OBS. Artiklen har nogle år på bagen og er derfor ikke nødvendigvis ajour med behandlingsmetoder.
Klannere (latin: Dermestidae) er en familie bestående af omkring 850 billearter, der er udbredt over hele verden. Kun cirka 25 arter af klanner lever i Danmark, men her findes lejlighedsvis flere, da arterne spredes med forskellige udenlandske varer.
Klannere er gennemgående små og ret kompakte biller. De er 1-12 mm lange og oftest tæt behårede, men sjældnere kan klannerne have skælklædt krop. Hos flere arter danner behåringen karakteristiske farvemønstre. Følehornene er oftest ret korte og næsten altid kølleformede. Larverne er brunlige, ofte med lysere eller mørkere tegninger. Nogle er slanke og tenformede, mens andre er korte og buttede med lange udstående hårduske.
I naturen finder man oftest klannere i ådsler eller i hule træer med fuglereder og gamle edderkoppespind, hvor klannerlarverne ernærer sig af tørre dyriske rester inklusive pelsværk og fjer. Hos nogle klannerarter søger de voksne biller til blomster, hvor de spiser nektar.
I naturen finder man oftest klannere i ådsler eller i hule træer med fuglereder og gamle edderkoppespind, hvor klannerlarverne ernærer sig af tørre dyriske rester inklusive pelsværk og fjer. Hos nogle klannerarter søger de voksne biller til blomster, hvor de spiser nektar.
I Danmark findes flere arter fortrinsvis indendørs, hvor blandt andre pelsklannere og tæppebiller kan gøre skade på pelsværk, fjer eller polstermaterialer. Andre arter, for eksempel flæskeklanneren, kan undertiden også forgribe sig på fødevarer.
Flæskeklanner
Den voksne flæskeklanner (Dermestes lardarius) er 7-9 mm lang og gennemgående sortbrun, men med et lysebrunt takket bånd tværs over dækvingernes forreste halvdel. Dette lyse tværbånd har sorte pletter. Larverne er 10-15 mm lange og mørkebrune med lysere underside. Larverne er tydeligt leddelte med lange børster strittende ud fra alle led. På det bageste synlige led har larverne to mørke hornlignende kroge.
Flæskeklanneren lægger sine æg i kadavere, ligesom spyfluen, men klannerlarverne kan i modsætning til fluelarverne også udnytte de tørre dele som brusk, indtørrede kødrester og huder.
Flæskeklannerens spiseseddel er righoldig. Foruden i ådsler trives de godt i for eksempel røget eller saltet kød, fiskemel, hundekiks eller tørfoder til hunde, katte eller heste. Flæskeklanneren optræder også i pels, skind og læder, især hvis det er ældre, snavset og dårligt garvet.
Under de mest gunstige betingelser tager larveudviklingen cirka en måned. De fuldvoksne larver opsøger et beskyttet sted, hvor de kan forpuppe sig, men finder de ikke et passende, naturligt hulrum til forpupningen, kan larverne eksempelvis gnave sig ind i træværk, pap eller isoleringsmateriale. Herved kan de forårsage yderligere skade.
På uopvarmede steder som lofter, lader eller vognporte overvintrer de som voksne biller, og man ser dem så først det følgende forår, når de bliver aktive igen. De voksne biller er livlige og flyver godt, og de kan på den måde hurtigt sprede sig fra sted til sted.
Finder man flæskeklannere, kan de have udviklet sig i madvarer eller dyrefoder, men i de fleste tilfælde stammer de fra en død mus under gulvet eller i en vogn, døde fugle på loftet eller lignende arnesteder.
For at undgå, at flæskeklannere optræder i stort antal, er det en god ide at opbevare foderemner i beholdere med tætsluttende låg. Så vidt det er muligt fjernes døde dyr og fuglereder hurtigt fra bygningen. En enkelt bille i ny og næ kræver ingen særlige forholdsregler, da dyrene er almindelige og kan komme flyvende ind gennem åbentstående døre og vinduer. Men optræder billerne i stort antal, eller opdager man larver, bør man finde ud af, hvor de kommer fra og rengøre dette sted. Eventuelt kan man behandle omgivelserne med et sprøjtemiddel eller insektpudder, der er beregnet til formålet.
Man må være forberedt på, at der trods disse foranstaltninger stadig i nogen tid kan dukke biller op andre steder i huset. Enkelte individer kan have fjernet sig så meget fra det sted, der behandles, at de ikke kommer i kontakt med bekæmpelsesmidlet.
Alle stadier af flæskeklanneren er også følsomme over for fryse- eller varmebehandling, som med succes kan anvendes mod klannere i hestekøretøjer.
Brun pelsklanner
Den brune pelsklanner (Attagenus smirnovi) stammer oprindelig fra Afrika, og i Europa dukkede den op for første gang i 1961, hvor E.S. Smirnov fandt et eksemplar i Moskva (heraf artsnavnet smirnovi). I Danmark så man den første brune pelsklanner i 1963 i Herlev, men siden har den spredt sig til hele landet og er blevet almindelig i mange hjem.
Den voksne bille er 4-5 mm lang med brune dækvinger, som ligger hen over bagkroppen. Hovedet og forkroppen er sort eller mørkebrunt.
Larverne er 7-8 mm lange og gyldenbrune. Hvert led er behåret, og larven har en penselformet hårdusk på bagkroppens spids.
Pelsklannere gnaver i tekstiler og skind og kan ødelægge eksempelvis interiører i hestekøretøjer, fodposer af pels, gamle kuskekapper eller uldne tæpper. Det er larverne, der gør skade, for de voksne biller fouragerer i naturen på blomstrende planter, hvor de æder pollen og nektar.
Arten hører oprindelig hjemme i tropiske områder og trives bedst ved en temperatur på omkring 24 grader. På vore breddegrader kan den derfor udelukkende formere sig indendørs i opvarmede lokaler.
Hunnerne lægger cirka 50 æg, og ved stuetemperatur varer udviklingen fra æg gennem larvestadierne til voksent individ et halvt års tid. De voksne biller og larver kan træffes på alle årstider.
De voksne biller er aktive dyr, som flyver udmærket, og man finder dem ofte i vindueskarmene, hvor de søger mod lyset. På varme sommerdage kan billerne uden tvivl flyve fra én bygning til en anden, men i øvrigt sker spredningen fortrinsvis ved, at biller eller larver transporteres fra sted til sted med genstande.
I en beboelsesejendom vil de også kunne bevæge sig fra en lejlighed til en anden via rørgennemføringer eller gennem sprækker.
Det er praktisk umuligt at forebygge forekomsten af brun pelsklanner, men hyppig og grundig rengøring med en støvsuger kan holde antallet nede og reducere risikoen for skade på genstande. Det er en god idé at flytte løse tæpper, hynder, kurve og lignende jævnligt og støvsuge under dem. Sådanne steder vil larverne ofte opholde sig, fordi der er fred og ro i lang tid ad gangen.
I de fleste tilfælde er der ikke grund til at foretage drastiske bekæmpelsesforanstaltninger, for grundig og hyppig rengøring med en støvsuger i alle revner og sprækker vil i de fleste tilfælde være tilstrækkelig.
Eventuelt kan rengøringen suppleres med et sprøjtemiddel eller insektpudder, der er beregnet til brug mod krybende og kravlende insekter. Det kan dog være vanskeligt at opnå en tilstrækkelig effektiv bekæmpelse, hvis de brune pelsklannere har slået sig ned i fast polstring. Her er fryse- eller varmebehandling en effektiv mulighed.
Amerikansk klanner
Den amerikanske klanner (Reesa vespulae) stammer oprindelig fra Nordamerika. I 1960’erne begyndte arten at dukke op rundt omkring i Europa, og den er nu også almindelig her i landet.
Den voksne bille er 2-5 mm lang og minder i udseende meget om den brune pelsklanner. Hoved og bryst er sort, mens kroppen er brun med en lys tegning på den forreste del.
Larverne bliver op til 6 mm lange. De er hårede og brune med gullig underside. På hvert kropsled er der foruden nogle grove børster et tværbånd af tynde hår, som ligger ind over rygsiden. På de sidste bagkropsled er der så mange af disse hår, at de danner mørke puder. Bagkropsspidsen har desuden en lang pensel af gyldne hår.
Formeringen foregår uden befrugtning gennem parthenogenetiske (jomfrufødende) hunner, der lægger ubefrugtede æg, som udvikler sig til larver. Hanner er aldrig fundet. Ved almindelig stuetemperatur klækker æggene efter et par uger.
Larverne er normalt ét år eller mere om at blive voksne, og de kan leve i månedsvis uden vand eller føde. De voksne biller kan flyve, og man finder dem af og til i vindueskarme, fordi de søger mod lyset.
Den amerikanske klanner er frygtet som skadedyr, da den kan gå i alle animalske og vegetabilske materialer. Normalt vil grundig støvsugning af dyrenes tilholdssteder ofte være tilstrækkelig bekæmpelse.
Findes biller og larver i et stort antal, kan man eventuelt behandle revner og sprækker med et sprøjtemiddel eller insektpudder, der er beregnet til brug mod krybende og kravlende insekter.
Har man problemer med angreb i svært tilgængelige områder som fast polstring eller i mellemrummet mellem inder- og yderkaleche på et køretøj, vil frysning eller varmebehandling også her være effektivt.
Tæppebiller
I Danmark findes flere arter af tæppebiller, der fortrinsvis indendørs kan gøre skade på pelsværk, tæpper, tekstiler mv. Tæppebiller er en samlebetegnelse for flere arter af slægten Anthrenus, og de hører til klannernes familie (Dermestidae).
Tæppebiller ligner nærmest små mariehøns, men har dog ikke den blanke, lakskinnende overflade. Derimod har tæppebiller en mat tegning, som skyldes mange små, sorte og rødgullige skæl.
Blandt arterne i Danmark er pelsklanner (Attagenus pellio), museumsklanner (Anthrenus museorum) og tæppeklanner (Anthrenus verbasci).
De op til 5 mm lange larver er gulbrune og beklædt med brunlige hår. I bagenden har de nogle karakteristiske duske af såkaldte spydhår. Føler larverne sig truede, vil de indtage en skræmmestilling med spydhårene rejst.
De voksne biller ser man især om foråret og i sensommeren. I det fri kan billerne findes på forskellige blomstrende planter, hvor de spiser nektar og pollen.
Larverne lever stort set af samme slags føde som klædemøllarver, og æggene lægges normalt i fugle- eller musereder eller andre dyreboer, som indeholder fjer, dun og lignende. Larverne kan dog også leve af døde insekter, noget som gør dem frygtede af insektsamlere, og en af arterne kaldes ligefrem museumsklanneren. De kan desuden leve i ådsler.
Billerne kan flyve og dermed komme ind ad åbne vinduer, og æggene kan undertiden lægges direkte på tekstiler. Tæppebillelarver er ikke i så høj grad som klædemøllarver stedbundne. De vandrer omkring og gnaver derfor sjældent store huller, men mange små og spredte.
Ofte ser man hverken levende biller eller larver, men finder de tomme, brune larvehuder eller opdager, at der er huller i uldne tekstiler. Udviklingstiden fra æg til voksen bille er som regel et år eller mere. Har man ikke set møl i sit hjem, vil skader på uldne tekstiler højst sandsynligt være forårsaget af tæppebiller.
Tæppebillerne er almindelige dyr, så en enkelt i ny og næ vil man kunne finde i ethvert hjem, uden at man behøver at foretage sig noget. Optræder de i større mængder, eller får man huller i de uldne tekstiler, bør man nok prøve at finde ud af, hvor de kommer fra.
Arnestedet vil ofte vise sig at være spurvereder under taget, da gråspurve samler en mængde redemateriale, som er god mad for tæppebillelarverne. I et sådant tilfælde kan man fjerne rederne og pudre deres omgivelser med et insektpudder, der er godkendt til brug mod krybende og kravlende insekter.
Af andre almindelige arnesteder kan nævnes filtunderlag, rørisoleringer af filt, glemte uldvarer f.eks. i pudsekasser, “nullermænd” på utilgængelige steder eller måske blot en samling døde insekter eller en død mus i et hjørne på loftet.
Oftest kan situationen bringes under kontrol ved en grundig rengøring med støvsuger eller tæppebanker som fornemste våben. Uldtøjet kan enten vaskes eller lægges i fryseren i 2-3 døgn. Det vil dræbe eventuelle larver og æg.
Indtil man er sikker på at være sluppet af med tæppebillerne, er det en god ide at opbevare sit uldtøj i tætte poser af plastic eller papir. Revner og sprækker i skabe, skuffer, gulv og loft kan efter grundig støvsugning behandles med et spray- eller sprøjtemiddel godkendt til brug mod krybende og kravlende insekter.
Drejer det sig om angreb på store tæpper, vil grundig støvsugning i reglen være tilstrækkelig. Hvis angrebet er meget kraftigt, kan man eventuelt benytte et af de anerkendte flydende mølmidler indeholdende permethrin. De kan anvendes på tæpperne, langs panelerne og i revner og sprækker i gulvet.
Tæppebillerne er som nævnt ikke specielt stedbundne og kan derfor være svære at bekæmpe fuldstændig. De lever naturligt i Danmark, og der er derfor altid mulighed for, at de kan komme ind i boligen.
Den eneste sikre metode til at undgå angreb af tæppebiller i uldtøjet er derfor at pakke det ned i tætte plastic- eller papirsposer. Det gælder især det uldtøj, man ikke bruger jævnligt, f.eks. vintertøjet.
Læs også om møl i hestevogne via dette link
