsaa sted, og naar Rensdyrets Dødsskrig naar Laphyrdens Øre, er det i Reglen umuligt at finde Stedet, hvor Offeret forbløder under Ulvens Tand. Men næste Morgen kommer hele den lille Lejr i Bevægelse: thi Hjorden er sprængt og splittet ad til alle Sider, og det gælder nu at faa Samling paa den igen, før den korte Dag er til Ende.
Men ligesaa vigtigt dette er, ligesaa nødvendigt er det at faa Ram paa Røverne, som have voldet al denne Forstyrrelse, og Hjordens Ejer afser gerne et Par af sine bedste Folk til denne Idræt.
Ulvene have i Reglen fjærnet sig i jævnt Trav fra Skuepladsen for deres natlige Bedrift. De ane, at denne ikke vil løbe af uden ubehagelige Følger og søge at vinde Terræn, inden Dagslyset kommer. Paa Tilbagetoget holde de Linje og træde nøjagtigt i hinandens spor, for saa lidt som muligt at sætte deres Kræfter til ved at bane sig Vej i den dybe, løse sne. Naar det forreste Dyr trættes, sakker det agter ud. og den næste i Rækken indtager nu Førerpladsen. Paa den Maade bliver Kraftforbruget lige for hele Flokken.
De skiløbende Lapper følge imidlertid den samme Taktik, de skiftes til at kløve Sneen, og den bageste løber let og uden Anstrengelse i sin Forgængers Skispor. Iøvrigt ere de let paaklædte, føre ingen Levnedsmidler med sig og intet Vaaben med Undtagelse af den spyddannede Skistav.
Paa den Maade gaar Jagten for sig hele Dagen gennem Skove over Moser og brede, tilfrosne Søer, op ad Bjærgskraaninger og gennem dybe Dale, men sjældent lykkes det at matte Ulvene paa en enkelt Dag. Hvis Lapperne altsaa henimod Aften befinde sig paa et aldeles mennesketomt sted, maa de tænde et Baal i skoven og søge at affinde sig med Trætheden og Sulten, som de bedst kan, for senest næste Morgen at begynde Forfølgelsen igen. Men ofte er der flere Laplejre i samme Egn, og i saa Fald søge de den nærmeste for at finde Hvile, Føde og Afløsere. Lapperne ere nemlig aldeles solidariske med Hensyn til Ulveforfølgelsen.
Vi vælge imidlertid det Tilfælde, at de oprindelige Jægere maa hjælpe sig selv. I saa Fald søge de blot Hvile et Par Timer i Ly af Skoven eller en udhængende Klippeskrænt, og begynde ufortrødent Forfølgelsen paany ved Nordlysets og Stjernernes Skin. Men Natten gaar og den følgende Dag kommer, uden at de maaske have set et Glimt af Ulvene, og der er Grændser for selv den flinkeste Skiløbers Kraft og Udholdenhed. Med Følelsen af at Kræfterne svinde, vaagner imidlertid hele Lappens Energi; han véd, at de forhadte Rovdyr foran ere mindst ligesaa trætte som han selv, og han forcerer Farten. Nu, nu endelig ser han Ulvene! De ere endnu et godt Stykke foran, men deres Gang er langsom og slæbende. De vandre opad en Bjærgskraaning og forsvinde bag Kammen. Da Lappen naar denne, udstøder han et Sejrsskrig; thi Ulvene ere ikke komne helt ned til Dalens Bund.
Derpaa følger en rasende, hensynløs Fart paa Skierne ned ad Skraaningen, over Styrtninger, hen mellem Træstammer og midt ind iblandt Ulvene, som forskrækkede have opgivet deres Kølvandslinje og hoppe temmelig hjælpeløse om i Sneen hver for sig. Saa gør Spydet sin Gerning.
Men hvis en Snestorm kommer imellem og udsletter Sporene, eller Føret er saaledes, at Ulvene kunne beholde deres Forspring i 3 à 4 Døgn, saa har Lappen spildt sin Umage.”
Kilde: Danmark illustreret Familiealmanak 1897