White Turf væddeløb på is i St. Moritz

En væddeløbsbane på is, travsulkyer med meder og skiløb efter heste præger februar måned i den schweiziske by St. Moritz. Tusinder valfarter til den berømte skisportsby for at se og blive set ved det årlige White Turf hestevæddeløb.

Det var vinterolympiaden i 1928, der for alvor gjorde den schweiziske alpeby St. Moritz berømt som ét af verdens førende skisportssteder, men det var også her, vintersportsturisme blev grundlagt. Allerede i 1864 rejste de første britiske turister på vinterferie i St. Moritz, og i 1878 blev der tændt elektriske lamper i spisesalen på byens luksuriøse Kulm Hotel. Dermed var St. Moritz den første schweiziske by, der fik elek-trisk lys.

Men på trods af bjerge op til 3.303 meters højde og perfekt skiterræn er St. Moritz ikke alene vært for alpint skiløb i verdensklasse. Byens måske mest underholdende sportsbegivenheder finder hvert år i februar sted for foden af bjergene på den tilfrosne St. Moritz sø. Her afholdes polokonkurrencer og hestevæddeløb på is, men for de mange tilskuere er champagne, østers og ”det søde liv” også en obligatorisk del af programmet.

White Turf

Trabrennen i St. Moritz 1936
Trabrennen i St. Moritz 1936. Foto: White Turf.

Hvert år siden 1907 har der i februar måned været afholdt internationalt White Turf hestevæddeløb på den tilfrosne sø ved St. Moritz. Isen bliver cirka 60 cm tyk og sikker at færdes på, og søen er til lejligheden ryddet for sne.

En bane bliver præpareret på søen, og i baggrunden ser man byen og Engadinealperne med de berømte skipister. Tre søndage i februar mødes ædle fuldblodsheste, internationale jockeyer, travkuske og skiløbere med gæster fra alle verdensdele.

White Turf løbene tiltrækker mere end 32.000 tilskuere, der følger galopløb, travløb med slæder samt den specielle skikørsel, der i Schweiz kaldes ”Skikjöring”.

For at kunne stå fast på den tilfrosne sø, er hestene forsynet med særlige såler og en slags mordaxhager i skoene.

Skikjöring

Skikjöring ved White Turf i St. Moritz 1912
Skikjöring ved White Turf i St. Moritz 1912. Foto: White Turf.

Ved White Turf er skikjöring publikums favorit og en unik disciplin, hvor skiløbere trækkes af fuldblodsheste over en distance på 2.700 meter og med en hastighed på op mod 50 kilometer i timen. Der er ingen jockeyer på hestene, kun et let seletøj, og skiløberne kører selv hestene med lange liner. Efter de tre løbssøndage krones den samlede vinder som ”Kongen af Engadine”.

Skikjöring blev grundlagt i 1906, hvor 13 schweiziske herrer besluttede at køre om kap på ski trukket af heste. Ruten gik ad landevejen fra St. Moritz til nabobyen Champfèr, og deltagerne blev sendt af sted med et minuts mellemrum. Philip Mark, formand for den alpine skiklub, og hans irske vallak, Blitz, var den hurtigste ekvipage. De tilbagelagde den næsten ti kilometer lange strækning på 20 minutter og 22 sekunder.

Skikjöring i dag

I dag køres skikjöring som almindeligt væddeløb med samlet start. I denne disciplin er især starten vanskelig. Hestene starter ofte i forskellige retninger, og de lange liner kan let filtres sammen. I løbet af årene har der været mange rapporter om denne “lineforvirring”, og i 1965 lykkedes det eksempelvis ikke for én eneste skiløber at krydse målstregen.

I 2009 var skikjöring desværre udsat for en tragisk hændelse. Arrangørerne har tidligere forlangt et særligt sikkerhedsseletøj med “panikhager”, men ved en fejl udløstes en af disse under væddeløbet, så hest og skiløber styrtede. Hesten måtte aflives på grund af sine skader. Fra 2010 har man derfor ophævet reglen om sikkerhedsseletøj, men der er fortsat krav om standardiserede, farvede ski, så skiløbere og heste kan se skiene i sneen.

På grund af den høje risiko i skikjöring har deltagerantallet de seneste år været faldende. I 2001 var kun syv ekvipager tilmeldt klassen, men arrangørerne har stor fokus på sikkerheden, og der er igen fremgang.

Stor omsætning og højeste præmiesum

Trabrennen ved White Turf i St. Moritz
Trabrennen ved White Turf i St. Moritz. Foto: White Turf.

I alt 28.500 tilskuere var med ved de tre løbsdage i 2017. I totalisatoren blev der i omsat for ca. 100.00 schweizerfranc. En omsætning, der svarer til cirka 630.000 danske kroner for de tre dage.

Med en samlet præmiesum på 500.000 schweizerfranc (3,15 millioner DKK) er White Turf det højst doterede væddeløb i Schweiz, men når hovedsponsorer som BMW, Longines og Credit Suisse bakker op, er det økonomiske grundlag i orden.

Kendisser ses ved White Turf

Ikke alene trækker White Turf mange tilskuere, også kendisser og VIP’er fra det internationale kultur- og forretningsliv er faste gæster på hovedtribunen, der rummer 2.400 sæder. Den tilfrosne sø har et areal på 130.000 kvadratmeter, og her bygges en større teltby for at huse udstillingsareal, salgsboder, VIP-områder og restauranter.

Læs mere om White Turf på den officielle hjemmeside via linket her

Tilskuere til White Turf
Der er altid mange tilskuere til White Turf arrangementerne i St. Moritz.