Karetmagerlærling på Hjerl Hedes Frilandsmuseum

Karetmagerfaget er stort set uddødt i Danmark ligesom mange af de øvrige gamle håndværksfag, der ikke har haft tilgang i en meget lang årrække.

I Danmark var der kun uddannet én karetmagerlærling i en periode på ca. 50 år. Det var nordmanden Trond Roar Langnes, som i 1999 efter endt læretid hos karetmagermester John Nielsen i Roskilde rejste tilbage til Norge.

Der blev dog uddannet karetmager- og karrosseribyggere helt frem til slutningen af 1960’erne, men allerede fra 1940’erne og 50’erne fremstillede de karosserier til automobiler, busser togvogne mv. De lærte ikke hestevognsfaget og dermed fx heller ikke at lave vognhjul. Karosseribyggerne kunne derfor ikke fungere som læremestre i det gamle hestevognsfag, hvis der skulle uddannes endnu en dansk karetmagerlærling.

Hjerl Hedes Frilandsmuseum havde i en årrække vist karetmagerfaget som led i museets berømte levendegørelse. Flere ældre karetmagere kom for at demonstrere deres håndværk i det gamle karetmagerværksted. Blandt disse var Thorvald Træholt fra Børglum, Helge Jakobsen fra Østbirk og Poul Noor fra Græsted.

Museet arbejdede også aktivt med bevaring af gamle håndværk, og med økonomisk støtte fra Simon Spies Fonden havde man tidligere uddannet en bødker.

I 2004 tog museet fat på at uddanne en ny karetmager, mens det endnu var muligt at finde karetmagermestre, der havde bevaret håndelaget og som kunne huske at videregive hestevognsfagets mange finesser.

Praktisk håndværksviden skal overleveres fra mester til svend eller lærling. Det er ikke noget, man kan læse sig til eller dokumentere med film eller fotografier. Disse medier kan være et fint supplement, men uden praktisk overlevering vil megen viden og håndelag gå tabt.

Hjerl Hedes Frilandsmuseum kunne stille værkstedsfaciliteter til rådighed, der blev fundet læremestre, og der blev rejst økonomi til projektet ved hjælp af velvillig støtte fra Simon Spies Fonden, Concordia Fonden og Den europæiske Socialfond.

Museet søgte nu efter en lærling, og blandt en del ansøgere var jeg heldig at få lærepladsen. I juni 2004 begyndte jeg så en ny epoke i mit liv som karetmagerlærling på Hjerl Hede. Jeg havde i forvejen svendebrev som møbelmaskinsnedker, så læretiden kunne derfor reduceres fra de oprindelige ca. 4 år til 2½ år.

Faktisk var det en gammel drengedrøm, der gik i opfyldelse, for da jeg i sin tid gik i lære som maskinsnedker, ville jeg gerne have været karetmager. Men det var ikke muligt, for der var ikke længere læremestre, som tog lærlinge i det gamle hestevognsfag.

Fra begyndelsen havde jeg to læremestre. Primært var det den 74-årige John Nielsen fra Roskilde, som hver anden uge kom til Hjerl Hede for at undervise mig. John Nielsen var en eminent dygtig karetmager, som gennem sin karriere havde lavet mange spændende ting. Blandt andet fortalte han stolt om, at han i 1993-94 lavede nye baghjul til det berømte automobil Hammelvognen fra 1888.

John Nielsen overnattede lige som jeg på Hjerl Hede, så dagtimerne blev brugt i værkstedet, mens vi om aftenen hyggede os med teori, geometri mv. Især delte John velvilligt ud af sin meget store viden om hjulfremstilling.

Ældre håndværkere er ofte stolte folk, som ikke uden videre fortæller, alt det de ved om faget og finesserne. John sagde da også fra begyndelsen til mig, at han gerne ville fortælle mig det hele, men at jeg så skulle love at holde mund. “For amatørerne skal jo ikke vide, det vi ved”, som han sagde.

Min anden læremester var 84-årige Helge Bruus Jakobsen fra Østbirk. Helge havde i en årrække haft virksomhed i Østbirk, men da der blev for lidt at lave som karetmager, blev han graver ved Østbirk Kirke. Helge Jakobsen holdt dog fast i sit værksted og det gamle håndværk. I fritiden lavede han fortsat karetmagerarbejde for folk.

I en årrække var Helge også frivillig i karetmagerværkstedet, når Hjerl Hedes Frilandsmuseum blev levendegjort. Derfor var kan et kendt ansigt på Hjerl Hede og indvilgede i at være medlæremester. Det foregik især på den måde, at jeg kørte til Helge i Østbirk, hvor vi så arbejdede nogle dage hver anden uge – i de uger, hvor jeg ikke havde John Nielsen.

Helge havde lavet mange hjul til landbrugsvogne, såmaskiner osv. men havde ikke lavet mange luksusvogne. Derfor arbejdede han på en anden måde end John Nielsen. Men det var både spændende og givtigt at lære fra begge mestre.

Mens alt tegnede lovende, døde begge mine læremestre desværre, inden jeg nåede til svendeprøven. Først døde John Nielsen, men så tog Helge Jakobsen mere over. I oktober 2005 gik Helge Jakobsen desværre også bort og så var gode råd dyre.

Med hjælp fra en god køreven, Jørn Autrup, fik vi nu kontakt til karetmagermester Vagn Drengsgaard fra Sorring. Han havde tidligere kategorisk afvist at tage flere lærlinge, men da han hørte om projektet og de døde læremestre, indvilgede han i at bidrage, det han kunne holde til.

Jørn Autrup og jeg besøgte Drengsgaard første gang en vinterdag i snestorm, og aftalen blev, at jeg skulle komme, “når frosten var af jorden”. I mellemtiden arbejdede jeg selvstændigt og tog på billedskærerkursus hos Helmut Schlodder i Hammelev og drejekursus hos Leif Andersen på Fyn.

Da frosten var væk i det tidlige forår 2006 begyndte jeg hos Drengsgaard. Med jævne mellemrum kørte jeg til Sorring, hvor vi arbejdede i hans værksted. Hos Drengsgaard havde jeg den store glæde at lære en del om dampbøjning, som gennem mange år havde været et af hans specialer. Men vi fik også talt en del om hjul og karrosseri. Drengsgaard var berømt for at lave smukke hjul, og han havde i en årrække faste leverancer til Den kgl. Stald. Vagn Drengsgaard døde i 2015.

Endeligt fik vi arrangeret, at jeg kunne komme hos karetmager Heine Frederiksen, der var frivillig i værkstedet ved Slesvigske Vognsamling i Haderslev. Her arbejdede vi med museets vogne. Før Heine begyndte som frivillig i vognsamlingen, havde han ikke arbejdet praktisk med faget i en del år. Men han havde bestemt ikke mistet håndelaget. Heine Frederiksen døde i 2014.

Med tabet af mine to første læremestre endte læretiden ganske anderledes end planlagt. Men med stor hjælp fra Vagn Drengsgaard, Heine Frederiksen, håndværkerne på Hjerl Hede og eksterne kurser lykkedes det færdiggøre læretiden og lave svendestykke.