Køresporten og den vellykkede ekvipage – artikel af C. G. Wrangel

Hippologisk Tidsskrift bragte i oktober 1896 en ganske interessant artikelserie om køresporten og den vellykkede ekvipage. Det var den navnkundige greve C. G. Wrangel (1839-1908), der skrev til bladet.

C.G. Wrangel
Den kendte hippolog C. G. Wrangel skrev om køresport og den vellykkede ekvipage.

C. G. Wrangel blev født i 1839 i Tyskland, men endte som ganske ung i den svenske hær. 20 år gammel tilhørte han et østrigsk infanteriregiment. Senere rejste han tilbage til Sverige, og slog sig ned som landmand ved Jönköping – dog en noget omkringfarende landmand, idet han rejste dels på studie- dels på indkøbsture for bedre beslåede.

I 1877 grundlagde Wrangel den berømte Allmänna Nordiska Hästskötarskolan ved Klämestorp, hvor man på tremåneders kurser kunne lære hans metoder. Wrangel var en ivrig fortaler for en noget blidere behandling af hesten, end der ellers dengang blev den til del, og han skrev gerne om sine metoder og erfaringer blandt andet i det tidskrift for hestevenner, han udgav.

Wrangel var nok datidens største hippolog og har skrevet morsomt og stadig aktuelt om ride- og kørekunsten, samt om snart sagt alle sider af hesteverdenen. Wrangels Håndbog for Hestevenner udkom på svensk i 1887 og allerede året efter på dansk. Den danske udgave lod Marianne Seidenfaden genoptrykke i 1979. Bogen er forlængst udsolgt, men kan lånes via biblioteket.

En anden af Wrangels berømte udgivelser er Das Luxus-Fuhrwerk, Ein Handbuch für Equipagenbesitzer, der blev udgivet i 1898. Den tysksprogede bog blev genudgivet af Olms Presse i 1986.

Men nu til Wrangels artikel fra Hippologisk Tidsskrift:

Kjøresporten – del 1

En ældre Kjender hævdede engang, at god Mad og god Vin var at betragte som den eneste Nydelse, der ikke med den tiltagende Ander undergaar nogen Svækkelse, men tværtimod stiger. Denne Hædersmand var sikkert ingen Tilhænger af Kjøresporten. Ellers matte han have tilføjet, at noget lignende kan siges om Glæden over en i enhver Henseende vellykket Ekvipage. Med Ridningen er det som bekjendt ikke stort bevendt efter de fyldte 50 Aar. At ride og at hænge paa Ryggen af en Hest er nemlig to grundforskjellige Ting. Kjøresporten derimod kan selv den 80-aarige drive med Passion og Held. Selv om han i fysisk Kraft ikke kan hamle op med en yngre Mand paa Bukken, vil han dog kunne gjøre sit Mesterskab gjældende i alle de mange Enkeltheder, hvoraf Totalbilledet af en Ekvipage er sammensat.

England danner ogsaa her en Undtagelse. Vil Føringen af en Fuldblods- eller Halvblodshest ikke længere rigtig lykkes, saa er dog stadig Ponnyen tilbage. Det maa for den aldrende Sportsmand være en Art Forsagelse, naar han første Gang mageligt traver af Sted med sin lille Hest i Hyde Park; men Udsigten fra Kuskebukken er der dog, og den er dog ikke at foragte.

Dog ligesaa vist som det ikke er givet enhver, hvem Madspørgsmaalet ingen Sorger forvolder, at sammensætte en dadelfri Menu, ligesaa vist behøver man til Sammensætningen af en korrekt Ekvipage mere end en Anvisning paa saa og saa mange Mark. Ja, det er lettere for Penge at vinde Gourmandernes Bifald end de som oftest meget kritisk anlagte Sportsmænds Anerkjendelse. Her i Berlin er der f. Ex. flere Forretninger, som, naar vi ville spendere noget derpaa, kunne servere os en Diner i Hjemmet, paa hvilken end ikke den mest blaserte Kommerceraad kan have noget at indvende. Men man forsøge blot at forlange af en Hestehandler – det skal være selv primus inter pares – at han skal levere en komplet mønsterværdig Ekvipage, Kusk og Tjener medindbefattet. Jeg er bange for, at selv de mest imponerende Checks ikke ville yde nogen Garanti mod de ubehageligste Skuffelser, thi den i alle Henseender vellykkede Ekvipage er et Kunstværk, og til Kunstner maa man være født. Det blotte Kjendskab til Heste, Vogne og Seletøj er ikke nok. Mangler den Vedkommende blot sin Skjønhedssands og Følelsen for Chic, kjender han ikke de uskrevne Love, som Moden og Etiketten har opstillet for Ekvipagevæsenet, saa frembringer han blot selv, med den bedste Vilje og med uforholdsmæssig høje Bekostninger kun en Karrikatur af en elegant “turn-out”.

Dette forklarer, hvorfor man i Berlin, hvor der, Gud være lovet, ikke er nogen Mangel paa Millionærer, saa yderst sjælden faar en Ekvipage at se, der fuldstændig tilfredsstiller Fagmanden. Jeg tænker herved ikke alene paa den Ostehandlers eller Slagtermesters Kjøretøj, der er blevet rig. Den “nouveau riche” Mand plejer jo sjældent at være toneangivende i Smagssager og den finere Levekunst. Desværre mangle de gode Forbilleder ogsaa i saadanne Kredse, hvor Kjøresporten skulde have sin bedste Støtte. Grunden til denne Omstændighed ligger iøvrigt ikke saa fjern. Berlin er en By, i hvilken man saavidt muligt søger at forene det nyttige med det behagelige. Dette egentlige Luxuskjøretøj er her meget sjældnere end Ejernes Rigdom skulde lade formode. For Fabrikherren først og fremmest et Forretnings-Vehikel, det vil sige, et Middel til saa hurtig som muligt at komme fra et Sted til et andet. Den samme Vogn tjener da hans Hustru til Besørgelse af Indkjøb og til den obligate Spaserekjørsel i Thiergarten. Drejer det sig om en elegant Udstyrelse, saa fører Forretnings-Reklamens Idé let til en overdreven Luxus.

Sammensætningen af en saavel korrekt som elegant Ekvipage synes altsaa at være en meget svær Opgave.

Hvad der i Tyskland især er falden mig i Øjnene er den Pragtsyge, der ved herskabelige Ekvipage lægges for Dagen fra Ejernes Side. Tridser og Lidser paa Livréet, overlæsset beslaaet Seletøj, lysende Farver i og paa Vognen kjendetegner de tyske Ekvipager, der skulle være elegante. Fornem Simpelhed hører til de sjældneste Undtagelser. Det synes mig her ikke overflødigt at henlede Opmærksomheden paa Forskjellen mellem Gade- og Selskabstoiletter. Den fornemme Dame klæder sig for at gaa paa Gaden saa simpelt som muligt, og dog ser enhver ved første Øjekast, at hun staar utallige Trin over den Theaterprinsesse, som, hyllet i Skrigende Farvepragt, paatrængende stikker af mod Mængden. Men gjælder det om at udfolde ægte, kunstnerisk Pragt, da er hun sikkert “la grande dame”, som strax fængsler alles Blikke paa sig. Lige saadan forholder det sig med Ekvipagerne. Almindeligvis lade de sig ligne med den elegante Dames Spadseretoilette, men ved overordentlige Lejligheder straaler de ved deres Galas solide Pragt.

Man skulde tro, at det maatte være saa meget desto lettere at følge denne Regel, som det er en meget kilden Opgave ved Pragt at forene Kunstsans med Etikettens og Fagets Fordringer. Man skulde til Ex. blot forsøge at sammensætte en i Stilen korrekt Ekvipage á la Daumont eller en til festlig Kjørsel passende Galavogn. Selv blandt Fagmænd kan ikke mange fuldende det. Alt skal passe og ingen nok saa ringe Del maa bryde den befalede harmoniske Virkning af Totalbilledet. Hvor svært dette er at opnaa, kan man iagttage paa Ekvipagerne, som deltage i de nu saa moderne Corsokjørsler. Særlig i Tyskland maa Kritikere ved saadanne Lejligheder røgte deres Hverv med Mildhed. Reglen er, at kun Hoffets Ekvipager, nogle “Coaches” og let talte “Viktorias” have Mønstret. Alt, hvad der ellers vover sig ud i Dagslyset virker som et i en Halvtreds-Øresbutik kjøbt Talmismykke ved siden af et Arbejde, stammende fra en Kunstners Værksted.

Ved saadanne Lejligheder kan man lægge Mærke til, at man ikke uvægerligt holder fast ved Vognens Begreb, men ophæver dens Karakter ved heterogen Pynt. En Ekvipage kan aldrig blive en Blomsterkurv, og en kjørende Buket er og bliver en Uting. Ved en saadan usædvanlig Udsmykning drejer det sig, som ved enhver smagfuld Dekoration, om en ornamental Fremhævning af Linjerne, som ikk nødvendigvis afbryder eller udvisker det faste Legemes Dele.

Af disse Grunde anbefaler det sig ved Ekvipagevæsenet hellere at stræbe efter en smagfuld Simpelhed end en smagfuld Pragt. Ikke desto mindre anser jeg det for bydende ogsaa her, omend flygtig, at beskæftige mig med det sidste, thi for det første gives der i det menneskelige Liv Lejligheder, hvor Udfoldelse af Pragt er uundgaaelig og for det andet kan det ikke være behageligt for nogen Ekvipageejer, naar man ved Synet af hans Galakjøretøj kommer til at tænke paa, hvor uhyggelig nær det ophøjede ligger paa det latterlige.

Kjøresporten – del 2

Hvad nu den til Galabrug anvendelige Vogn angaar, er det indlysende, at denne maa udmærke sig ved en gedigen Pragt. Coupéer og Landauere høre, hvor elegante de saa end monne være, altsaa absolut ikke ind under denne Afdeling; til Galafordringerne svare kun den paa C-fjedre hvilende Glasvogn, saavelsom de ligeledes med C-fjedre forsynede Chariots og Barouches. Hestene maa have et Maal af mindst 11 Kvarter og skulle saavel besidde den imponerende Form som den noble Holdning og den “steppende” ensartede Gang, som de ægte Karossiers besidde. Til højeste Gala anvendes fornemlig mørkebruge, sorte og Skimler. Disse Paradehestes Haler maa ikke være studsede. Galaseletøjet er selvfølgelig rigere beslaaet og sværere end det til almindelig Brug.

Engelske. Compter, temmelig kort Optøjle, Kandare med bøjede Underbomme, Skyklapper med Metalkanter, Rosetter eller Kvaster paa Hovedtøjet, smaa gallonerede Dækkener under Vandkappen og Hintertøjet er obligatorisk. Tjenernes Livré bestaar i Pudderparyk, guldtresset Hat, galoneret Livkjole med rundskårne Skjøder og Fangsnore, lang galloneret Vest, Knæbenklæder of Fløjl eller Plysch, Silkestrømper og Ankelsko af Laklæder.

Til mindre Gala er den firespændige Forspænding á la Daumont meget gouteret. Man maa dog huske paa, at “outriders” maa være smaa, lette Folk, der grundig have lært det saakaldte engelske Trav. Hvad deres Paaklædning angaar er at bemærke, at den bestaar af en tredsebesat Fløjels-Jockeyhus, pudret Paryk, rigt galloneret Fløjelsjakke, stramtsiddende hvide Læderbukser, Kravestøvler og Spændesporer.

Den tospændige à la demi Daumontekvipage hører vel ikke mere ind under Galakjøretøjerne, men den egner sig ligesom den solide Coach, den moderne Victoria, Kutschier-Phaëtonen og de fikse Syv- eller Femspand fortræffelig til Corsokjørsel. Dette kan imidlertid ikke siges om Dogcarten. Enspændervognen er nemlig stedse og under alle Omstændigheder “Negligé” og lige saa vel som det kvindelige Negligé kun kan gjælde for elegant paa rette Tid og rette Sted, maa det betegnes som et slemt Brud på Kjøreetikettens Love, naar en Dame ved Corsokjørselen viser sig i en enspændig Dogcart. Ved saadanne Lejligheder opnaar Dogcarten kun med Tandemforspand Krav paa Betegnelsen Chic. Man forsøge altsaa ikke at give denne Art Vogne en Karakter, der staar i skarp Modstrid med deres Bestemmelse. Dogcarten, der med Rette af den elegante Verden bliver foretrukket til Kjørsel paa velholdte Park- og Landeveje, minder i Storstadens Gader og ved Kjørsel med festlig Præg om en landlig Skjønhed, der ved en Fejltagelse er kommet ind i Kredsen af High-lifets blaablodige kvindelige Repræsentanter.

De eleganteste som og de extravaganteste Ekvipager ser man nu om Stunder i New York, Boston og Chikago. Det kommer af, at der dér gives saa talrige Olie-, Fedt-, og andre lignende “Konger”, som, hovedsagelig for at være deres Fruer til Pas gjøre sig al mulig Umage for at præstere det mest opsigtsvækkende paa Luxusens Omraade. “Fremfor alt dyrere og smukkere end i London, Wien og Paris”, hedder det i disse Kredse, saa snart noget skal anskaffes for Husets Damer. Naturligvis kommer det også Kjøresporten til gode. Det skulde derfor heller ikke undre mig, om vi i Fremtiden kom til at hente vores Ekvipagemoder fra New York, dette New York, som endnu for 10 Aar siden ikke kunde opvise et eneste virkelig elegant, ikke til Kategorien “Buggies” henhørende Kjøretøj.

Karakteristisk for den nyeste Ekvipagemode er dens Tendens til at vende tilbage til Empirestilen. Alle fashionable Vogne, som i det Herrens Aar 1895 ere gaaede ud fra finere Værksteder erindre i deres Bygningsform og deres Udstyrelse om Smagen under det første Kejserdømme. Meget efterspurgt er saaledes for Tiden den dybe, lange og lave Victoria “genre Joséphine”. Høje Hjul, bugede Kasser, store Døre, give denne Skabning af den moderne Vognfabrikation et højst ejendommeligt Præg. Det gjælder ikke alene om Dollarsernes Land, men ogsaa paa denne Side af det store Hav. Thi Originalitet gjælder som et Privilegium for “the upper ten thausend”, hvorimod Skjønhed under visse Omstændigheder kan være en meget billig, det vil sige ordinær Ting.

Coupé Hippologisk Tidsskrift 1896
Coupé fra Wrangels artikel i Hippologisk Tidsskrift 1896.

Brougham’en, ogsaa kaldet Coupéen, er naturligvis ogsaa kommet under den nye Modes indflydelse. Den har en dybt hængende Kasse, og saa smaa Vinduer, at den Forbigaaende ikke kan faa noget Indblik i Vognens Indre. Og dog bliver dette stadig beklædt med kostbare Stoffer, ligesom overhovedet en uhørt Luxus i elegante Vognes Garnering er et Kjendemærke paa den nye Mode. Saaledes kjører den ogsaa i Evropa bekjendte Miss Pullmann i Victoria, hvis Garnering bestaar af Sølvbrokade. De, som ikke kunne eller ville bekoste dette, tage sort Atlask, hvis ikke purpurrødt bedre anstaar dem. Men stedse maa de kjørendes Toilette lige indtil Handskerne passe til Vognens Udstyr. Til Kassens og Hjulenes Lakering vælges helst dunke Farver. Endvidere virke mange Blomster, nøje valgt med Hensyn til Farverne, og anbragte paa Vognens Bagsæde, med til at fuldstændiggjøre Billedet af en Vogn, der tilfredsstiller alle Fashions Fordringer. Mange af de Victoriaer, der rulle hen over Paris’ eller New Yorks Boulevarder, ligne Blomsterbede, der ere satte paa Hjul. Den, der ønsker at gjøre endnu mere, forsyner Fordækket paa sin Victoria med sit Monogram, udført i Sølv eller Guld.

Franskmændene sige om sig selv, at de ere besatte af “la rage des gallons” og ingen vil kunne bestride, at denne Udtalelse hviler paa Selverkjendelse. Og dog ser man mærkelig nok i Paris meget færre tredsebesatte Hatte og lidsesmykkede Livrékjoler end her i Tyskland. Denne paafaldende Kjendsgjærning træder os endogsaa i Møde i Litteraturen. En ærlig tysk Romanforfatter vil ikke undlade ved Skildringen af en elegant Ekvipage eller et fornemt Hus at lade “en rigt galloneret Tjener” komme frem paa Scenen. Det hører til Inventaret i den Art Skildringer ligesom det vajende Slør og den bølgende Ridekjole hos den, helst paa en Fuldblodshingst (!), afsted galloperende Amazone, der bereder Romanens Helt saa megen Hjærtekvide.

Naa, heldigvis ser det hos os i Tyskland ikke mere slet saa antediluviansk ud i den virkelig fornemme Verden, Smagfuld Simpelhed er her blevet almindelig Regel med Hensyn til Tjenerskabets Paaklædning. Tredser paa Hatten, Fangsnore og Lidser paa brogede Livrékjoler, Knæbenklæder, Gamascher eller Silkestrømper og Spændesko, hører kun, som allerede omtalt, til Galalivréet. Men i landlige og smaaborgerlige Kredse synes dog den Anskuelse stadig at være fremherskende, at Tredsehat og broget Livré er ligesaa uundværlig for Kudsken som den traditionelle hvide Dragt for Kokken. For sparer derfor Landjunkeren paa Vognen, paa Hestene og paa Seletøjet det, som han gjærne anvender paa et saa maget som muligt iøjefaldende Livré til sin Kusk. Den brede Tredse om Hatten, de blanke Vaabenknapper paa den lyseblaa, grønne eller brune Frakke, den højrøde Vest, Læderbukserne og Kuskens Kappestøvler skulle dog gjøre det klart for enhver, at det ikke er en Forpagtervogn, men en herskabelig Ekvipage, der ruller forbi. Desuden giver den brave Johans Schnurbart til Kjende, at han har tjent ved Kavalleriet og saaledes maa have faaet en grundig Uddannelse i alt, hvad der hører til en Kudsks Bestilling. Intet Under derfor, at vor Landjunker mener med Rette at kunne gjøre Fordring paa enhver Fagmands Anerkjendelse.

Det har ofte gjort mig ondt ved kritiske Betragtninger at maatte forvandle saadanne Illusioner til bange Tvivl. Jeg har da altid tænkt paa Digterens Ord:
“Ein Wahn, der mich beglückt,
ist eine Warheit werth, die mich zu Boden drückt!”

Men et andet Sted hedder det: “Det er umuligt at bære Sandhedens Fakkel igjennem Trængselen uden at svide Skægget paa en eller anden.” – Naar jeg ved Skildringen af det moderne Ekvipagevæsen har villet give Sandheden Æren har jeg ikke kunnet undgaa at fremsætte mangt, som ikke passer i Johans eller hans Herres Kram. Det skal dog ikke smærte mig, naar blot det kunde lykkes mig at afvinde Læserne nogen Interesse for Ophjælpningen af den saa lavtstaaende tyske Kjøresport.

Skriv en kommentar