I 1881 skrev André Lütken i Opfindelsernes Bog, om fremstilling af en vogn. Han tog udgangspunkt i fremstilling af en kalechevogn eller anden finere vogn. Denne beskrivelse er her gengivet i den oprindelige ordlyd, dog har redaktøren indsat mellemrubrikker for at øge læsevenligheden:
“Tilvirkningen af en Kaleschevogn eller andet lignende Kjøretøj udkræver Samarbejde af en Mængde forskjellige Industrigrene; der medvirker saaledes, foruden den egentlige Vognmager, baade Saddelmager, Laasesmed, Gjørtler, Drejer, Glarmester, Possementmager, Maler og Lakerer, ofte ogsaa Forgylder og Billedskjærer. I de fleste større Stæder findes der nu Fabrikker, hvor alle de forskjellige Værksteder ere forenede, og hvor saaledes alt, eller dog det meste, gjøres færdigt i en og samme Anstalt. I London findes der en hel Gade af Fabrikker for Tilvirkning af Vogne og Artikler, der benyttes hertil.
Tegning og skabeloner
Ved Forfærdigelsen af en Kaleschevogn, lige som ved Bygningen af et Skib eller et Hus, er det første Arbejde, der maa udføres, at udkaste en Tegning i naturlig Størrelse. Til en Vogn af dette Slags stilles der Fordringer om Bekvemmelighed, Elegance og Smag lige saa vel som til en Bolig. Det er kun sjeldent at en saadan Luxusvogn i sin Bygning fremviser rette Linier eller Vinkler; krumme Linier af mange forskjellige Slags ere overvejende, og for saadanne kan der ikke angives Maal i Fod og Tommer; Tegningens Former maa overføres umiddelbart.
De Modeller, der anvendes hertil, bestaa af tynde Træflader, der lægges paa Tegningen og udskjæres efter denne. I disse Modeller have Arbejderne nu Mønstre, hvorefter de udarbejde de tilsigtede Former ved Anvendelse af Sav, Høvl o.s.v. Dette gjælder saa vel den egentlige Vogn som de Dele af dens Undervogn, der ere forfærdigede af Træ.
Vognkassen
Den egentlige Vognmager, den, der forfærdiger selve Vognkassen, maa være særdeles dygtig i sit Fag, naar det endelige Resultat skal være tilfredsstillende; det er ham, der udfører Sveller og Fyldninger. Han er egentlig den Kunstner, hvis Dygtighed er ejendommelig for Vognmageriet. Med samme Værktøjer som Kunstsnedkeren og bestandigt raadspørgende sine Mønstre former han Vognkassens mangfoldige forskjellige Bestanddele; den endelige Sammenføjning af dem er forbunden med særlige Vanskeligheder, da de bøjede Stykker oftest ikke støde sammen under rette Vinkler.
Ved Tilvirkningen af en Luxusvogn forekommer derfor ogsaa næsten alle Slags Sammenføjninger, ved Søm, Skruer og Lim. Fyldningerne formes dels ved Høvling, dels ved Bøjning under Anvendelse af Varme og Vand. Naar et tyndt Brædt fugtes paa den ene Side og ophedes fra den anden, antager det hurtigt en buet form, saaledes at den fugtede Side bliver den konvexe. Ved indspænding kan denne Form bringes til at holde sig.
Hjulene
Medens Vognkassen gaar sin Fuldendelse imøde, sørger den egentlige Vognmager og Smeden for Vognens Understilling. Hertil høre ogsaa Hjulene. En Luxusvogns Hjul er et Arbejde, hvori Lethed og Styrke maa findes forenede. Det er sammensat af Nav, Eger og Fælge; der anvendes Drejebænk, Bor, Høvle m.m. til dets Tilvirkning. Indhugningen af Hullerne til Egerne i Navet er et vanskeligt Stykke Arbejde, der udkræver Dygtighed og et skarpt Øje, navnlig paa Grund af en ejendommelig skraa Stilling, hvori Egerne komme til at staa i Navet.
Den faste Forbindelse af de mange Dele til et samlet Hele tilvejebringes først ved den Jernskinne, Hjulring, der lægges om Hjulfælgen. Smeden forfærdiger den af en saadan Diameter, at den under almindelige Forhold ikke vilde kunne tvinges paa Hjulet; for at dette skal blive muligt, lægges hjulet med den fordybede Side nedad paa et fast Underlag; Jernskinnen ophedes nu, og i denne Tilstand, hvori den er videre end i kold Tilstand, lægges den hurtigt om Hjulet og drives paa med Hammerslag. Efterhaanden som Jernet afkøles, bliver Skinnen mere trang og omslutter derved Hjulet saa meget desto fastere. Denne Fasthed forøges yderligere ved at Antal Jernbolte, der fra Ydersiden hugges tværs gjennem Skinne og Fælge og skrues fast paa Indersiden.
Tidligere brugte man stedse at sammensætte Hjulfælgen af flere Stykker; i den seneste Tid har man begyndt at forfærdige den af et eneste Stykke dampkogt Træ, der er bøjet ved Anvendelse af stærk mekanisk Kraft.
Undervognen
De Indretninger, der anbringes under selve Vognkassen, og som skulle tjene til at forene For- og Bagvognen samt til at bære Kuskebukken m.m. ere af mange forskjellig Slags, og vi kunne derfor ikke her indlade os paa en nærmere Beskrivelse af dem. Dels kunne nemlig Konstruktionsmaaderne i og for sig være væsentlig forskjellige, dels kommer det her naturligvis meget an paa, om den paagjældende Vogn er en Kareth, en Faeton o.s.v., lige som ogsaa om visse Dele ere af Træ eller Jern. For- og Bagvognen forenes enten, saaledes som paa simple Kjøretøjer, ved en Bom eller ogsaa, saaledes som paa Luxusvogne, ved selve Vognkassen.
Paa de moderne Kjøretøjer ere Axlerne oftest smedede af Jern; saadanne Axler ere ikke blot langt mere holdbare end Træaxlerne, men gjøre ogsaa Vognens Gang lettere, da de foraarsage mindre Gnidning. Axlens Tapper, det vil sige dens Ender, der gaa ind gjennem Hjulnavet, ere yderst nøjagtigt rund- og glatdrejede, og lige saa fint er ogsaa det inderste af de tilsvarende Metalbøsser bearbejdet. Ved de to glatte Metalfladers Gnidning mod hinanden, der yderligere fremmes ved Smørelse, faar Vognen en særdeles let og behagelig Gang.
Fjedrene
Fjedrene ere naturligvis ogsaa en meget vigtig Bestanddel af en Vogn; det er dem, der ved deres Spændighed optage de Stød, Vognen faar paa Grund af Vejens Ujevnheder, og enten slet ikke eller blot som ubetydelige Svingninger forplante den til Vognkassen. Staalet er det eneste Materiale, der egner sig hertil; man har anvendt det til Vognfjedre i meget forskjellige Former. I Almindelighed anvendes de saakaldte C- og S-fjedre eller ogsaa de elliptiske Fjedre, der ligge umiddelbart mellem Vognkassen og Undervognen. Hver Fjeder bestaar af flere Staalskinner, der have en Tykkelse af 1 1/2 til 3 Linjer, ere lagte oven paa hverandre og forenede saaledes med Jernbaand, at enhver af dem bibeholder sin frie Bevægelighed. De større elegante Vogne bygges nu næsten altid paa Dobbeltfjedre, hvorved Kassens Bevægelser blive overordenligt bløde og lette.
Læderovertræk
Den Maade, hvorpaa en Kareths øverste Del overtrækkes med Læder, er ganske interessant; dette Læderovertræk er nødvendigt, fordi Lakeringen anbragt paa selve Træet, ikke vilde være tilstrækkeligt holdbar. Hele Overtrækket bestaar nemlig af en eneste Hud uden alle Sømme, og dog retter det sig aldeles nøjagtigt efter alle Vogntoppens Bøjninger. Det stærkt fugtede Læder trækkes over Træet og behandles saa længe med passende Værktøjer indtil alle Folder ere blevne fuldstændigt udglattede og forsvundne.
Vognens maling og lakering
Vognens Maling og Lakering udgjøre atter en særlig Arbejdsgren, og den Fuldendelse, Lakeringskunsten har naaet i den senere Tid, er kommen Vognmageriet til stor Nytte. Materialerne ere de almindelige Mineralfarver, Fernis og Lakfarver, og det, der er ejendommeligt for Vognmaleriet er egentlig kun at den paagjældende Farve lægges paa i mange Lag, saaledes at det sidste altid afslibes, inden det følgende anbringes. Først overstryges det hele med en Grundfarve saa tyk, at Træ, Metal og Læder ikke mere kunne skjelnes fra hinanden. Naar flere saadanne Lag er strøgne paa, hvad der for hver Gang naturligvis ikke kan ske, førend det foregaaende er blevet fuldstændigt tørt, anbringes Lakeringen, ligeledes i flere Gange, med de Farver, man vil at Vognen skal have.
Saaledes blive Hoveddelene af en Vogn vist strøgne 12-15 Gange med Grund- og Lakfarver, af hvilke enhver flere Gange finslibes med Pimpsten eller noget andet lignende Middel. Den sidste Polering foretages først, naar alt er blevet fuldstændigt haardt.
Sadelmagerens arbejde
Vi behøve vist kun at antyde hvad Sadelmageren dernæst har at gjøre for at give Vognen et saa bekvemt og tiltalende Udseende som vel muligt: han sparer hverken paa Udstopning, fint Klæde, Skind, Silke, Tæpper, Bordter eller lignende, hvad man jo strax ser ved at kaste et Blik ind i en saadan Luxusvogn. Ogsaa det Ydre fremviser forskjellige Udsmykninger, hvortil der anvendes mere eller mindre kostbart Materiale, saaledes Dørbeslag, Lygter o.s.v.; hertil bruges enten Messing, Nysølv eller Sølvplet.”
