Imponerende 67.211 besøgende fra 21 nationer lagde 6.-10. marts vejen forbi MCH Messecenter Herning, da Dansk Varmblod for 40. gang afviklede hingstekåring i messecenteret.
De fem dage bød på bød på et imponerende program blandt andet bestående af hingstekåring, internationale spring- og dressurkonkurrencer, to udsolgte gallashows i Boxen, hesteauktion, Hest & Rytter-messen med 300 udstillere samt DM for beslagsmede.
Dansk Varmblods arrangement, der er kombineret med den åbne fagmesse Hest & Rytter, er det absolut største, der afvikles i MCH Messecenter Herning, hvis man ser bort fra sportsmesterskaber som VM i Håndbold. I år var der som nævnt 67.211 besøgende ved DV’s arrangement, mens Scandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle, 22.-24. februar trak 61.319 besøgende og Nordeuropas førende landbrugsmesse, Agromek, i 2018 havde besøg af 40.214.
Det var da også en fornøjet Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, der under gallashowet lykønskede Dansk Varmblod med jubilæet i Herning, og samtidig sendte en stor tak til avlsforbundet, deres ansatte og mange frivillige, som igen i år havde formået at skabe et superflot og velgennemført arrangement.