I 1895 præsenterede Roskilde Vognfabrik v. Fog & Larsen, Hestetorvet 5 i Roskilde en trehjulet arbejdsvogn, som Johannes Fog den 12. juli 1895 fik eneretsbevilling på. Den 12. juni 1896 blev eneretsbevillingen ombyttet til patent.
Via avisartikler og patentskrivelsen beskrives den trehjulede arbejdsvogn nedenfor.
Trehjulet arbejdsvogn omtalt i aviserne
Patent-Lastvogn
I Anledning af “Danmarks Mejeriforening”s Aarsmøde i Wittmacks Lokaler de sidste to Dage har Roskilde Vognfabrik havt en Mælkevogn af et eiendommeligt, nyt Princip udstillet i den tilstødende Gaard. Da Konstruktionen ikke blot egner sig for Mejeribrug, – en Lastvogn af lignende System anvendes for Tiden paa Hakkemose Teglværk – skulle vi omtale den lidt nærmere.Den løber paa tre Hjul; det forreste, der er ganske lavt, er anbragt midt under Vognen, de to bageste derimod ere af næsten tre Alens Høide [ca. 180 cm]. Det er Karresystemet, saaledes som det anvendes mangfoldige Steder i Udlandet, der er blevet bragt til Anvendelse. Men dens tre Hjul give den større Anvendelighed. Vognstangen generer ikke Hestene ved Stød eller Slag, og Vognen vendes paa en forbavsende lille Plads. Efter Attester fra Teglværket og Andre, der have prøvet Vognen, kunne Hestene for den trække 1½ Gang saa stort Læs som for en almindelig Vogn.
Nærværende Mælkevogn er forøvrigt rigtig godt og let bygget, med en Kran til at hejse Mælkejungerne op paa Fadingen, et Rum under denne til Smør og forskjellige andre Forbedringer, som i den nærmeste Fremtid ville blive prøvede i et Mejeri ved Hedehusene.
Nationaltidende, 20. oktober 1895, s. 2
En Patent-Lastvogn, bygget af Firmaet “Roskilde Vognfabrik” (Fog & Larsen), har i Følge “Aftenbladet” været udstillet ved “Dansk Mejeriforening”s Delegeretmøde i Kjøbenhavn og der vundet megen Anerkjendelse. Ved kun at give Vognen tre Hjul, af hvilke de to ere meget store og saa godt som ene bære Læssets Vægt, er Kraftforbruget ved Trækket formindsket saa meget som muligt.
Ved en Forandring af Kassen kan samme Vogn bruges til Stenvogn, Landbrugsvogn, Varevogn og Mejerivogn. Vognen leveres med Patentaksler for 500 Kr. og i tarveligere Udstyr for 400 Kr.
Aalborg Stiftstidende, 21. oktober 1895, s. 2
Som Supplement til tidligere Referater noteres hermed særskilt “Trehjuls Patent-Lastvogne” fra Roskilde Vognfabrik (Joh. Fog & Larsen). Af de tre Hjul ere de to meget store, og de bære saa godt som ene Læssets Vægt. Herved vil man dels formindske Kraftforbruget ved Trækket, dels hindre de af alle Heste-Eiere saa meget frygtede Slag, som Stangen paa den forhjulede Lastvogn stadig bibringer Hesten i Manken.
Uden iøvrigt at fravige Hovedprincippet i Konstruktionen kan man ved en Forandring af Kassen fremstille trehjulede Vogne, der egne sig fortrinlig til Stenvogne, Landbrugsvogne, Varevogne (baade lukkede og aabne) samt Mejerivogne. De her omhandlede “trehjuls patenterede Lastvogne” have indbragt Roskilde Vognfabriks Ejere ikke faa anerkjendende Skrivelser fra Brugere, Landmænd, Mejerier, Møllere osv.
Nationaltidende, 5. juli 1896, s. 2
Patent 577 vedrørende trehjulet arbejdsvogn
Dansk Patent nr. 577
Beskrivelse med tilhørende tegning bekendtgjort den 22. juni 1896
Vognfabrikant Johannes Fog, Roskilde
Trehjulet arbejdsvogn
Patent udstedt den 12. juni 1896, beskyttet fra den 26. november 1895
Ombytning af eneretsbevilling af 12. juli 1895.
Opfindelsen angår en særlig konstrueret arbejdsvogn, der på tegningen er vist i fig. 1 set fra siden, mens fig. 2, 3 og 4 er detaljer.
Som nyt ved den omhandlende arbejdsvogn kan først anføres, at den er bygget på 3 hjul. Herved opnås, at mens en fastbygget firhjulet arbejdsvogn på meget ujævn vej ofte brækker stærkt, idet et af hjulene måske slet ikke når jorden, bærer den trehjulede vogn, selv på den mest ujævne vej, altid ens. Der opnås også større plads, idet vognen ikke skal være underløbende for 2 hjul, men kun det ene A, som sidder lige under hovedbolten B. Hestene er af disse grunde altid nærmere ved vognen.
Forvognen bæres oppe af flade stålskinner, der er brudte på midten og her er samlede med skruer i stangarmen. Bagvognen danner en kasse K, der er ophængt på midten og vipper om akslen således, at den ene ende går op, når den anden går ned, hvilket letter aflæsningen betydelig. Vangen D er brudt og samlet ved bolten d i hver side, hvorved opnås, at kassen ved den forkrøppede aksel L kan vippe om akseltappen, uden at forvognen påvirkes væsentligt. Ved at vognkassen således vipper på midten over vognakslen, fremkaldes der en mere skrå flade, end når vognkassen vipper ved enden, og aflæsningen bliver således herved lettet.
Patentkrav
Ved arbejdsvogne med tre hjul et forhjul, som er anbragt lodret under hovedbolten, ved hvilken vognkassen holdes til forvognen, samt de leddelte vanger D, der forbinde forvogn med bagvogn og den bageste del af vognkassen, hvorved det bliver muligt, at vognkassen kan vippe om den forkrøppede bagaksel, uden at forvognen væsentligt påvirkes deraf.