Rigmænd, gigger og kareter i København 1804

I 1804 skrev Werfel lettere kritisk om udviklingen i København, hvor velhavere efter hans mening byggede unødigt stort og fornemt, og hvor mange brugte store summer på klædedragt og levemåde.

Antallet af hestekøretøjer steg stødt – Werfel fremhævede, at selv en almindelig kontorbetjent måtte have en gig for at kunne promenere med sin elskede. Et lille uddrag gengives her:

“Kjøbenhavn har i de sidste tyve Aar ganske forandret sin Skikkelse. Enten Rigdommene nu ere virkelige eller kun tilsyneladende – nok er det, man finder allevegne Spor dertil. Der, hvor der fordum stod lave Bindingsværkshuse, staae nu prægtige Gaarde, og simple Kjøbmandsbygninger ere blevne forvandlede til Førstelige Palaier.

Equipagernes Antal tiltage dagligen, og om det end kun er en Comptiorbetjent, saa maa han i det mindste have en Engelsk Karre eller saakaldt Gig at kjøre i med sin ægteviede eller uægteviede Donna. Yppigheden i Klædedragt og Levemaade tiltage ligeledes, og Pengene agtes næsten for intet, naar det kommer an paa at tilfredsstille Sandseligheden.” [1]

Den første, der opfandt Kareter, berigede Verden med en, om just ikke stor, saa dog nyttig Opfindelse. For den Syge og Svage, som ikke kan taale Luftens Indtryk, er en Karet den passeligste Befordring og langt sundere end en Portechaise, disse Æsker med tobenede Heste, som i gamle Dage vare saa meget i Mode.

I vor Hovedstad have Kareter just ikke været saa meget længe i Brug. Endnu i Holbergs Tider lode galante Herrer og pæne Damer, som vilde gjøre Visiter, sig slæbe i en Portechaise fra eet Sted til et andet. I vore Dage er det kun Hospitalslemmer, som endnu betjene sig af dette Befordringsmiddel.

Hyrekudske træffer man nu næsten i enhver Gade, og det er i visse Maader blevet en Skam, at gaae paa sine egne Been. Tak skee de smukke hvide Silkestrømper, de Saffians Sko og Støvler, som vore Damer nu prunke med; thi naar disse ikke vare, saa vilde maaskee ikke en eneste fiin Dame gaae paa sine Baaen, om end Vejret var nok saa fortræffeligt.

Der gives Mennesker i Kjøbenhavn, som aarligen betale mere til Hyrekudsken, end mangen en Familie kunde leve anstændig af. Dersom nogen vilde udarbejde en Dansk Hestestatistik, saa vilde man finde, at blot Lysthestes Underholdning i Hovedstaden koster næsten ligesaa meget som de Fattiges Forsørgelsee.

Lader os antage, at en Hest koster ugentligen at underholde 15 Mark, og at der i eet og alt gives i Kjøbenhavn 5000 Heste, som kun holdes til Fornøjelse, en Beregning, som ingen vil finde overdreven, da der gives Hyrekudske, som holde fra 60 til 80, saa kunde over 10.000 fattige Mennesker aarligen nyde for denne Summa en understøttelse af 70 Rdlr., ikke at tale om de store Summer, som ved disse Hestes Udførelse kunde komme ind i Landet. [2]

Det hænder, som bekjendt, ikke sjældent, at practiserende Læger bliver midt om Natten henkaldte til Syge. Der, hvor det gjælder om at skaffe hastig Hjælp, er det naturligviis rigtigt, at Lægen ufortøvet indfinder sig hos Patienten. Men baade den Læge, som har og den, som ikke har selv Equipage, befinder sig her i en critisk Forfatning.

Ved at gaar til Fods er han, især om Vinteren, naar han skal lige ud af sin Seng i Luften, udsat for at paadrage sig Forkjølelse, og ved at tøve, til hans Kudsk, hans Heste og hans Vogn, ere bragte i kjørefærdig Stand eller Uddunstningerne have sat sig, kan han forsinke sig, og som en Følge heraf komme til Patienten, naar hans Hjælp ikke behøves mere.

Ønskeligt vilde det derfor være, at det matte blive enhver eller dog visse Hyrekudske paalagt, imod en passende Erstatning, bestandig at have en Vogn til dette Brug i Beredskab. Det er jo enhver Hyrekudsk paalagt at indfinde sig med en Sluppe ved Ildsvaade, kan man ikke med Føie, især for Betaling ligeledes fordre, at han skal have en Kareet i Beredskab, naar det gjælder om at frelse et Menneskes Liv? Også for Gjordemødrene er en saadan Foranstaltning nødvendig.